Viktors Garage: Prøvelser ★★★☆☆☆

0
437
views

Viktors Garage er på Prøvelser ikke som noget som helst andet. I en kollage af samples, rytmiske instrumenter og ambiente kompositioner bliver man som lytter tvunget til at stille sig på tæer – eller helt opgive. Fascinerende og frustrerende og måske ikke rigtigt godt…

Oh! The joy of being an unpaid critic. Nej, det er unfair overfor Viktors Garages ret passende titulerede album Prøvelser. For selv om man som lytter enten må stille sig på tæer eller nærmest aktivt ignorere musikken, så er der en tydelig idé bag. Og I guder! man bliver udfordret.

Garagen hentyder ikke til garage-rock og generelt vil det ikke give mening at knytte genrer til musikken her.

Det er kollager af lyd, fremført semi-improvisatorisk og med skramlet lyd. Det kunne være et ”best of” soundtrack fra kunstinstallationer på ARoS, da der er noget kunstnerisk over hele værksteds-kollagetilgangen over projektet.

Dermed også være sagt at man vil være hårdt presset for at finde et ’hit’ endsige en letgenkendelig melodisk linje på pladen.

At vi enten har med en meget legesyg kunstner eller en galning at gøre bliver også understreget af de tekster, visse numre indeholder; oversatte citater fra Ergodans taler, brochurer om industriudstyr og gruppechats fra Skandinavisk UFO Informations hjemmeside. Jo, da. Og der ER en gennemstrømmende humor som redder pladen fra at blive forfærdelig.

Vi starter med tudende træblæsere – uden af stemning og med klagende klang på åbningsnummeret Metronom, som siden udvikler sig til en rytmik og vi får de første eksempler på den ophuggede stil, hvor idéer og grooves overtager hinanden – samtidig med det hele er hakket i smadder og tilført mystiske samples.

Bankelyde indgår som naturlig baggrund og typisk for pladen er det hele meget, meget kollage-agtigt. Og MEGET kunstnerisk.

Måske er det en slags freejazz, måske akustisk industrial. Nej, det er Viktors Garage.

17 numre skal man igennem og det kan virke lidt langt. Men på forunderlig vis kan pladen faktisk netop blive definitionen af ambient: Altså en form for baggrund, der ikke nødvendigvis kræver din fulde opmærksomhed, men hvor man på den anden side fint kan gå på opdagelse i detaljerne, skulle man ønske det.

Numre som Palme og næstsidste Ervider kan med sin længde og udtryk minde om en klassisk, ambient komposition, hvor der ikke sker det store, mens den derpå følgende Opstillingens Forvirrende Klarhed minder om noget Underwater Orchestra kunne have lavet. Sært!

Der er lidt for freejazzeren, lidt for noise-fanatikeren og meget til dem, der bare synes at lyde sammensat i (meget) relativ orden er cool. E20 bliver en støjende sag og Hent Søjlerne Ind en råbende, punket/industrial-produktion. Men med en akustisk feel.

Ja, jeg tror, man skal høre det, for at forstå det. Eller ikke forstå det.

Sidste nummer hedder Åbning og kan – så vidt som jeg kan regne ud – fungere som et oplæg til åbningsnummeret, så man endda med en vis mening – og her skal ’vis’ vidst understreges! – kan sætte pladen på repeat og så netop have en kunstinstallation.

Det er til tider ganske, ganske forfærdeligt, men som beskrevet ovenfor også humoristisk, gakket og fucked. Idérigdommen synes at være central, og man kan blive helt glad når man genkender en guitar – for så senere i 421. repetition af dens tema overveje, om det måske er en streng på et klaver i stedet?

Og denne idérigdom, idéen om at det hele er et værksted hvor visse ting sker med vilje og andre er tilfældige er der ét eller andet over. Samtidig er der også en fuckfinger i det hele; projektet har en devil-may-care-feeling over sig, som mange rockbands nok kunne misunde.

I den sidste ende må jeg overveje; er det godt? Jeg kommer ingen steder med at overveje om det lyder godt, for det er decideret ubehageligt her og der. Men kunst SKAL også være lidt ubehageligt for at skubbe grænser.

Dette er til tider Mikael Kviums billede af børn – altid med en hånd oppe i røven – andre tider pæne, næsten strukturerede passager. At vurdere det som kunst vil dermed give mere mening.

Er det så god kunst?

Næh. Det er det faktisk ikke. Men på samme måde som jeg ikke altid forstår, hvordan jeg skal forholde mig til en video- eller lydinstallation på et kunstmuseum, så er jeg også usikker på, hvordan jeg skal forholde mig til Prøvelser.

Og deri ligger den formidlende omstændighed: For ja, det er eksperimentel musik hvor der prøves meget forskelligt. Og det er en prøvelse at lytte til. Jeg føler mig dog ikke forandret på en måde, som jeg til tider gør af et kunstbesøg. Og derfor rammer vi tre, frustrerede men fascinerede stjerner!

Prøvelser udkommer 28. marts.

Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.