Rock i betondækningsgraven- Interview med Lukin

0
898
views

Interview: I det centrale Aarhus har Lukin for nylig indrettet sig i en bunker, eller rettelig en betondækningsgrav, som det hedder på fagsprog. En lys forårsaften i marts besøgte jeg bandet i bunkeren mens de var i gang med at øve et sæt til den kommende semifinale i Emergenza. Det blev til en snak om livet som undergrundsband, rock-undergrundens tilstand, plus det løse.   

Udefra syner den ikke af meget, dækningsgraven. En rund forhøjning dækket af græs og en metalluge er hvad man kan se. Efter en tur ned af nogle betontrapper og hen ad en smal, mørk gang med lavt til loftet, skal man igennem endnu en metallåge før man kommer ind i selve øvelokalet, et rundt lokale med højere til loftet i midten end i siderne, hvor væggene er kalket hvide. Her er plads til en sofa og et bord, og ellers instrumenter og forstærkere, og ikke rigtig mere.

Det står i kontrakten, at hvis der kommer et bombeangreb mod landet, så har bandet 24 timer til at få flyttet alt ud, så på sin vis er dækningsgraven stadig aktiv i forhold til sit oprindelige formål. Alt ånder dog fred og ingen fare den lune forårsaften jeg kigger forbi.

Portvin og chartreuse

Bænket i sofaen med et glas portvin (i følge bandets eget udsagn er Lukin rigtig meget et portvinsband – og Chartreuse når de har penge), begynder vi løseligt snakken om hvordan Lukin sammen med SpaceBaby har en stor andel i at LeCoq i Aarhus er det sted, der sælger mest chartreuse på verdensplan, om tidligere Emergenza-oplevelser, og diverse andre rock-relaterede røverhistorier.

I bunkeren befinder sig forsanger og guitarist, Kenny, som har været i gang med at lære Lars, som er guitarist i rock-kollegerne SpaceBaby, numrene fra live-sættet. Det er planen han skal hjælpe til Emergenza-semifinalen, men han må siden springe fra. Bassist Morten er også på plads, mens trommeslager Christian først kommer styrtende mod slutningen af interviewet.

“Min idé med bunkeren her, det er egentlig, efter de meget finpolerede optagelser fra vores seneste EP, at vi gerne vil prøve at gøre det hele selv, og her er der bare så meget boom i rummet og trommerne lyder gigantiske. Så nu prøver jeg egentlig bare at indspille det selv, og prøve at få det smadder med, jeg gerne vil have,” fortæller Kenny.

Hvad er det I er ved at gøre klar til nu her?

“Jamen det er semifinalen i Emergenza. Vi gik ekstremt ufortjent videre fra den indledende runde på Radar. Det var egentlig ikke særlig fedt, og jeg var heller ikke helt godt kørende”, fortæller Kenny. “Men vi gik sgu videre, og nu har vi lovet Emergenza-festival den her gang, at nu gør vi altså noget ud af det”

-Hvor længe er det egentlig Lukin har eksisteret?

Det tager lige bandet lidt tid, at blive enige, Morten mener det i hvert fald er syv år, mens Kenny fører det tilbage til, da en kæreste slog op med ham i foråret 2008.

“Vores allerførste trommeslager og mig, vi var sådan en form for rebound for Kenny,” bemærker Morten. “Men så smuttede vores første trommeslager efter tre år, fordi han skulle med konen hjem til Vallensbæk, og så slog vi op som band der. Så var der nogen af os, der havde nogle sidespring, jeg var blandt andet med i Exobrain. Det var så lidt samme historie i Exobrain, der var nogen, der skulle skilles, der var nogen, der fik kærester, nogen skulle til Samsø…så stod lille mig tilbage, og jeg ville ikke spille solo”

Kenny bryder ind; “Jeg prøvede jo at flytte til København, og boede lidt i Kolding, og spillede med par gutter jeg mødte da jeg stod for Jernbanecaféen i Kolding…men ja, Lukin startede egentlig som et rebound…”

Siden har bandet altså fundet sammen igen, nu med en ny trommeslager, og de bliver enige om, at de har et sted mellem 15 og 20 mere eller mindre færdige sange, nok til to albums.

“Vi kommer med et Black Album, så laver vi et Load, og så kommer alt lortet på en Reload,” griner Kenny, med henvisning til Metallicas 90’er albums.

“Det meste tidlige Lukin, det er noget Kenny fik en idé omkring, men da vi så fik en ny trommeslager, så er vi begyndt allesammen at joine ind på sangskrivningen, så siden er det blevet mere en band feeling” supplerer Morten.

Fra beskidt blues til progressiv retro-rock

Hvad med stilen, det er også som om den har bevæget sig fra beskidt blues til noget, der er mere i retning af klassisk rock?

“Jeg kalder det progressiv retro-rock,” forklarer Kenny, “og jeg prøver at skrive det over det hele og igen og igen”

“Jeg tænker man skal tage progressiv med et gran salt,” supplerer Morten, “for det er jo ikke prog-rock”

“Men retro-rock er også forkert, for det er ikke bare en kopi af en gammel genre, og det er derfor jeg kalder det progressiv retro-rock,” uddyber Kenny, ” for det er et eller andet sted det, det er”.

