Festival Fokus: Første kig på 4 danske festivalers program

2
2141
views

Det danske festivallandskab for 2016 er stille og roligt begyndt at tage form og meningerne er allerede mange om hvordan de enkelte festivaler er kommet fra land og hvordan de står overfor hinanden i et skærpet konkurrenceklima. Vi tager den første delmåling af temperaturen og forsøger at stille 4 store festivaler op mod hinanden.

Sådan en direkte sammenligning mellem festivalerne vil altid være lidt af en konstruktion, festivalerne ER meget, meget forskellige, nogle af dem er mere niche-orienterede og vil noget forskelligt med deres program. Så en direkte sammenligning er lidt vanskelig, og måske egentlig også overflødig og unfair, men nu prøver vi lige at give det et skud – tag det for hvad det er.

Vi har valgt at fokusere på det man kunne kalde de 4 store, Roskilde Festival, Northside, Tinderbox og Copenhell, som alle har præsenteret de første håndfulde navne. Jo, Smukfest er på solgte billetter landets næststørste festival, men den er lige undladt i første omgang da vi stadig venter på navne derfra. Dette er første runde, der kommer nok et par mere inden alle programmerne er på plads. Og naturligvis kan man endnu ikke sige noget virkelig endegyldigt om hvor det hele ender, dertil er det for tidligt og de enkelte festivalers fremgangsmåde for bookinger og offentliggørelse for forskelligartet. Men hvem er, som sagerne står d. 30/11 kommet bedst fra start?

Tinderbox

Konkurrence er godt, det skal der være plads til, men der er efterhånden så mange om buddet på vores lille geografiske område, at det bliver mere og mere tydeligt, at feltet af hovednavne og semi-store navne der kan pryde en dansk festival plakat er ved, at være for snævert i forhold til mængden af scener landet rundt. Det fører til en uendelig cyklus af genudsendelser, hvor bands (eksempelvis The National) kan opleves år efter år på vores breddegrader  – nye omgivelser, same same but different, but the same.

Her er Tinderbox medskyldig som nyeste spiller på banen, der lige synes der var plads til en mere. Fair nok. Jeg kunne næsten have levet med det, hvis festivalen så havde en klar profil eller der var en linje i bookinger ud over “lad os rage til os hvad vi kan få”-princippet. Sidste år resulterede det i et program der varierede mellem genudsendelser og det regulært skizofrene. Men det er jo bare min personlige holdning, billetter kunne det i hvert fald sælge, så der må jo være et marked.

Og det siger jo ikke så meget om kvaliteten af de enkelte navne, så lad os kigge på hvad der pr. dags dato er sat på plakaten i Tusindeårsskoven næste år.

Ja-hatten:

På papiret er der indtil videre satset på sikre navne, der både kan levere live, sælge billetter og appellerer nogenlunde bredt – i hvert fald hvis du er til “rock”. Og så er der en sikker hiphop booking med hul igennem til mainstreamen i Malk De Koijn.

Rammstein er nok en booking andre festivaler kigger misundeligt efter! Har Rammstein spillet en dansk festival siden Roskilde 2002? Så alene efter det parameter, at de er sjældne gæster på danske festivaler, er det nok et navn både Copenhell (de havde måske ikke penge nok?) og Roskilde skæver lidt misundeligt til. Og så kan de samle en relativt bred skare af publikummer og har vel stadig, for dem der ikke har oplevet dem live, en vis “se giraffen” tiltrækningskraft på grund af deres spektakulære liveshows.

Volbeat er nok det største internationale navn Danmark kan mønstre lige nu, og en ubetinget salgssucces med stor, bred appel. De solgte jo kraftedeme 40.000 billetter til en koncert i samme skov sidste år. Så på den led en logisk booking. I samme kategori, minus den internationale gennemslagskraft, finder vi Dizzy Mizz Lizzy. Still going strong!

