SpitAnger: SpitAnger ★★★★★☆

0
1141
views

SpitAnger er en charmerende bulderbasse, der ikke har nogen skrupler af nogen art med at være lidt af en bastard, der flirter løs og hopper i kanen med adskillige genrer i løbet af debutalbummets 9 numre. Bunden er tung, melodisk 90’er groove, men derudover handler det bare om at metal-tyren skal leve nogle fantasier ud.

Det kunne umiddelbart godt lyde som en omgang muskuløs, selvforherligende macho-pis, men sådan skal ovenstående karakteristik af københavner ensemblet nu ikke forstås. Jo, der er masser af muskler i de testosteron drevne og godt pumpede melodier og rytmer, men trods den lidt rå og primitive overflade, så skal man ikke lade sig narre. Der banker en næsten popmusisk sans for opbygning, omkvæd og melodi bag det firskårne og maskuline metalydre.

En af de få anker jeg har ved SpitAnger er, at en del af numrene lige bliver en omgang for lange og kunne trænge til at smide lidt fedt. Der er virkelig ikke tale om meget, bare lige den sidste trimning, eksempelvis af de 2 første numre på albummet, “Unfaithful” og “Tales From Reality”. Her kunne anden halvdel af numrene godt være slanket en smule. Samtlige numre er fede (på den gode måde) som de er, men kunne måske have set endnu bedre ud i en slimfit metal-shirt end tilfælde er nu.

Paradoksalt nok er min næste pointe, at en af SpitAnger’s forcer er, at pladen flyver af sted i raskt og ubesværet tempo, når man lytter den igennem. Pladen har god variation mellem de melodisk groovede numre, tons, trampe-groove og endda et par numre hvor vi gnubber os op af en laber ballade-sild. SpitAnger har simpelthen et godt flow. Til trods for, at nogle af sangene isoleret set føles lidt for lange, når man kigger dem efter i sømmene. Hvis det gav mening…

Det elementært veludførte og fængende melodiske groove finder vi blandt andet i numre som førnævnte åbner “Unfaithful” og singlen “Welcome To The Real World”. “Unfaithful” byder på lidt af det hele fra SpitAnger’s værktøjskasse, kraftfuld og flosset råbe-sang vokal, fed guitar inklusive en bitchin’ solo mod slut, et catchy som bare pokker anthem-klingende omkvæd og en tung, cirklende groovy bund til at binde det hele sammen.

Denne cirklende bund finder du også i et mere langsomt udviklende nummer som “Wedding Day”, der trods titlen, lyder som en børnefødselsdag der er løbet af sporet, på grund af creepy børnekor/sang og en vokal, som giver mig billeder af en psykopatisk klovn der sørger for “underholdningen”. Nummeret skifter tempo og stil flere gange undervejs, men fællesnævneren er de blytunge riffs og den repeterende melodi, der igen er meget effektfuld. Det hele er egentlig lidt “Korny” og Nu-metal (see what I did there!), men uhyre virkningsfuldt.

Så er jeg straks lidt mindre påvirkelig, når bandet bare giver fanden i det hele og tryk-tonser igennem. Mindst god (på hele pladen) er “Freedom”” der falder lige i midten, her går der lidt for meget “bølletons til tyrenakken” i den for mig, men en fed afslutning redder den mod slut. Så er der straks mere smæk for skillingen for mig i “Revolt!”, hvor SpitAnger pludselig kommer op på de revolutionære barrikader og blæser til angreb.

“Tales From Reality” indledes med fuld damp på lokomotivet og grum growl, der får leveret et “Fee-fi-fo-fum” fra Hans og Bønnestagen (eller Jack?), inden den slår over i et mere melodisk leje og “clean” vokal. Det sidste skal nok falde nogen for brystet, men jeg synes, trods at vokalen ikke er den smukkeste og mest rene af slagsen nogensinde (men det fungerer!), at det lyder virkelig fedt.

Nogle vil grangiveligt have problemer, og forbehold ved, at gruppen ikke bekender sig til en enkelt genre, ikke har et mere rent udtryk og kan holde sig på måtten og ikke kaste sig i grams med metal-genrer og stilarter der i følge nogen er lidt ufine i kanten, blandt andet balladen.

Der er 2 af slagsen på albummet, eller, “Forever” er måske ikke som sådan en ballade, mere et storladent “metal-anthem”, men den er i hvert fald et afbræk i tempo og stil. Og et fremragende et af slagsen! Med en spilletid på næsten 7 minutter er der er god tid til, at komme lidt omkring. Vi begynder med “ren” sang, mens musikken vrider og bølger flot af sted. Udtrykket bliver mere sammenbidt og arrigt og bevæger sig over i det Pantera-klingende (bestemt ikke det eneste sted på albummet det band kigger frem), SpitAnger er endda frække nok til at smide et grumt “I’m Broken” ind flere gange i nummeret. Midt i nummeret får guitaren igen godt med plads og får lov til at lire nogle forrygende toner af, inden nummeret mod slut ændrer karakter og munder ud i noget næsten Metallica’sk, når de er i deres mere rolige, instrumentale hjørne.

Det nummer der nok vil dele vandene mest er semi-balladen “A Better Man”, som jeg på mange måder synes er SpitAngers trumfkort, men også der hvor de er faretruende tæt på at spænde ben for sig selv. Om de gør det, er nok lidt en smagssag, jeg synes de lige klarer frisag og står med et virkeligt, virkeligt stærkt nummer som MÅSKE, med et lille tweak, kunne have været en moderne klassiker. Bandet sigter efter den mørke metal-ballade himmel med stemningsfuld 1 ½ minut lang intro og den reneste og mest tøjlede sang du finder på hele pladen. Vokalen lyder egentlig lidt “dansk”, men for mig gør det ikke noget i dette tilfælde. Noget andenstemme/kor pifter diskret lydbilledet op hist og her mens vi arbejder os frem mod det break, som for alvor sparker det 6 ½ minutter lange nummer i gang.

Og her er det så kæden er lige ved at hoppe af. For den får fuld skrald på brølefronten, så det er LIGE ved fuldstændig at torpedere og flå det ellers følte nummer fra hinanden. Første gang tænkte jeg “åh nej, de smadrede den”, endda uden grund, for for min skyld måtte de gerne have gået den lidt tacky ballade-planke helt ud. Men efterhånden synes jeg ikke nummeret kan lyde anderledes, og brøleabe tendenserne er det der får nummeret til at passe ind stilistisk med resten af materialet, så det netop ikke kommer til at lyde som et kalkuleret forsøg på at ramme bredere. Men de KUNNE have gjort det, hvis de ville – for kimen til svulstig sing-a-long ligger lige under overfalden på “A Better Man”.

SpitAnger er et herligt bekendtskab. De lyder på mange måder som noget du har hørt før, især hvis du er fan af 90’er metal, ikke mindst Pantera og Machine Head, men alligevel har de personlighed nok til, at det ikke kammer over i plagiat eller noget der er for velkendt.

Både band og musik oser af spilleglæde, overskud og selvtillid, og det har kraftedeme endda formået at skrive numre der kan bakke attituderne op og binde de mange ender flot sammen, så det hele ikke løber af sporet.

Vi ender på 5 af de sexede og groovy stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Sving forbi SpitAnger’s hjemmeside, hvor du kan hente albummet gratis!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.