LLNN: Loss ★★★★★☆

0
1135
views

I tider, hvor verden kan virke som et fucked op sted, kan man føle trang til, at forlade atmosfæren og forsøge at råbe kloden op – eller BURN IT DOWN. Det kan man ikke, det forbyder de fysiske love, men hvis der var nogen der havde en chance for at blive hørt i det lufttomme verdensrum, så er det LLNN.

For den danske post-apokalyptiske space-hardcore gruppe spiller højt. Meget højt. Og lyder flintrende arrige og indignerede når de bombarderer ens øregange med tunge hug, gennemtrængende guitar og hidsige råb på deres anden udgivelse, Loss. Kimen blev lagt med den 1 ½ år gamle EP Marks, hvor bandet på fornem og original vis forenede elementer fra post-hardcore, space-rock, støj-metal og regulær bankende larm, til et meget kompakt og slagkraftigt udtryk.

Lad os bare slå fast, at udtrykket ikke er blevet mindre effektivt og kraftfuldt på Loss. Hvor Marks var lyden af sammenstød mellem kloder i fjerne galakser, så er Loss lyden af hele galakser der bliver flået fra hinanden, så der opstår revner i selve det usynlige stof der binder universet sammen. Store ord, men LLNN spiller så afsindigt højt og med øredøvende bulder og brag, at man af og til er ved at gå i granatchok. Men det er, heldigvis, kun den ene side af sagen.

Hvor LLNN’s buldrende og bragende side tenderer det (bevidst) monotone, så rummer gruppens musik, i de mere otherworldly stunder, kvaliteter, der minder om et instrumentalt soundtrack til en klassisk sci-fi rumfilm. En af den slags, hvor kulden, isolationen, det afsondrede, desperationen og en lurende håbløshed svæver ud i det uendelige mørke. Disse synth soundscape-flader er et af bandets hemmelige våben, der giver LLNN et helt særegent udtryk, ja, nærmest en art signaturlyd, der gør at de skiller sig tydeligt ud fra mængden af post-hardcore bands, der spiller med musklerne i Danmark for tiden. Jeg hader ordet “unik”, men det er lige før jeg kunne overtales til at bruge det om LLNN.

Af de 6 numre på Loss, der alle sammen er fremragende, er titelnummeret måske det bedste eksempel på hvad LLNN kan – her er samtlige bandets forcer og elementer på en eller anden vis i spil. Det er samtidig bandets mest ambitiøse og længste nummer, hvor gruppen over 7 minutter udforsker deres lyd med flere temposkift, vekslende mellem eksplosivitet og tålmodig opbygning. Der indledes med noget der lyder som et ekkolod eller en radar, rummet scannes fra kommandobroen, inden frontråber Christian Bonnesen forstyrrer den gode ro og orden. Håbløsheden hænger tykt i luften, ja, glider faktiske ned af skrogets kolde metalvægge – det er som om vi afventer en uundgåelig undergang.

Trommerne er med til at give en følelse af oprustning, der bygges op, inden det hele forløses på fornem vis i nummerets sidste halvdel, hvor det hele ender med at stå i flammer, inden en kor-outro sender os ud i det stille, uendelige mørke.

LLNN kan på overfladen virke som en lidt unuanceret og primitiv størrelse med al den kantede larm der tordner en i møde, som på den massivt knusende åbner “Rapture”. Meget passende titel, der fint rammer nummeret og dets klang ind. Men der er meget mere at komme efter, både hvad angår detaljer, små finesser i lyden og de lag der åbenbarer sig bagved, og mellem, de uimodståelige energiudladninger.

Et nummer som den 6 minutter lange “Calamity” er en glimrende illustration på, at LLNN kan mere end at være lyden af, at pløje igennem et astroidebælte. Her befinder vi os indledningsvis i et hjemsøgt og åbent lydlandskab, der minder om noget der kunne passe til den første Alien film, eller Rumrejsen år 2001. Ud af det store ingenting, dukker pludselig en flåde krigsskibe op, og så er det klodernes kamp påny!

“Depths” viser, efter en ulmende intro der strækker sig om næsten 1 ½ minut, at LLNN  også har en mere “melodisk” side, hvor sangen drives fremad af en bølgende og brusende rytme, der tager til i intensitet.  Indtil vi rammer den rene dommedagsstemning. Pludselig er der stille igen, et helt minuts ro, inden det overjordiske helvede bryder løs igen. At det ikke bare er tom buldren og rumlen, eller nørdet rumfascination, kigger ud af sprækkerne i det dundrende lydbillede på den mægtige “Monolith”. Monolitten (er det den fra 2001?) taler til dig et sted i baggrunden, mens noget der lyder som en sønderlemmende civilisationskritik råbes og skriges ud i deep space af Bonnesen. Han har ved gud ikke en nuanceret, afvekslende eller “stor” vokal, der er konsekvent én enkelt indstilling, og det er RÅB. Men for pokker hvor er det effektivt, han lyder simpelthen så morderligt PISSED OFF, at man bare bliver revet med og selv får lyst til at råbe af verden.

LLNN leverer øredøvende og gennemtrængende LARM på Loss, men det er bestemt ikke hverken plan- eller sanseløst. Og det er her, de triumferer stort. Lige nøjagtig hvad de præcist har på hjertet, kan være lidt svært at høre, men engagementet er ikke til at tage fejl af – and that’s all I need, når musikken samtidig spiller som den gør her.

Musikalsk finder LLNN en perfekt balance mellem det knusende brutale og kaskader af rungende trykbølger og atmosfæriske passager. Samtidig er der klare lysglimt af noget storladent og episk. I den forstand lægger Loss i naturlig forlængelse af Marks, og formår at udvide LLNN’s fascinerende og originale lydunivers.

Naturligvis er der plads til yderligere afsøgning af hvad LLNN’s mikrokosmos gemmer af muligheder, ikke mindst hvis vi skal ud over den spilletid der præsenters her – jeg er næsten sikker på, at der gemmer sig endnu større stunder i LLNN galaksen, som vi slet ikke har opdaget endnu. Og så går vi supernova på skalaen. Indtil da “nøjes” vi med 5, astronomisk store stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Hold øje med bandets Bandcamp-side, hvor Loss lander til pay-what-you-want i løbet af i dag (d. 27/11)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.