Where Did Nora Go: Womb of Life (EP) ★★★★★☆

0
291
views

Astrid Nora vækker Where Did Nora Go til live igen efter 5 år i selvvalgt musikalsk hi. Det er dog ikke en gruggy bjørn, der stormer ud af hulen, den bliver derinde og knurrer stille i mørket.

Et for tidligt født sæt tvillinger har de seneste 5 år sat musikken på pause, men nu er den kreative åre altså begyndt at flyde igen og munder ud i denne 5 numre lange og lidt over 20 minutter lange EP. Samtlige numre er one-takes og i de flestes tilfælde i første forsøg, hvilket man skulle tro ville skinne igennem på en eller anden måde?

Det kan jeg dog ikke høre, i hvert fald ikke i den forstand at der er småfejl eller andet, som kunne give sangene et mere spontant præg. Det lyder nærmest uhyggeligt sikkert og i denne forbindelse ikke på en dårlig måde, hvor den delikate musik føles stiv eller for kontrolleret. Nora kredser rundt i et stort, ret mørkelagt og åbent rum, hvor det på samme tid lyder meget intimt på grund af de gråblå nuancer tonerne holdes i og luftigt, fordi der er efterladt meget plads til vokalen og den sparsomme instrumentering.

Filmisk, atmosfærisk, stemningsmættet, sfærisk, man kunne knytte mange af den slags ord på Noras smukke efterårsagtige univers. På et sagte nummer som “She Loves”, EPens næstsidste, bliver det helt knugende og vemodigt, når stemmen næsten kun bakkes op af et stille piano og en rolig “susen”, som også får lov til at afslutte sangen. Det er et storslået drama i det stille, hvor luften dirrer ved lyden af Noras flotte, klare, sørgmodige vokal og hørbare åndedræt. Her lyder det virkelig som om der er ensomt i hulen, men ikke på en måde hvor man får lyst til at ringe til krisepsykologen eller selvmordslinjen, bare lad hende synge det ud – det skal nok gå over.

For der er også lys i mørket, EPen indledes i hvert fald med “Surrounded By Light”, der da også på en måde er lyden af svage solstråler, som slipper igennem sprækkerne. Men også kun lige og lige, vokalen lyder som om der synges med lukkede øjne og at lydene kommer helt nede fra den sammenknugede maveregion. Det bliver ikke decideret lidende hos Nora, nogle strenge sørger også for at musikken får lov til at spire en smule, selvom det er en slæbende, lidt nedslående rytme der dominerer. Men det er som om Noras stemme får kæmpet sig op fra dybet, vokser i styrke som sangen skrider frem og bryder igennem.

Rytmisk bliver det mere markant på den efterfølgende “Never Falter”, der har sådan lidt afventende tøffe-jazzy over sig, mens Nora når de dybere toner af registeret, et register der forresten er ganske imponerende. I det hele taget får Noras vokal virkelig lov til, at komme til sin ret i de spartanske og smagfulde arrangementer, også her, hvor den hurtigt rækker mod lyset og de højere luftlag. Det er ikke unødvendig stemmebåndsakrobatik, bare en dygtig sangerinde, der har styr på sin timing og vokalens virkemidler, som synger sjælen ud uden at forfalde til melodrama eller andre billige tricks.

Det hele kulminerer på en måde i den afsluttende næsten 7 minutter lange “Into Thin Air”, hvor der tålmodigt bygges op, så man næsten ikke opdager udviklingen. Intet forceret her, eller på EPen generelt, det er musik hvor man får lov til at trække vejret – når man ikke lige holder det fordi musikken holder en i et jerngreb. Når Nora synger at “there’s a storm”, så mærkes det ikke i musikken på en måde, hvor den blæser en igennem for fuld styrke. I stedet suges luften ud af lokalet, så man sidder stille, koncentreret, holder vejret og lytter.

Where Did Nora Go ER lyttemusik, det er krævende på den måde, at den ikke kommer buldrende med 120 i timen og enorme armbevægelser. Den insisterer i stedet for på, at åbenbare sig på egne præmisser, afdæmpet og nærmest tempoløst. Det vil ikke være for alle og i en fortravlet verden, hvor alt bimler og bamler omkring en, så er der også en risiko for, at Womb Of Life bliver overdøvet. En skam, for det pibler virkelig med liv og livskraft her, hvis man først får sat sig tilrette i mørket og lader musikken komme til en.

Det kan anbefales. Gør man det, så finder man en 5-stjernet oplevelse, som lidt løsriver sig fra tid og sted.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.