The National har også fået et godt tag i publikum herhjemme, og må vel efterhånden også have en ny plade i støbeskeen. Et driftsikkert liveband, der potentielt leverer mindeværdige koncerter på godt og ondt – alt efter frontmand Matt Berninger’s rødvinsindtag.

Lukas Graham og The Minds of 99 er 2 danske succeshistorier, både på hitlisterne og hos anmelderne, så, igen, logiske bookinger, der nok skal gøre P3 segmentet glade. Så er der the odd band out i første bølge, The 1975. Musikpresse hype og roser, i hvert fald for et par år siden, og udnævnt til at blive en af de der “de næste store” bands. På den led en fremadskuende booking, men…

Nej-hatten:

Levede The 1975 op til den hype og døde den ikke hurtigt ud, så de nu befinder sig i The Vines/The Vaccines limbo? Og selv om Lukas Graham og The Minds of 99 er store navne i vores lille andedam lige pt., så er det jo ikke ligefrem navne som du ikke kan opleve andre steder rundt omkring i landet, eller som ikke lige har været ude på fyldte spillesteder. På den led sætter Tinderbox jo ikke ligefrem en ny musikalsk dagsorden herhjemme og for danske bands.

The National’s tid som toneangivende og som sætter af dagsordener er nok også et overstået kapitel. Og så har de simpelthen spillet i Danmark så ofte de seneste år, at hvis du endnu ikke har fået nosset dig sammen til at se dem, så skyldes det måske, at du ikke er så stor fan alligevel?

Volbeat og Dizzy Mizz Lizzy? Så er der sgu’ dømt havefest. Spil noget vi kender og kan drikke fadøl til, og det gjorde de så. Lige som de plejer. Fadøllet kommer nok også til at flyde til Rammstein’s forudsigelige fyrværkerishow tilsat danse-metal, leveret så stramt, koordineret og korograferet, at man skulle tro det var en (penge)maskine der fulgte en minutiøst tilrettelagt afviklingsplan. Oh…..

Klap-hatten:

Jeg hiver lidt i snoren for Tinderbox i den forstand, at de indtil videre har lagt en linje, der nok skal få lidt folk igennem kasseapparatet. Det synes, desværre, også at være det eneste motiv og det der indtil videre driver værket på Fyn. Hvor er visionerne, ambitionerne og en linje der peger fremad? Følg med i 2016. 3/6 klaphatte.

Northside

Storebror i Aarhus har efterhånden markeret sig som en stor og succesfuld spiller på festivalmarkedet, og ja, de var jo også engang den nye dreng i klassen og blev tugtet lidt, ligesom Tinderbox gør nu – så den fynske lillebror fortjener vel lige en chance for at bide sig fast. Ja og nej, for synes faktisk at Northside hurtigt fandt en nogenlunde klart defineret linje i det de gør og en gennemskuelig bookingprofil, som ikke bare er crowdpleaser spredehagl.

Nej, Northside vinder muligvis ikke nogen medaljer for ekstraordinært booking-mod, men der er alligevel næsten altid små fine overraskelser og moderate satsninger på plakaten, der måske nok falder fint i tråd med de større navne, men måske også kunne være de næste store – eller bare et lidt skævt kvalitetsindslag. Samtidig kan de på ingen måde se sig fri fra at være smittet med den fremherskende danske festival livsstilssygdom – den forbandede genudsendelsescyklus! Interpol, ATJUH!

Overordnet kender Northside sig selv og deres publikum, hvilket stort set altid resulterer i et solidt og kvalitetsbevist, men også lidt forudsigeligt, program. I år tegner ikke til at blive en undtagelse.

Ja-hatten:

Det kunne ikke blive til bejleren til hipster-kronen, Father John Misty (desværre, fuck jeg elsker den mand!), i denne omgang, da han spiller i Aarhus og København i slutningen af maj. Men til gengæld fik de hipsternes grand old man, Beck! Det er da vist ikke så meget at sige til, ud over at det med få undtagelser vel er den mest Northsidede booking Northside kunne lave – på den gode måde.

