De norske støj-drømmepoppere i Dråpe leverede en fin koncert, uden dog at være decideret højtflyvende.
De 5 unge nordmænd lagde fint fra start med Ketil Myhre’s lyse vokal i front, og en lidt uklar lyd i starten af første nummer blev hurtigt rettet til. Nordmændenes drømmende guitarflader, med både Myhre’s og sangerinde Hanne Olsen Solem’s vokaler, som klangmæssigt ligger tæt, i centrum, så ud til at falde i god jord blandt publikum. Blandt andet støjpopperlen ‘We Want The World’ stod godt i billedet, og i løbet af koncerten var det som om nordmændene blev mere sikre på sig selv og viste mere og mere overskud i sammenspillet.
Efterhånden, i løbet af Dråpe’s 45 minutter på scenen, trådte Hanne Olsen Solem mere og mere i karakter som centrum i bandets musik. Det fungerede bedst i de mere tempofyldte passager, hvor piskende trommer og støjende guitarer danner et spindelvæv af støj omkring Solem’s fine vokal. Også på et nummer som ‘Memories’, hvor der er der både langsommere og hurtigere passager, fungerer bandets lydbillede godt.
På den mere særprægede ‘Hike’ bliver temposkiftene dog nærmest math-rockede, og det klæder ikke Dråpe helt så godt. Selv om de også instrumentalt mestrer dette fint, har de deres store styrke i de støjdrømmende passager, som vi til gengæld får til overflod i sættets to sidste numre. Et flot punktum, der da også afføder et pænt bifald fra et publikum, hvor Dråpe’s landsmænd udgør en stor andel. Det virker altid til at nordmænd på Roskilde bakker norsk musik rigtig godt op, uanset genre, altså også i dette tilfælde.
Bifaldet var i hvert fald fortjent, for Dråpe viste at de er et band med godt styr på deres virkemidler, med en stribe gode støjpopsange, og en god fremtoning på scenen. Det får de 4 stjerner herfra for.
Af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, Roskilde, and the what have you – hver dag!
