Surfbreakers and The Bellygroove: Jukebox Dancer (EP) ★★★★☆☆

0
358
views

Surbreakers and The Bellygroove er ude med deres 4. udgivelse. Det er et erfarent dansk band, der trækker på nogle klassiske inspirationskilder i rockhistorien til at skabe deres dunkle americana/country/rock/indie/garage blanding. Uhyre kompetent udført, men der mangler lige det sidste, magiske et eller andet i blandingen.

Det burde ellers være right up my dark alley, med Cohen/Cave/Steen Jørgensen mørkemandsvokal, formørket, støvet og atmosfærisk lydside og 4 numre, der alle virker som små, afrundede fortællinger. Jeg er sgu bare, ærligt talt, ikke helt fanget af universet, eller bliver forført/ledt ind i mørket på den måde jeg havde håbet på.

Jeg kan ikke helt sætte en finger på det, ud over, at vokalen, trods den fordunklede tone og klang, ikke rigtig rammer plet hos mig. Den virker stedvis en lille smule “off” i mine ører, og ikke helt så overbevisende i sin dybe klang som forbillederne. Jeg vil ikke gå så vidt som at sige det lyder påtaget, der er bare noget der ikke helt klinger som JEG synes det skal. Retfærdigvis skal det siges, at der bestemt også er overbevisende momenter, på tredje nummer, “Jenny (The Hitman)” lyder den eksempelvis ret fed med sin mere tilbagelænede, snakke/sangforedrag stil.

Det er i det hele taget nok også det nummer jeg synes rykker allermest på Jukebox Dancer, her spiller musikken virkelig også og får opbygget en fængende og velklingende atmosfære. Det lyder som en über-cool blanding af noget Tarantino-coolness, western-inspireret rock med en kratlusker vibe, så sveddryppende solskinsstemning ude i ørkenen møder en kold nat i en spøgelsesby med underlige skygger, der danser på husmurene – alt sammen på samme tid. Super fedt.

De andre numre rammer ikke helt samme niveau, og dirrende vibrationer, og dermed heller ikke samme tiltrækningskraft. Men der er nu ingen af dem som jeg ville kalde decideret svage, hvad sangskrivning, lydbillede og udførelsen angår. Titelnummeret bevæger sig også indenfor hvad jeg ville kalde en Tarantino’sk lyd, her er vi så klart i en diner eller saloon setting, med de i titlen nævnte ingredienser: en jukebox og en danser. Der bygges fint op i verset, men der er noget der skurrer mig lidt i ørerne i omkvædet, så illusionen ryger og jeg glider ud af nummeret. Ærgerligt!.

På de 18 minutter EP’en varer kommer Surfbreakers and The Bellygroove egentlig meget godt omkring i deres særegne univers. Der åbnes med den snigende og afdæmpede “Sunrise”, der næsten har noget lidt jazzet over sig. Jazzet som i “tilrøget bar og en lille trio i hjørnet” klang. Men det er næsten som om forsangeren her er ved at snuble lidt over ordene i verset, eller som om det ikke ligger helt komfortabelt i munden – det lyder dog bedre i omkvædet. Det kan også bare være en bevidst tilgang og måde at udtrykke sig på, men det er altså en der i glimt bliver distraherende for mig. Til gengæld er den musikalske side af sagen igen lækkert udført.

Lukkeren “Here’s To The Girls” får rundet de seks minutter i spilletid. Nummeret kører sikkert fremad i et solid midtertempo, og selvom vi klangmæssigt ligger et sted midtimellem de tidligere nævnte elementer, så er der en eller anden understrøm i nummeret der får mig til at tænke på Neil Young? Måske er det bare selve melodien? Det er i hvert fald ikke en dårlig ting. Her synes jeg også vokalen står stærkere og rammer et toneleje, tempo og udtryk der fungerer.

Surfbreakers and The Bellygroove har ikke bare et lidt særpræget navn og lyd, de har også en eller anden lettere udefinerbar… lad os kalde det “udstråling” af mangel på bedre ord, og hvis musik kan have det? Det emmer af personlighed og at der er lagt noget sjæl og hjerte i det her, og så er det sådan set lidt underordnet, at jeg har nogle punkter, hvor jeg ikke helt er med på noderne – det er nok smag og behag i dette tilfælde.

Selvom jeg måske ikke er helt så solgt som jeg havde håbet på, så har jeg også på fornemmelsen, at det kunne ændre sig. Som om der ligger en eller anden mindre åbenbaring og lurer et sted i musikken og universet, som jeg ikke helt har fået tunet mig ind på endnu. Måske det kommer, måske gør det ikke, jeg kan lide et eller andet ved det her – men jeg elsker det ikke.

Og med disse lidt forvirrede og modstridende følelser må vi hellere runde af og kalde det 4, lidt bævrende og usikre stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg bandet på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.