Lige ved siden af på plakaten finder vi de islandske særlinge (igen på en god måde) Sigur Rós, der vel også må siges at ramme plet hos Northsides kernepublikum og festivalens selvforståelse. En anmelderdarling med en perlerække af roste albums under sweateren og et stærkt livenavn, der nok skal levere varen når mørket er faldet på i Ådalen.

Nu skrev jeg ved Beck, at han med få undtagelser er var det mest Northsidede Northside kunne booke. Well, de har også booket Beach House, så alt efter præferencer, så er de vel også tæt på toppen i den kategori. Da kan man da forresten også tale om anmelderdarlings, som også er nogenlunde albumaktuelle og netop har leveret en koncert i København der blev rost til skyerne.

Og så må man ikke glemme Wilco, der måske stadig mangler det helt store og brede gennembrud herhjemme, men som efterhånden har mindst lige så mange klassiske albums på samvittigheden som Beck. Alt-rock/country/indie gruppen med Jeff Tweedy i front har efterhånden begejstret publikum og anmeldere i over 20 år.

Northside præsenterer også det danske trekløver The Minds of 99, Lukas Graham og Malk De Koijn, ligesom Tinderbox? Hah… det var da pudsigt? Man skulle tro det var en pakkeløsning eller en eller anden sammenhæng mellem Tinderbox og Northside?? Skørt. Der er også mere hiphopz i form af Ukendt Kunstner og Yelawolf.

Så er vi nået til de lidt mindre, men spændende bookinger, der indtil videre tæller den skotske komponist og musiker C Duncan, der gør sig inden for det indie-pop folk’ede og amerikansk/New Zealandske Unknown Mortal Orchestra – et af de der halv-hypede rockbands, der er ved at stige i graderne.

Nej-hatten:

Her har jeg egentlig ikke det store at brokke mig over, ud over det tilbageværende problem for danske festivaler. Beck spillede på Smukfest så sent som i år og gave en eksklusiv koncert i Tivoli et par dage efter, 2 koncerter på dansk grund i 2015 får måske ikke ligefrem Northsides booking til at lugte af eksklusivitet. Det samme kan egentlig siges om Beach House der LIGE har spillet i Danmark, men OK, det er efterhånden vilkårene og forventeligt, at hvis et navn optræder her til lands efterår/vinter inden festivalsæsonen, så er der en god chance for, at de også er at finde på en festivalscene sommeren efter.

Sigur Rós gæstede Roskilde i 2013, men i denne genudsendelsestid, så tæller det næsten som en evighed, så den lader vi slippe igennem.  Den danske pakke er hvad den er, de skal jo også have smør på brødet og de 3 navne passer jo fint ind på Northside – om end de lugter kraftigt af rerun.dk.

Klap-hatten:

Klaphatten har godt gang i snoretrækket her. Som nævnt, Northside kender deres publikum og ved hvad de vil, 2016 tegner ikke til at blive en undtagelse. De lider lidt, som andre festivaler, af “det muliges kunst” hvad bookinger angår, hvilket også betyder, at der (i hvert fald indtil videre) ikke er noget der skriger til himlen af eksklusivitet. Men ud fra vilkårene og Northside’s profil, så siger vi sgu 5 ud af 6 klaphatte for dette udlæg.

Roskilde Festival:

Så napper vi mastodonten eller runestenen i det danske festivalland, gode gamle Roskilde. Festivalen er jo egentlig lidt udenfor nummer, da den både i fysisk størrelse og hvad program angår er i en helt anden liga end de andre danske festivaler. Den både vil og skal noget andet. Fra de helt store headlinere på Orange, over skæve og ukendte indslag på de mindre scener, til nordiske upcoming navne på Rising.