Herefter fortsætter snakken omkring opbygningen af sangene på Lukins seneste EP, som ikke helt holder sig til den gængse rock-struktur med vers/omkvæd/vers/omkvæd fulgt af et b-stykke og vers/omkvæd. “Det er også det, der gør det anderledes, det har ikke den der faste form, eller den der Creedence Clearwater Revival opbygning, men det bliver selvfølgelig lidt selvmodsigende, at kalde det progressiv og retro” fortsætter Kenny.

Morten kommer med et konkret eksempel på, at musikken kan være svær at sætte i bås; “Vi har et nummer med på Emergenza, som hedder ‘Kill Your Darlings’, det er det eneste fortidslevn vi har med, men der lyder verset lidt som noget boogie-rock, og så er omkvædet lidt som at se Errol Flynn i sort/hvid, der står og stepdanser. Så er det lige, hvad for en genre man skal sætte på det”. Herefter kaster Kenny sig ud i at spille guitar og synge nummeret, for at eksemplificere bevægelsen mellem smadder og letbenet melodiøsitet, mens bandets gamle forstærker fra 1969 skratter lidt i baggrunden.

Kenny og Morten i aktion i bunkeren

Portvinsbetondækningsgrave og rockundergrund

Samtalen kommer tilbage til betondækningsgraven, og hvordan Kenny var heldig at få den tilbudt, da bandet, der tidligere havde øvelokale i den, forlod den for kort tid siden. Indvendig er den blevet kridtet af, så væggene er hvide, hvilket giver et fint lys i den underjordiske bastion. Der ligger masser af bunkere over hele byen, blandt andet skulle der ligge en bunker, der bliver brugt til raves, og en bunker, hvor der bliver fortalt gyserhistorier i lommelygteskær.

“Der er faktisk også nogle af de her kældere, der bliver brugt til at opbevare vin,” fortæller Morten. “Vin-betondækningsgrave. Det kan være den korrekte betegnelse for vores er portvinsbetondækningsgrav. Men vi er rigtig glade for den, også selv om der ikke er noget toilet. Derfor er det også bedre med portvin end med øl…”

Nu vi er ved ved undergrunden, drejes samtalen til sidst hen på rockundergrunden i Aarhus.

“Der er ekstremt mange mennesker, der spiller musik i Aarhus, men der er ikke så mange musikere. Det kommer til at lyde helt forkert…”, starter Kenny.

“Men nu er definitionen på en musiker heller ikke nogen, der tager ud og spiller og får penge for det, men nogen, der lejer et lig, og selv betaler for at komme ud,” supplerer Morten tørt.

“Men det jeg måske synes, der er ved Aarhus lige nu, det er at der er så meget, der lyder éns. Men der er nogle fede hård rock/metal-bands derude, der har deres egen lyd, for eksempel I’ll Be Damned, som jeg virkelig under den succes de har nu. Det er så fedt, det de har gang i,” fortsætter Kenny.

I mellemtiden er trommeslager Christian ankommet storsvedende, og er gået i gang med at indtage en banan, så energien er på plads til bandet skal i gang med at øve. Vi runder derfor af med en runde til bandmedlemmerne, hvor de hver især anbefaler to navne, de synes man bør holde øje med netop nu. En række navne fyger gennem luften, og vi bliver hurtigt enige om, at der alligevel sker mange spændende ting netop nu.

Lars fra SpaceBaby lægger ud, og efter lange overvejelser ender anbefalingerne på Liserstille og Vulture Vibe, selv om buddene jævnligt skiftes ud undervejs.

“Jeg tror kun jeg kan komme på én, og det er fra sidste gang vi spillede på Emergenza, hvor der var nogen, der formåede at trække rigtig mange folk, “starter Morten, “og det var de her seks garvede gutter, der hed Der Findes Monstre, og det var i hvert fald underholdende. Det er egentlig sådan noget rap, men det var en fed fest, og det var kraftedme sjovt. Og skulle jeg nævne en toer, så skulle det nok være Seizing Blackwater”

“Psycho Brahe, det er en af mine, de er sådan lidt som Red Warszawa på amfetamin, de er fuldstændig tossede,” indleder Kenny. “Og så vil jeg springe i en helt anden boldgade og tage I Think You’re Awesome, som spiller…jazz”

“Jeg vil også sige Liserstille, “starter Christian, “men det er også bare fordi jeg kun ser film, film, film, og de er ligesom noget af det eneste jeg har fået hørt, hvor jeg tænker at det er noget, man ikke lige har hørt ellers”

Lars bryder ind, og siger “Astronaut, nogen burde nævne Astronaut!”, og det viser sig at Christian har lavet musikvideo for dem – og dermed på en måde bliver andet bud fra ham. Og så går det ellers over i øvesession, hvor jeg får lov at lytte med på et par numre, og kan konstatere at Lukin er godt på vej mod at være klar til Emergenza.

Efter interviewet, måtte Lars springe fra Emergenza-optrædenen, hvorfor Lukin spiller i deres faste trioformat til Emergenza-semifinalen fredag d.28. april. Det bliver formentlig også bandets sidste optræden under Lukin-navnet, da trommeslager Christian stopper og Morten og Kenny fortsætter i en anden konstellation under navnet Under fremadrettet. Sådan er rockundergrunden også, omskiftelig og levende.

Hvis du vil høre mere til undergrunden i Aarhus, så finder Emergenza-semifinalerne i Aarhus sted på Voxhall d.27.-28. og 29. april. Billetter kan købes enten af de deltagende bands til 100 kr, eller hos Voxhall til 130 kr.

Af Jonas Strandholdt Bach

 

 

 

 

 

 

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.