RF13: GFRocks opsamling på årets festival

0
2347
views

Roskilde Festival er ovre for i år, og ganske bombede af oplevelser og et temmelig stort antal koncerter, og dermed musikalske indtryk, vil vi her prøve at gøre regnskabet op.

2/3 af GFRock redaktionen har været i marken fra søndag middag, mens sidste medlem stødte til onsdag aften. Med et hurtigt kig i programmet, har vi nået at se, høre og opleve 19 koncerter i opvarmningsdagene og omkring 20 koncerter under selve festivalen. Det er selvsagt lidt af et musikalsk bombardement og mange indtryk, hvoraf nogle kræver lidt tid for at sætte sig. Undervejs nåede vi også 3 interviews, med svenske Then Comes Silence, danske The Woken Trees, og endelig tyske The Blue Angel Lounge. Tre spændende bands med noget på hjerte, og et ønske om at tage musikken nye steder hen, på hver deres måde.

Pavilion Junior bød på en skøn pærevælling af musik. Langt fra alt faldt i vores smag eller indenfor GFRocks dækningsområde, men vi bed dog alligevel især mærke i gode koncerter fra de atmosfæriske black metallere i Solbrud, danske Baby in Vain‘s brag om onsdagen, og til dels The Woken Trees tidligere samme dag. Også Then Comes Silence og norske Dråpe leverede fine indslag, mens vi var på kanten af at være skuffede over Go Go Berlin, trods fire stjerner, og endelig var vi absolut ikke begejstrede for danske Ajuna. Det kom til udtryk i en anmeldelse, der var lidt for grebet af øjeblikkets skuffelse og blev for unuanceret i sin kritik. Det sker desværre når der skal produceres meget tekst relativt hurtigt, men vi bestræber os selvfølgelig på at det ikke sker igen.

Generelt manglede vi måske lige, at et band eller to mere virkelig trådte i karakter og brændte igennem på Pavilion Junior, og viste, at de, næste gang Roskilde ringer, skal bookes til selve festivalen. Men ellers var niveauet ganske okay og selv om lyden ind i mellem drillede en smule, så fungerede området fint til at opsamle de tidligt fremmødte, unge festivalgæster. Altså, dem af dem, der ikke holdt fest ved Apolloscenen eller i deres lejr.

The Woken Trees gjorde det godt på Pavilion Junior
The Woken Trees gjorde det godt på Pavilion Junior

Tyndbenet torsdag og flad hovednavnsfredag

Selve festivalen åbnede med Vinnie Who på Orange, en koncert vi sprang over, og i stedet søgte mod Arena, hvor veteranerne i Suicidal Tendencies virkede en smule bedagede. Energien reddede dem dog fra en maveplasker, men som en sidemand sagde, “så behøver de ikke komme én gang til”. På Pavilion levede London-pigepunkerne Savages ikke helt op til hypen, selv om de dog viste at de sagtens kan spille og levere. Det brændte bare ikke helt nogen huller i Pavilions teltdug.

På Orange have Slipknot fået fornøjelsen af at sparke Roskilde-publikummet hjem i seng, og det gjorde de med et energisk metal-totalteater. Undertegnede var ikke blown away, men vores anmelder nød koncerten med de maskeklædte amerikanere.

Horn til Suicidal Tendencies på Arena
Horn til Suicidal Tendencies på Arena

Fredag bød på fine koncerter med mindre navne, især på Pavilion. Her gik canadiske Metz i struben på publikum med en energiladet grunget punkudladning, mens danske Synd og Skam leverede årets mest specielle oplevelse tidligere på dagen, da de med deres skramlet poetiske fragment-rock stod for morgenvækningen. Kl. 2 om natten fik tyske The Blue Angel Lounge lov at lukke og slukke med en flot udført koncert. Også på Arena fik vi en rigtig god oplevelse med Dead Can Dance, der med deres hypnotiserende velsungne og velspillede musik, leverede en af årets positive overraskelser. På samme scene kastede de tyske thrash-veteraner i Kreator også en fin koncert efter os sidst på aftenen. Til gengæld var norske Turbonegro på Orange, omend ikke så dårlige som frygtet, heller ikke noget at råbe hurra for, og Bobby Womack og Rihanna springer vi let og elegant over. Danske Volbeat lukkede Orange denne aften, og her tabte vi hurtigt interessen i den glatte omgang boogie-rock, der blev leveret særdeles professionelt, men til gengæld ikke med meget tænding, og desuden med et fokus på det nye materiale, som bevæger sig længere og længere ind i radiorockens polerede lyd. De virker lidt fastlåste i deres formel, og der var ikke meget nyt at hente.