Så parametrene og bedømmelsesgrundlaget er noget anderledes end for de andre festivaler, jo, man kunne bare måle hovednavne mod hinanden, men det tegner jo slet ikke hele billedet. Roskilde er på en eller anden måde i konkurrence med dem selv, publikums tårnhøje og ofte noget urealistiske forventninger og festivalens egen gloværdige historie og selvopfattelse.

More Than Music hed sloganet engang (eller stadig?), og Roskilde Festival er da også nærmere en kultur institution, end “bare” en musikfestival. Og et brand der næsten kan sælge billetter på omdømmet og drømmen i disse år, men det forpligter næsten på en måde endnu mere!

Jeg synes egentlig, at Roskilde fandt en rigtig fin og funktionel model for bookinger sidste år, hvor festen og det mere ungdommelige (minus mosefund McCartney) dominerede Orange, mens metallens hovedscene blev Arena og ellers var fordelt ud på de mindre scener. Ingen Metal og tungrock på Orange var det logiske og nødvendige skridt, efter nogle år med lige vel meget luft mellem folk til den slags koncerter.

Nå, bla bla bla, hvad med programmet for 2016? (Roskilde har offentliggjort en del navne som vi ikke dækker, så tjek programmet HER)

Ja-hatten:

Business as usual ser det indtil videre ud til, det vil sige en kæmpe stor pose blandede bolcher, hvor man så kan sutte løs og finde sine favoritter når de 170 kunsterne er offentliggjort.

Indtil videre står de californiske funk-rock veteraner Red Hot Chili Peppers med absolut størst på plakaten – hvilket da, om ikke andet, gav noget opmærksomhed og debat på internettet! Ja-hatten siger, at alle fortjener en chance til, og gruppen skulle efter sigende have ny musik på vej, så aktuelle er de måske også. Og ikke helt uvigtigt, seneste Roskilde koncert var i 2007 – det er jo evigheder siden i festival år!

Endnu længere siden er det at New Order fik Orange Scene til at danse, det var helt tilbage i 2002 at jeg stod og koksede ud til “Blue Monday” i mørket. New Order er måske lige på kanten af vores dækningsområde, men har dog stadig en rockvibe og udspringer jo som bekendt fra Joy Division, så helt ude i skoven er det ikke at inkludere dem her. Gruppen har desuden udsendt nyt album i år, der blev modtaget ganske godt, så det er måske ikke en helt tosset booking. Om ikke andet er der en masse af nutidens elektroniske navne, der trækker veksler på New Order, så også på den led er det en acceptabel booking.

Indie-art rockerne Foals er et af den slags orkestre, der også ville have passet udmærket ind på Northside, men den side rummer Roskilde jo også. Så endnu en solid booking der. Endnu hellere ville Northside nok gerne have haft fingre i Mac Demarco, et af de nyere hotshots inden for indie/slacker rocken, og en af den slags bookinger Roskilde har en fin succesrate for. Han kunne godt være et navn der vokser sig større de næste år, og sikkert kunne blive en del af genudsendelsescyklussen!

I den kategori hører vel egentlig også den unge australske indie/singer songwriter Courtney Barnet, der også kunne være en af dem der stod overfor et bredere gennembrud. Det ved jeg ikke om Sturgill Simpson står overfor, men indenfor den nyere country musik er han allerede et kæmpe navn og ligefrem udnævnt som “den moderne country’s redningsmand”. Det kan jo være et farligt og hæmmende prædikat at få sat på sig, men både på album- og koncertfronten lader det til at der kunne være noget om snakken, hvor eksempelvis Ekstra Bladets notoriske anmelder Thomas Treo har været helt oppe at køre over Sturgill. Det er en af dem jeg personligt ser frem til at tjekke ud og se om hypen holder!

