Silhouette: Die the Fire ★★★★☆☆

0
1320
views

En retrobølge sejrer i Danmark hvor 70’ernes lyd er hip: Den naivistiske psych har fået en voldsom opblomstring de sidste år, hvor bands som Spids Nøgenhat, De Underjordiske og Fribytterdrømme byder ind. Men 70’erne var også andet end psychedelica, og Silhouette byder med Die the Fire ind på den mere rockede del af årtiets lyd.

Der er tydelig inspiration fra Pink Floyd og især også den tidlige heavy, hvor Black Sabbath, måske Deep Purple eller endda Blue Oyster Cult både lurer i lydkulissen og tekstuniverset.

Der er gode, gedigne guitarer, der spiller klassiske riffs, hammond-orgel og endda på visse numre et lap steel – og meget genretypisk ligger mange vokaler dobbelt eller oktaveret/harmoniseret. Det fungerer sgu meget godt. Især når man påtænker, at det er en ren amatørindspilning, som dog er mixet og mastered eksternt.

Som bandets navn antyder, så er det sange om lys og mørket – både i sindet og dets dæmoner.
Og helt genretypisk flirtes der også med det okkulte
.

Er der et problem med at spille denne genre så tæt op af 70’ernes lyd (lur mig om ikke deres instrumenter og forstærkere også hovedsageligt er bygget i det århundrede?), så er det at der altså er gået 45 år siden det årti begyndte. Selv om genren ikke er slidt i bund, så har jeg det lidt med det, som jeg har det med ovennævnte retro-psych: Det er svært ikke at trække lidt på smilebåndet over at klichéerne på den måde bliver udlevet.

Men det gør faktisk ikke så meget – for når bandets tekster så omhandler noget drabeligt, okkult, så kan man sidde og trække lidt på smilebåndet og egentlig hygge sig fint med det. Kvaliteten i indspilningen er egentlig høj nok til, at det holder fint – eller virker autentisk.

Stærkest står bandet på de mere Pink Floyd-lignende passager som eksempelvis i ‘What I became’, hvor det hele bliver sfærisk og lækkert. Men bandet kan også tæske derudaf i fire fjerdedele og variere med lidt skæve taktarter som i titelnummeret, hvor der arbejdes med tre passager med hver deres feel.

Silhouette er altså også helt med på de skift, 70’ernes prog (og i et vidst omfang pop) blev defineret af. Og ja, kæden hopper lidt af, da man i ‘One with Michel’ vælger en hvæsende growl-lignende vokal i den sidste afdeling.

Ironisk nok er det denne ‘nyere’ sangteknik, der lidt bryder illusionen og på den måde virker lidt upassende, hvilket også gør sig gældende i det sidste nummer, ‘Autolatrist’ (for øvrigt en fin titel! ).

At sætte Silhouettes  Die the Fire (egentlig en lidt sær titel) på er umiskendeligt underholdende og et mindst lige så kvalificeret bud på retro-rock som mange andre retro-inspirerede bands, der er oppe i tiden. Sagen er bare at der, hvor det skulle være lidt ‘farligt’ bliver det lidt komisk og der, hvor der søges at tilføre nyere elementer, kommer det til at lyde lidt konstrueret.

Men stadigvæk er det en plade, der er så interessant, at jeg sagtens vil kunne glæde mig over at finde den frem igen!

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Besøg Silhouette på Facebook

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.