Kellermensch, Voxhall 6/10 2017 ★★★★☆☆

0
920
views

Et fyldt Voxhall kunne fredag aften se ét af Danmarks største live-navne hive stærkt materiale frem – og dog kæmpe med at få det ud over scenekanten.

Voxhall var fredag aften godt pakket med feststemt publikum nok cirka mellem 30 og 60 år. Inden aftenens hovednavn gik på, varmede esbjergensiske Bellhound Choir op…

Bellhound Choir (support)

Jeg har tidligere anmeldt Bellhound Choir, og de kvaliteter jeg fandt i énmands-projektet kom til deres fulde ret under denne support-act på Voxhall.

Ganske uanseligt stiller Christian Hede Madsens op på scenen med en elektrificeret dobro-guitar og med sin til tider Springsteen-, til tider Vedder-agtige stemme får han fortalt historier med et fokus og en intensitet, der stiller større spørgsmålstegn ved Snakkeklubben, der havde åbnet en stor afdeling på Voxhall, end ved Bellhound Choir.

Til tider med et slide-rør på ringefingeren, til tider med Dobro’en – andre med en halvakustisk guitar – blev der leveret story-telling-materiale, som fungerede fremragende som opvarmning, men som også konstant virkede til at ’spille op af bakke’ i forhold til et ret snakkende fredagspublikum.

Ærgerligt, for der var masser af kvalitet – og når Madsen lagde fra med guitarsoloer, var det ikke blot lir – men faktisk værd at lytte til. Oh, well. Så stærkt var det nok heller ikke, men fuldt retfærdiggjort når Madsen lige skruede en tand op i andet nummer – bare for lige at minde Snakkeklubben om, at her var der faktisk en performer til stede.

Bellhound Choir har dog den hæmsko, at hele stilen og fremtoningen gør at det passer lidt for godt i opvarmningsrollen – og selv om der var indikationer på store øjeblikke (især i numre med halv-akustisk guitar), så var det nok hvad det var.

Og selv om det var lidt en missed opportunity ikke at få Wolff med og spille ‘Full Moon Tide’, så var det egentlig OK; Bellhound Choir fremstod fint alene og manden med det lange hår og Springsteen-Vedder-stemmen kan nu godt selv!

Kellermensch ★★★★☆☆

Aftenens hovednavn gik på scenen 22.05 med den tekst-stærke ‘Atheist in a Fox Hole’, som sætter barren ret højt og samtidig vækker en genkendelse; for Kellermensch er så meget mere end den ellers stærkt karismatiske Sebastian Wolff i front; den energisk rundt-på-scenen bevægende bassist, den nærmest Rammstein-Prügelknabe-agtige guitarist, den langhårede growler/screamer/organist/kontrabassist, violinisten Nils Gröndahl, bassist-guitaristen, trommeslageren og den ordinære b-vokalist og keyboard-spiller udgør en altid visuelt og lydmæssig interessant baggrund, som Wolff lægger sin til tider afsindige vokal ind over.

Der spilles fedt og der kartes rundt på scenen af alle i bandet; energien er der, men det og godt materiale til trods, rammer det bare ikke 100% publikum.

‘All that I can say’ følger op og i et ellers potentielt tykt lydbillede bliver det strygeren, der tager stikkene hjem – hvilket vil sige, at det fungerer fint i omkvæd, men bliver lidt tyndt i versene. Ærgerligt nok, for Wolff har nu altid kunnet lægge energi i teksterne og performancen og i aften er – for så vidt – ikke en undtagelse.

Så skal vi et smut i ballade-land med ‘How to get by’ og snakkeklub.dk har ikke de forventede besøgende, da publikum virker til at være ret fanget af hvad der sker på scenen. Wolff giver også god grund til at fokusere, og i dette solo-nummer får hans vokal og især udtryk lov at folde sig ud.

For lige at sætte skabet, hvor det skal stå får vi Neil Young-klassikeren ‘Don’t Let It Get You Down’ men allerede her synes der at mangle noget momentum igen; der er intet at sætte på bandets benhårde arbejde, men det bliver aldrig den store oplevelse, det før har været…

‘Mediocre Man’ følger og skaber en veritabel publikums-fest; det er et nummer, der kendes, og det catchy omkvæd tager stik blandt publikum, om end nummeret først får den intensitet, det fortjener, i tælle-overgangen, hvor Wolff formår at skrue sig ud over scenenkanten og ramme noget af det, vi kender Kellermensch for. Men der mangler noget. Med otte mand på scenen, virker det aldrig rigtigt potent selv om det umiskendeligt er Kellermensch.

‘Narcissus’ og ‘Black Dress’ følger efter, men selv om sidstnævnte burde tage stik hele vejen, bliver det – publikums reaktion til trods – lidt underligt uenergisk. Det er svært at sætte en finger på, for bandet spiller fint – men der mangler nogle procenter her. Og netop som ærgrelsen begynder at indfinde sig hos anmelderen, dukker ‘Remainer’ op og får løftet hele koncerten op på et et nyt niveau. Stærkt med stryger, stærk vokal – stærk backing.

‘The Pain of Salvation’ bliver dog lidt flad og selv da ‘The Day You Walked’ (som ellers igen vækker publikum), ‘Moth’ og ‘Lost at Sea’ bærer brænde til bålet, bliver det aldrig rigtigt til den store fest.

Det var ellers sikkert tænkt som et høj-energisk pas, for ’30 Silver Coins’ lægges efterfølgende – men bliver underligt fladt med violin og Wolff på guitar og sang. Et stærkt nummer koges desværre ned til et lidt tyndt udkog. ‘Army Ants’ tager lidt stik hjem, men selv om der slides hårdt i det fra bandet, virker det til at forsøgene på at komme over scenekanten om ikke falder til jorden, så måske bliver båret mere af publikums velvilje end hvad der kommer fra scenen.

Så skal Kellermensch af scenen, men vender selvfølgelig tilbage til hittet ‘Bad Sign’. For anden gang på aftenen går Wolff ud over scenen og stiller sig på hegnet ud til publikum og selv om dét trick altid vil virke i ét eller andet omfang, så giver det ikke helt pote.

Og da ‘Moribund Town’ falder som sidste nummer virker det lidt som om teknikken, lyden eller noget tredje ødelægger udtrykket.

Sådan kunne man godt have fornemmelsen af, at det var en halv-sløj koncert på Voxhall fredag aften. Det var det bare ikke. Problemet ligger nok mere i, at Kellermensch før i tiden har givet nogle af de største koncert-oplevelser, jeg har haft på de respektive år. Og sådan en oplevelse fik jeg bare ikke denne fredag aften. Det er et stærkt spillende band, der spiller stærkt materiale. Fordi de er otte på scenen er alt også vel indstuderet, og der er energi fra frontmand, såvel som musikere. Men der mangler noget.

Måske fordi de tidligere koncerter var så helt og aldeles åndssvagt energiske, vil Kellermensch på en etableret scene altid være noget andet; jeg kommer aldrig til at opleve Wolff stå og gnubbe sin guitar op af en søjle på Toldboden igen. Eller se et tydeligvis træt, men insisterende band kl 3 på en Roskilde-scene.

Men det ER bare det, jeg vil måle Kellermensch efter, og selv om det var en god koncert (jeg kedede mig aldrig), var det aldrig for alvor til mere end godt, hvilket udløser fire stjerner.

Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.