Metz rockede så sveden haglede af dem
Metz rockede så sveden haglede af dem

Hovednavnenes triumf

Til gengæld blev der leveret fra festivalens hovednavne både lørdag og søndag. Lørdag startede med en tur på Arena hvor Hatebreed forstod at levere en troværdig hardcore-fest med klassiske dyder, mens Kris Kristofferson i ensom majestæt tog livtag med Orange scene om eftermiddagen. Ikke at det var en fantastisk koncert, dertil var det for ensformigt, men det var modigt og nøgent af Kristofferson, der virkede til at hvile i sig selv.

The National slog også til på Orange, selv om man kunne være tilbøjelig til at mene at de ville gøre sig bedre på en mindre scene. Det lod de sig nu ikke mærke med, og med deres stærke melankoliker-rock og beruset Berninger i front, endte det nærmest som en lille triumf. Metallica fulgte op med et hæsblæsende udlæg og en varieret sætliste, der for alvor satte gang i en fest foran Orange, også i den kollektivt berusede gnu-flok, hvor der blev bællet whisky, brølet og uddelt mandige krammere. Det tog hårdt på os, og vi holdt ikke helt til mere end et par numre af engelske Uncle Acid and the Deadbeats, der fik lov at spille solen op på Odeon.

The Sword på Odeon
The Sword på Odeon

Søndag var der endnu en dag, og den startede med texanske The Sword, der leverede en stærk indsats musikalsk, med en knap så god vokal, men fin morgenvækning. De blev fulgt af kompromisløse Black Rebel Motorcycle Club der var indbegrebet af rock’n roll på Orange. Der var ikke specielt fyldt foran scenen, og bandet kunne måske være kommet mere til sin ret på Arena, men igen, når Orange kan levere lyd som denne en hed solskinseftermiddag, så kan man sgu ikke andet end smile et bredt rocksmil.

Josh Homme var heldigvis også i godt humør i front for Queens of the Stone Age, som trods sjuskerier i et par numre, leverede et stærkt sæt, der i perioder var i stand til at få folk op af stolene. Især under hitsene fra Songs for the Deaf, mens sangene fra det nyeste album havde lidt sværere vilkår.

Stakkels Calexico havde fået tjansen med at lukke Odeon midt i farvel og tak for i år krammere, og nedpakning af lejr. Desværre, for lyden lød til at være god. Og bum, så var det hele slut med de elektroniske pionerer Kraftwerk’s show på Orange. Trætte og godt tilfredse forlod vi pladsen med smil på læberne, og trods den trykkende alder, med lysten til at vende tilbage igen næste år.

Samlet set en Roskilde, hvor vi måske ikke kom helt op at ringe, men hvor flere af hovednavnene leverede fine koncerter, og hvor der også var noget at komme efter både på de mindre scener og på Pavilion Junior i opvarmningsdagene. Afviklingsmæssigt var der heller ikke meget at sætte fingeren på. Tilbage står der Orange scene, stor og mægtig og en fremragende ramme om de helt store navne. Men hvad med de mindre? Tjo, når lyden er god og folk samler sig relativt tæt på scenen, så kan man sagtens få fine oplevelser her, så et eller andet sted er det fint den sættes i spil til mindre navne end de absolutte hovednavne. Måske skal man bare vænne sig til det, og overveje om man kan indrette rummet foran scenen efter, om det er en koncert hvor pladsen er helt fyldt eller om den kun er 1/5 fyldt?

Ellers er der ikke meget andet at sige end: Bring it on again, Roskilde! Vi ses næste år.

Af Judas
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here