Paradise Lost, Voxhall d. 7/10 2017 ★★★★★☆

0
759
views
Foto: Sebastian Dammark

Tre-på-linje. Ikke bare diskede Voxhall op med tre acts på aftenen, men det var også tredje dag i træk, at spillestedet i Århus leverede musik i høj, høj klasse.
Med Jesus and The Mary Chain torsdag (uanmeldt), Kellermensch fredag og nu Paradise Lost viste spillestedet, at Århus er en god by at bo i, hvis man godt kan lide rock. Paradise Lost gav en flot finale på de tre dages rock-indsprøjtning.

Med en billetpris på 250 DKK var der åbenbart blevet råd til to support acts, Sinistro og Pallbearer.

Sinistro stillede op med kvindevokal og gjorde en fin figur på Voxhall. Jeg ankommer midt i Sinistros set, og får indtrykket af et sludget band med kvindevokal… Med trommer, to guitarister og en forsanger formår de at danne en lyd, der er overbevisende og særegen nok, men hvis indtryk på denne aften ikke rigtigt hænger ved.

Foto: Sebastian Dammark

Herefter følger Pallbearer, som sidste år leverede koncerter som headliner på Atlas. Det er tydeligvis et band med styr på lyden og med sine langsomme moves fungerer det ganske fint – ikke mindst som opvarmning. Så snart vokalisten, Brette Campbell, sætter ind, opstår der dog problemer. At sige at vokalen ikke passer ind i den ellers tunge doom-lyd, er en pæn måde at sige at Campbell har en dårlig aften. Det bliver underligt med hans noget tynde og ofte ikke rene vokal og et ellers dygtigt spillende band får dermed udfordret deres performance.

Det er ellers ikke fordi det som sådan er en fejlbooking, da Pallbearer har fint fat i passager uden vokal og både formår at doom-groove og få lagt fine soloer i guitaren.
Det overordnede billede bliver dog noget mudret, da vokalpræstationen lader så meget tilbage at ønske.

Foto: Sebastian Dammark

No matter! For kl 23.05 går Paradise Lost på…

Paradise Lost

Bandet er for mig et ret ubeskrevet blad. En af mine kammerater, Roy Fogde, (tidligere frekvens.dk-skribent) var dog meget insisterende på at jeg skulle sættes ordentligt ind i sagerne. Han havde dermed lavet en kronologisk playliste med numre – ud fra et dogme om ikke mere end to numre fra hver plade.

Jeg må imponeres over bandets evne til at udvikle sig over tid, og selv svære faser virker det til, at englænderne har klaret: Umiddelbart har Slipknot for mig været ét af de bands, der har klaret sig bedst igennem NU-rocktidens lidt for pæne produktioner. Men Paradise Lost giver dem i den grad kamp til stregen…

Men her skal det handle om live-optrædenen på Voxhall…

Foto: Sebastian Dammark

The Århus Faithful var mødt talstærkt op og Voxhall var for anden (måske tredje?) dag i træk tilnærmelsesvis udsolgt. Og fra første taktslag stod det klart at der var tale om et band, der formår at sætte hvert sekund af deres mangeårige erfaring i spil – og udstråle en coolness og et overskud som jeg sjældent husker at have set hos et band på Voxhall.

Nick Holmes vokal er på én gang stoisk rolig og samtidigt insisterende og variationen mellem det brølende og growlende og mere egale foregår fuldstændig naturligt og gnidningsfrit og med et imponerende overskud.

Ingen kan gøre dette alene og bandet virker på én gang introvert fokuserede og til at være spillende med et overskud, der rækker langt ud i salen. Under første nummer spilles der eksempelvis en meget enkel rock 1-rytme på trommerne, men hvor det for andre kunne blive lidt musikskole-agtigt, er dette blot en underlægning for at Mackintosh og Aedy kan lægge deres guitarer ind over, mens Steve Edmunson med nærmest Baard Uwe’sk coolness og død i øjenene høvler bassen hjem uden at tabe et slag eller overhovedet udtrykke, at det var en mulighed.

Det er, med andre ord, et stærkt velspillende, velsyngende band, vi står overfor på Voxhall lørdag aften.

Og vi bliver taget igennem det 30-årige katalog. Gamle numre fra 90erne som ‘I’ve Seen Your Face’, ‘Angel Tears’, blandes med ‘Order and Chaos’ og ‘Medusa’ fra den seneste plade og alt leveres virkelig, virkelig intenst.

Aldrig slippes gas-pedalen og der køres på med høj energi; om det så er rytmeguitaristens huggen ottendedele med nakken, det intenst stirrende blik af bassisten eller en solo fra den ret introverte solo-guitarist, så sidder alt i skabet. Over dette svæver Holmes varierede vokal – fra growl til egal og intens insisteren på at publikum skal være med i projektet.

Foto: Sebastian Dammark

Den kompakte, bastunge og voldsomme lyd der strømmer fra scenen gør at man skal være mere end normalt død indvendig, for ikke at lade sig rive med af aftenens headliner.

Det er tungt, men bliver aldrig bøvet og gumpetungt. Tre årtiers erfaring fornægter sig ikke, og da 13 numre er gået og bandet kaldes til encore, føles det for en gangs skyld ikke kliché-agtigt. Og da de to ekstra-numre er spillet står publikum med en stærk fornemmelse af at dette var tungt, doomet, sludget og mange andre ting. Men aldrig bøvet, aldrig mere eller mindre end hvad det lovede; intenst, fastholdende og potent vellyd smækket i hovedet på én.

Den imponerende konstante kontrollerede lyd (til trods for backtrack til tider) kombineret med en cool, professionel stage-act betyder, at Paradise Lost ender med fem stjerner. Ikke bare for at have et stærkt bagkatalog, men også for at udnytte det optimalt og sikre, at hvert et ord der synges eller hver tone, der spilles virker til at være leveret med vilje.

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

Foto: Sebastian Dammark/Fonden Voxhall

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.