Anbefalede koncerter i København, uge 23-25

0
1587
views

For at spare lidt tid, plads og set i lyset af, at det tynder noget ud i koncertudbuddet her i sommermånederne, så går vi lige XL og bringer her en ordentlig bunke anbefalinger for de næste uger.

De gratis koncerter i Pumpehuset’s Byhave fylder en betragtelig del i landskabet indtil sommerferien, men der er også spredte tilbud klemt ind. Vi har 17 stop inden vi når frem til Roskilde Festival, og vores efterfølgende ferie, så det kommer til at gå lidt tjept hist og her. Let’s roll!

Vi lægger ud med to torsdags-tilbud, først en tur ind i mørket på Drone, hvor Troels Joergensen og hans The Reason to Live kigger forbi. De udsendte et 4-stjernet album for et par måneder siden, i hvert fald i følge Troels-Henrik, der anmeldte:

“Det er svært ikke at sende tankerne i retning af Neil Youngs mere stille, akustiske numre, når numrene på My Mind spiller. Både instrumenteringen – akustisk guitar og yderst kontrollerede distorition-guitarer, lækre orgler og strygersektioner spiller. Men også både i stemmeføring og tekster går tankerne i den retning. Det er, med andre ord, meget fint”. Hele anmeldelsen kan læses HER

Drone // d. 9/6 // Kl. 20.00 // Gratis

Mere gratis? Første stop i Byhaven byder på to danske navne, præsenteret af Bands of Tomorrow under overskriften “Uimodståelige”. Denne første omgang af i alt tre BoT events byder på melankolske eksperimenter fra Solhverv, og blålig folk-rock fra Blå Nætter.

Pumpehuset // d. 9/6 // Kl. 18.30 // Gratis

Fredag slår vi et smut omkring Amager, hvor der er dømt Copenhagen Decay, hvor to af Beta‘s medarbejdere har sat en hårdtslående menu af 4 bands sammen. Lige i smasken får du serveret Kløft, Cruelty’s Heart, Northern Blues og Hearteater. Sidstnævnte anmeldte jeg en rigtig fin EP fra sidste efterår, hvor jeg endda gik så vidt som at kalde dem et frisk pust på “metal”-scenen:

“Nu skrev jeg metal i gåseøjne, for jo, der er også metalliske elementer i grundmassen hos Hearteater, især den del af metallen der blandes op med hardcoren. Men der er også en masse andet på spil (grunge, metalcore m.m.), når bandet, tilsyneladende fordomsfrit og med masser af gåpåmod og selvtillid, låner, hugger, svejser sammen og modellerer det de lige synes passer sammen”. Læs resten af anmeldelsen HER

Beta // d. 10/6 // Kl. 18.00 // 100 kr. (forsalg) 125 kr. (døren)

Aber wir müssen immer weiter, og lørdag er vi tilbage i den gratis Byhave til dansksprogede toner fra Lasse Krog og Marc Facchini. Marc Facchini’s (Mother Lewinsky m.m.) stil på debut-albummet Vidunderlige Drømme kan minde om en hverdags-poet der bare tænker højt, strøtanker om verden omkring os, fra de små detaljer i hverdagen til verden set i bredformat helt ude fra verdensrummet. Gadens skæve eksistenser og mere filosofiske betragtninger om hvor vi står og skal hen som menneskehed. Facchini er ikke politisk som sådan, i hvert fald ikke partipolitisk, men universet hælder mod det humanistiske, uden at det bliver noget pladder – dertil er der for mange små, velplacerede, nogle gange bittersøde, stikpiller spredt ud i teksterne.

Byhaven // d. 11/6 // Kl. 18.30 // Gratis

Spillestedet Stengade kan du få renset ørerne af The Yeah Force, som Jonas anmeldte albummet Ambassadors fra tilbage i marts måned, hvor det blev til 5 stjerner:

“Det er med at holde godt fast fra start, for udlægget, ‘Burning Feet’ accellererer fra 0-100 på få sekunder – VROOOOOM, siger det, og så finder man sig selv, lidt fortumlet, kastet rundt på passagersædet mens The Yeah Force trykker på speederen bag det musikalske rat. Hidsigt trampende trommerytme, flænsende guitarriffs, rullende bas og så lige orglet til at toppe op med, mens Max Christensens vokal er rå og rusten uden det virker påtaget”. Resten af anmeldelsen kan læses HER

Support: Hey Way + Spells

Stengade // d. 11/6 // Kl. 20.00 // 60 kr.