Bag kunstnernavnet Bisse gemmer sig Thorbjørn Radisch, der tidligere slog sine folder i Spillemændene, ikke mindst som hovedmand bag gruppens fremragende og originale dansksprogede tekster. Den stil har han taget med over i Bisse-projektet, men musikalsk er det en lidt anden størrelse. Men det er næsten for omfangsrigt at kaste sig ud i at beskrive her, læs i stedet Jonas’ anmeldelser, der dykker ned i Bisse’s mærkværdige univers. Først blev det til 4 stjerner for PMS og seneste hele 5 styks for Umage, del 1 og 2 i en planlagt “blod-trilogi”.

Og så er der metallen. Bring Me The Horizon, som, naturligvis fristes man til at sige, lige har givet et brag af en koncert i København – metalcore er sgu ikke lige mig, men med det live rygte bliver det nok tjekket ud. Cattle Decapitation gør sig i noget døds-grind, der er både brutalt, catchy og så er de tilmed på lidt af et veganer trip i deres tekster. Bandets nyeste album er rost til skyerne, så da har vi nok allerede en af årets booking fuldtræffere… og en Copenhell gerne ville have haft en luns af. Det samme gør sig gældende for det legendariske kultorkester Sleep, den stenede trio havde man nok også gerne set på Refshaleøen. En af den slags navne der kunne gå begge veje kvalitetsmæssig, men vi håber da på en magtdemonstration.

Nej-hatten:

Tja, hvad er der snart at sige? Vi har kun set en brøkdel af brikkerne, så puslespillet er langt fra at tegne et klart billede, men det ligner på mest godt, og en smule ondt, en Roskilde ny-klassiker, hvor programmet stikker i mange retninger, der mangler nogle vægtige hovednavne (råber rockfolket) og dem med mindre bogstaver på plakaten bliver et sandt slaraffenland at kaste sig ud i.

Dog er bookingen af Red Hot Chili Peppers, de positive aspekter den bestemt også rummer, noget suspekt og svær at sluge for en der oplevede deres fadæse i 2007…

Klap-hatten:

Klap-hatten er afventende, men optimistisk og ender på 4 ud af 6 hiv i snoren.

Copenhell:

Det bringer os til helvede. Copenhell er jo eneste regulære niche-festival blandt de 4 vi har kigget på her, så spillereglerne er igen lidt anderledes. Fokus er, som altid, metal og tungrock, med afvigelser, ud fra en relativt bredt perspektiv.

Ligesom Northside er Copenhell kendere af deres eget publikum og målgruppen, det skal man jo selvfølgelig også være som niche-festival, og booker derefter. Og ligesom andre festivaler er de naturligvis underlagt “det muliges kunst”, hvilket især kan være en udfordring hvad store hovednavne angår. Der er ganske enkelt ikke så mange af dem længere, og der kommer ikke rigtig nogen nye til, der kan tage over – hvilket Copenhell og andre festivaler/spillesteder måske også er delvist medskyldige i. For bliver man ved med at booke den gamle garde, fremfor nyere navne, så kommer der jo heller ikke nogen frem. Omvendt skulle man jo tro, at var bands gode nok, så kom de frem i verden uanset hvad.

Copenhell er som regel en ret stabil størrelse, med nogle legender og afprøvede (nogen gange udtjente) navne i toppen, lidt nyt i næste lag, svipsere som Turbonegro og The Darkness der får lov til at lege headliner, og så et mellemlag og en undergrund der kan være hit and miss. Festivalen er ikke ude på at sætte nogen decideret ny musikalsk dagsorden, der appelleres nogenlunde bredt og alsidigt og det hele er lidt konservativt – lige som metalmiljøet tit får på puklen for at være. Men det er nu engang den linje der er stukket ud, dette er ikke en undergrundsfestival!

Til gengæld er det måske Danmarks hyggeligste og rareste festival at besøge! Hvilket igen kunne få nogen til at efterlyse noget der var lidt farligt…

Ja-hatten:

Copenhell har allerede annonceret 13 navne, det vil sige at omkring 25% af programmet allerede er på plads. Øverst står Black Sabbath, der drager ud på deres allersidste tour (siger de) i 2016, og altså takker af på dansk grund med beton under fødderne. Jeg kan næsten ikke forestille mig en mere optimal booking ud fra alle mulige parametre. Jo, det er ER begrænset hvad man kan forvente sig rent musikalske af en flok hærgede bedstefædre, 45 år inde i karrieren – og på kanten af at trække stikket.

