Bellhound Choir: Worried Kid ★★★☆☆☆

0
671
views

En mand og en guitar. Det er hvad man får på Bellhound Choirs udgivelse Worried Kid. Og det er bestemt ikke helt ueffent undervejs på de otte numre, som dog rammer nogle af genrens begrænsninger og kommer til at fremstå lidt underproduceret.

Der er ellers flere ting, der taler for Christian Hede Madsens udgivelse. På ‘Full Moon Tide’ har han eksempelvis fået Sebastian Wolff med på vokal, hvilket giver en kærkommen variation på det ellers i sin natur ret enslydende blues-inspirerede album.

Derfor kan det også undre, hvorfor dette nummer ligger som andet track – men det gør det så. For nogen vil det også være et plus, at Madsen til tider har tillagt en nærmest Eddie Vedder’sk sangteknik. Men det er nu heller ikke fordi han forfalder til én stil på albummet, og der varieres – så eksempelvis den nærmest prædikende eller bedende ‘Oh, Little Michael’ bliver fremført i en næsten black æstetik. Hvor vidt det er ærkeenglen Michael der påberåbes i sangen skal dog stå lidt hen i det uvisse: Måske, bare måske, da sidste vers synges til “Flying Michael” – men det kan for så vidt også godt være en selvmordstruet knægt…

Det vil vel også være på sin plads at nævne at den akustiske guitar lyder ganske fremragende på Worried Kid. Sprød, klar og som sådan noget nu én gang altid har lydt og skal lyde. Tanken om at numrene godt kunne have trukket et lidt mere komplet akkompagnement er dog svær at holde væk. For numrene er virkelig fine blues-sange og om ikke andet, så for variationens skyld, kunne det være dejligt at høre dem med band.

Det virker i hvert fald som om, Madsen har noget på hjertet med musikken. Og derfor er det lidt ærgerligt at dykke projektet på grund af mangel på variation. For det er nok der, vi havner i den sidste ende.

Det er ikke en plade, der i sine tekster giver de store svar. Formodentlig skal den tænkes som en form for tankestarter, hvor Madsens refleksioner skal starte noget lignende hos lytteren. Genren forudsætter netop det; at man lytter. Men der er en konstant risiko for at det trænger lidt i baggrunden, hvis man ikke fokuserer meget energi på at lytte. Det kan også anskues som en kvalitet, da det er ganske behageligt at lytte til musikken. Men i den enkle form og stil kommer det også til at virke som noget, der formodentlig ville fungere noget bedre live, hvor man kunne opleve udtrykket mere intenst.

Pladen bliver dermed en ikke helt så intens oplevelse, som man kunne have ønsket og som materialet nok i virkeligheden kunne have båret. Der sluttes ellers virkelig flot af med den slide-guitar-drevne ‘Home’, som har åbenlyse kvaliteter i melodiføring og fremførsel. Det kunne have været en fin akustisk afslutning på en fin blues-plade. Men da den i det konkrete eksempel bliver det ottende nummer i denne stil, brænder det ikke helt så meget igennem, som man kunne have ønsket sig.

Der er noget rart og integritetsfyldt over Worried Kid. Men i den sidste ende står pladen ikke rigtigt frem og gør sig så overbevisende bemærket at jeg vil finde den frem igen. Et lækkert spillende band – eller blot lidt ikke alt for fortænkte øvrige instrumenter her og der – havde kunnet løfte Worried Kid op til noget måske endda virkelig godt.

Men i denne udskæring bliver det ikke til mere end tre store, pæne stjerner.

Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.