Og så er det så praktisk, at du bare kan gå kold og blive liggende på Stengade indtil dagen efter, søndag, hvor der er igen flyder musik ud af højtalerne. Hovednavnet er sludge/doom’erne Jucifer fra USA, dem kender jeg overhovedet ikke, men supporten, den har jeg til gengæld lyttet til.

Du får post-traumatisk rock fra lokale A Horrible Death To A Horrible Man, som der har været lidt stille om siden de udgav mini-albummet Escape Escape tilbage i marts måned 2015.

“Fællesnævneren er, at bandet bare lyder forbandet cool, umanerlig sikre og med en helt klar vision om, hvordan de skal lyde. Tungt, lidt stenet på en tilbagelænet og sej måde, og selvsikre på den der “we take shit from nobody” måde – uden at det hele kommer til at virke arrogant, eller lige lidt FOR selvsikkert”, lød det blandt andet i min 5-stjernede anmeldelse.

Stengade // d. 12/6 // Kl. 20.00 // 70 kr.

Så laver vi et lille hop til tirsdag d. 14, hvor Loppen lokker med ægte Ungdomshus-punk, når Halshug fræser ud af starthullerne. Lidt af et ridt de har været på med international pladekontrakt og udgivelse af deres dansksprogede udgydelser på Blodets Bånd, og en koncert på sidste års Copenhell, hvor de led lidt under, at sættet skulle strækkes til en halv time. Men fandeme godt gået ellers!

Support: Extinctexist + Crutches

Loppen // d. 14/6 // Kl. 20.30 // 60 kr.

Videre til onsdag d. 15/6, hvor vi har to arrangementer linet op. Først et smut tilbage i Byhaven, hvor den står på Odd.Lot.Collective x A90 x Blacklisted Copenhagen aften. Her kan du opleve støjende 80’er inspireret pop-punk fra Pitch Black Spinney Machine, flere 80’er klange fra den dystre duo Blue Demon, samt The Smiths og brit-pop influerede Mutt’s Company.

Byhaven // d. 15/6 // Kl. 18.30 // Gratis

I Amager Bio skal vi endnu længere tilbage i tiden end 80’erne, selvom aftenes kunstner også var aktiv der. Men vi skal helt tilbage til 60’erne for at finde begyndelsen på Graham Nash‘s karriere i The Hollies. Mest kendt er Nash nok for samarbejdet med Davis Crosby og Steven Stills (og nogen gange Neil Young), hvor den nu 74 årige amerikaner sørgede for nogle af de lysere toner. Registeret er nok blevet lidt mere slidt, og stemmen med ru med årene, meeeeen, mon ikke man får lidt for pengene?

Det må man da håbe, for billetprisen er så ublu, at jeg overvejede ikke at anbefale koncerten…

Amager Bio // d. 15/6 // Kl. 19.00 // 570 kr.

Så er det videre til torsdag d. 16/6 og fluks tilbage til Byhaven, her er der nemlig to navne på plakaten som vi tidligere har omtalt/anmeldt. Troels-Henrik diskede op med 4 stjerner til Coco Moon for albummet Marble Mouth sidste efterår, og skrev:

… hvor de trækker veksler på alt fra trip hop, industrial og soul i et overordnet mørkt, poppet univers. Marble Mouth er et sammenhængende og spændende værk, der måske lige mangler det sidste for at blæse en bagover.”

4 stjerner er det også blevet til, til Kristian Gaarskjær aka Select Captain for en række solide rockede singer/songwriter udgivelser de seneste år, hvor han trækker veksler på alt fra Cash til Springsteen, find materialet HER. Seneste single varsler dog lidt nye toner.

Byhaven // d. 16/6 // Kl. 18.30 // Gratis

Videre til fredag d. 17/6, hvor vi lægger ud en album-release på High Voltage, hvor hårdrockerne Statement fejrer udgivelsen af deres nye album Heaven Will Burn. Bandet debuterede til glimrende anmeldelser i 2014 med albummet Monsters, som vi aldrig fik anmeldt.

Support: Ablaze

High Voltage // d. 17/6 // Kl. 22.00 // 80 kr., inkl. cd 150 kr.