MEN, de seneste liveanmeldelser har tydet på en fin og stabil form, og så er det jo for helvede heavy metallens fædre! Kunne man forestille sig en bedre ramme end Copenhell, med alt hvad den står for og deres publikum, til en sidste dans i mørket med djævlen? Nej. Tinderbox havde eksempelvis været en eklatant fejlplacering, selvom jeg er sikker på de bare ville have elsket at have dem side om side med David Guetta. Og Roskilde og Orange Scene virker bare som den forkerte platform, som tingene har udviklet sig der. Så bravo, Copenhell, i min optik og udfra en masse kriterier, årets festival booking indtil videre.

Mange af de samme ting kan egentlig siges om Alice Cooper, selvom den gamle chok-rocker ikke siger farvel i denne omgang. Legende, bred appel, hitkatalog og sikkert i stand til at gennemføre en hæderlig koncert. Godkendt.

I “det kan gå begge veje, men navnet ser fint på plakaten” har vi thrash veteranerne Megadeth med Crazy Dave Mustaine bag roret. De er på vej med nyt, skylder en koncert på Copenhell og er jo i deres egen ret legender på metalscenen. Men har de noget at byde på live i 2016? Det er nok cirka lige så sikkert som vejret på Copenhell – vær forberedt på det meste. Men OK booking, jo jo!

Længere nede på plakaten finder vi roste og sikre livenavne som retro-rockerne Rival Sons, hardcore punk/metal/m.m. fra Converge, post-hardcore fra Norma Jean, keltisk kult-punk fra Dropkick Murphys og så er der jo vores egne, lokale helte, Helhorse, der er forfremmet til næststørste scene. Alt sammen meget fint og tilfredsstillende.

Så er der de obligatoriske wildcards som  Mötley Crue-bassisten Nikki Sixx’s SIXX: AM projekt, det kunne godt blive en slasket maveplasker og “what the fuck, findes de endnu og kan de noget?” bookingen af svenske Clawfinger.

Og lidt til, tjek programmet ud HER.

Nej-hatten:

Tjaaaa, hvor er de yngre hovednavne, bla bla bla, hvorfor er genre x og genre y underrepræsenteret, SYSTEM OF A DOWN OG TOOL FOR HELVEDE osv. OG. SÅ. VIDERE.

Og er Black Sabbath og Alice Cooper dyrt indkøbte plejehjemsbeboere?

Klap-hatten:

Copenhell gør sgu’ egentlig som de plejer, ser det ud til, men i det mindste hænger der ikke en fæl stank af genudsendelse i luften endnu, trods det begrænsede udvalg af navne (og ja, Megadeth HAR spillet der før).

Alt taget i betragtning, og ikke mindst med Sabbath Bloody Sabbath in mente, så er Copenhell kommet pænt og sikkert ud af startblokken. Vi siger 4 ud af 6 klap.

DELKONKLUSION:

Trods et presset festivallandskab, hvor udbuddet af festivaler og kunstnere gør at det føles som om smørret bliver smurt ud i et tyndere og tyndere lag, over et større og større stykke brød, så ser det ud til at der stadig er nok til alle – og til at alle bliver nogenlunde mætte. Men hvor længe?

Af Ken Damgaard Thomsen

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

2 COMMENTS

  1. “Har Rammstein spillet en dansk festival siden Roskilde 2002?”

    Ja, det har de. Skive Festival 2010, samt endags festivalen Copenhagen Live 2010, men derfor er det stadig vanvittigt, at Tinderbox tager dem for næsen af Roskilde og Copenhell 🙂

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.