Stonebird + Oh Mothership + M.D.R., Rust, d. 28/11 – 2015

0
1794
views

Lørdag aften var der dømt 60’er/70’er blues rock på RUST. Der var lagt op til tunge bassoloer, markante vokaler og masser af guitar. Og det var så sandelig også hvad man fik.

Da jeg ankom til RUST kl. 20.31, stod folk allerede og smøgede den, ude foran den sorte port. Det tegnede godt. Da jeg kom ind i selve lokalet, var der dog alt andet end mennesker. Dette skulle dog ændre sig – men først senere.

M.D.R. ★★★☆☆☆

Første band, Københavnske M.D.R., gik på lidt over 9, og jeg må indrømme, at jeg allerede stod og rockede med ved første nummer. 70’er blues rock med et moderne touch. Gennem hele koncerten udviste forsangeren (Gustav B. Lassen) en lækker stabil vokal, og ingen tvivl om, at hvis jeg kendte alle teksterne, så ville jeg skråle lykkeligt med.

Yderst catchy tekster og fine melodier, men jeg blev altså en anelse irriteret over de alt for gentagne ‘uhh uhhhhh’-hvin, der tilfældigt var blevet puttet ind. De var dog gode til at veje op for det med Queens of the Stone Age inspirerede guitar- og bassoloer. Dog havde jeg sådan en ‘jeg har hørt det før’-følelse, og jeg savnede noget mere originalitet. Både Mew og Pearl Jam poppede op som associationer, hvilket betød, at der ikke helt var en rød tråd gennem numrene – genren ændrede sig fra nummer til nummer.

mdr5

20 minutter inde i koncerten var publikum stadig ikke helt blødt op, og holdt sig egentlig lidt i baggrunden. Der var en anelse publikumkontakt, og thumbs up for det, men for at få blødgjort folk, kunne bandet godt have været mere nærværende.

Pludselig satte M.D.R. tempoet op, og her trådte publikum endelig frem. Også nummeret, der blev annonceret som ‘Det mørke nummer’ begejstrede publikum. Vokalen kom mere til udtryk, den tunge bas kunne mærkes i brystkassen, ingen ‘uhh uhh’ – det fungerede bare. Det er dette udtryk I skal gå efter, efter min mening!

mdr4

Da vi kommer til de sidste to numre, tager blues rock drengene en uventet drejning. Guitarriffs der fangede og fastholdt mig i en drømmende rus, samt et beat der sendte en opløftende energi direkte ind i mine årer. Bandet så ud til at føle det, publikum så ud til at føle det – alle følte det sammen. Til sidst sprang to af bandmedlemmerne endda ned fra scenen! Koncerten endte med et The Blue Van inspireret nummer, og var en fin afslutning, på en ellers lidt rodet opvisning. Det bliver til tre stjerner herfra.

Oh Mothership ★★★★★☆

Så skulle folk ellers ud at ryge. Og hold da op, hvor gik de bare glip af noget, dem der ikke nåede tilbage til svenske Oh Mothership! Jeg har aldrig været så meget til kvindelige forsangere, men hende her – hun kunne levere! Hun havde bare styr på sit shit. Stærk og sikker vokal, der kun overgås af stortalenter som Adele og Christina Aguilera. Johanna Boes er et navn jeg sent vil glemme.

Jeg blev ved med at tænke ‘Hvor bliver folk af?!’, men da de endelig kom, stillede de sig prompte lige foran scenen og klappede begejstret.

oh1

Johanna Boes havde en vanvittig god kommunikation med publikum – hun kunne tilsyneladende få dem til at gøre alt! Der var heller ingen akavede pauser – bandet tacklede faktisk alting rimelig professionelt.

Desværre flød numrene lidt sammen, og det slog mig, at de nok er et af de bands, hvor man skal lytte flere gange til numrene, før man kan skille dem fra hinanden. Dog var én ting sikkert – det hele var én lang rock fest. Oh Mothership fremstod så selvsikre, at man næsten glemte, hvor kompliceret det kan være at synge og spille på et instrument. De fik det til at fremstå, som var det en leg.

Da Oh Mothership spillede deres sidste nummer, fik jeg en festivalfølelse ind over mig. Publikum skrålede med, mens de dansede og hujede. Det var lige præcis den følelse af ikke at vide om man stod foran en scene på Roskilde festival i 1970’erne og oplevede tidens bedste blues-band, eller på et mindre københavnsk spillested og hørte et relativt ukendt band.

Tak, Oh Mothership, tak for den følelse. 5 velfortjente stjerner.

oh2

Stonebird ★★★★★★

Allerede inden Stonebird er gået på scenen, er der optimal stemning. En fem stykker står allerede og venter helt oppe foran. Stonebird bliver mødt af en fænomenal klapsalve, og to minutter inde i første nummer er RUST propfyldt.

Man kan umuligt komme længere frem, og selv dem der har siddet ned gennem hele aftenen, rejser sig nu op. Folk har fundet mobiler og selfie sticks frem, og knipser billeder i vilden sky. Stonebird gejler stemningen endnu højere op (som om det overhovedet er muligt) med ordene ‘Vi vil gerne have det her til at koge i aften, er I med på det?!’ Om folk er med på det? Det kan jeg love dig for de er!

bird3

Jeg kom hurtigt til at tænke på det danske metalband SEA. Det var hardrock og langhåret på den helt rigtige måde. Hold kæft det var højt, men det var okay.

Nummeret ‘Mountain Magic’, hvor der var en anelse jazz indover, tog mig fuldstændig med storm. Forsangeren førte sig frem igennem hele guitarsoloen, og det var som at se en ung Andrew Stockdale (fra Wolfmother). Så kom harmonikaen, og det eneste jeg tænkte var: ‘Come on, det har I ikke selv fundet på det der’. Så eminent lød det.

Endelig kom det øjeblik jeg havde ventet på. En lang, men skøn seance, hvor det eneste jeg tænkte på, var Led Zeppelin. Jeg fangede mig selv i at mistænke Stonebird, for at have kopieret nummeret. Jeg var så tændt, at jeg var ved at eskplodere. Publikum kunne næsten heller ikke klare det. Så fangende, så fandens smukt, så fandenivoldsk. Det kunne have været den perfekte afslutning, men nej.

2

Det blev spillet et nummer til, hvor headbanging virkede essentielt. Og da jeg troede det ikke kunne blive vildere, gik trommeslageren amok og fik hele salen til at danse og klappe, som kun ægte fans kan gøre det. Det var en rigtig svær sløjfe at binde, men det lod sig på magisk vis gøre.

Helt igennem forrygende koncertoplevelse, og 6 stjerner smidt i nakken af Stonebird!

Af Stefanie Sloth Hansen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.