I Byhaven får du Rest In Beats og ungdommelige sommer-pop toner med kant fra Aksglæde, som jeg sendte 5 stjerner efter for en sprudlende debut-EP for et par måneder siden:

“Bandet svinger på en eller anden måde efter deres helt egen små-skæve og alligevel rolige og overskudsagtige rytme og takt, med en indgroet musikalitet der virker herligt naturlig og levende på en meget organisk måde. Det er funky fresh uden at være overgearet på nogen måde og gennemstrømmes af en eller anden laid back ro, der gør at man bare føler sig i godt selskab med bandet”. Læs hele anmeldelsen HER

Byhaven // d. 17/6 // Kl. 18.30 // Gratis

Du kan sådan set lige så godt bare blive hængende ved Pumpehuset, for dagen efter er der hele to arrangementer i og omkring bygningen. De gratis toner i Byhaven leveres til sædvanlig tid, kl. 18.30, af The Love Coffin, hvis patos fyldte og gotisk psych-rock Jonas oplevede på Aarhus Psych Fest sidste år, samt Silhouette, der skruer op for rock-elementet i psych’en. Det kastede 4 stjerner af sig, da Troels-Henrik anmeldte albummet Die The Fire tilbage i november måned.

Senere, inde i Pumpehuset’s mørke, står den på Dødheimsgard og en “ekstremmettalisk mørk psykose”. Det er tilmed norsk, så det er sikkert pænt messed up, yo! Som opvarmning  får du Diskord og smukke & forbandede Slægt:

“Stilen som Slægt lægger for dagen er særdeles indbydende, og på samme tid en hyldest til noget der var og noget der peger fremad. En art sammensmeltning af elementer fra black, sort død, klassisk heavy metal og noget 70’er rock lignende. Udført og eksekveret uden den mindste rysten på hænderne og antydningen af, at den eksplosive og på papiret måske lidt utilregnelige blanding ender med ikke at ville hænge sammen”.

Pumpehuset // d. 18/6 // Kl. 21.00 // 150 kr.

Skal du et smut i helvede på Refshaleøen, når Copenhell åbner portene til årets udsolgte (flot flot flot) festival (mere om den senere andetsteds her på siden)? Ja? Så ville det måske være en glimrende idé, at undgå for lang kø ved indgangen og få dit armbånd INDEN festivallen?

Igen i år er  det muligt at ombytte din billet til armbånd i Pumpehuset, og samtidig nyde lidt gratis musik og hygge. Tirsdag d. 21/6 og onsdag d. 22/6, begge dage fra kl. 14.00, er ombytning mulig. Tirsdag får du musik fra WOA metal Battle vinderne Sunless Dawn, onsdag får du fornøjelsen af Riverhead.

Så har vi lige et sidste stop inden sommerferien, eller inden vi daffer på Copenhell og Roskilde Festival og så holder ferie, kan I gætte hvor det er? Ingen tricks, det er Byhaven, fredag d. 24/6.

Og vi slutter denne koncert-sæson med et rock-brag! Vampire Blow får lov til at spille med rock-musklerne, hvilket de har gjort nogle gange her på siden i form af anmeldelser, Dagens Tracks og diverse. Stilen er retro-rocket, i meget bred og open minded forstand, hvilket blandt andet har bragt dem en tur i Karrierekanonen, på Spot Festival, og resulteret i 4 stjerner her på siden for albummet Unicorn. 4 stjerner blev det også til, da jeg oplevede bandet på sidste års Uhørt Festival, fornylig var Troels-Henrik dog helt oppe på 5’er-klingen, da han oplevede bandet give den max gas på HeadQuarters foran en lille publikumsskare.

5 stjernet er også Disarray Son, som vi både har lavet et interview med og anmeldte en EP fra, samt tjekket ud live for ganske nylig, hvor Stefanie fangede dem i Huset KBH. Her kom hun både ud på kanten af stolen, fik associationer til at sidde omkring et lejrbål og drikke rom fra flasken, vilde soloer og trommer og bas der går lige i brystkassen.

Byhaven // d. 24/6 // Kl. 18.30 // Gratis

Det var så det, vi ses derude, måske på festivaler, de anbefalede koncerter vender tilbage engang efter sommerferien, når vi er kommet til hægterne igen.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.