Udvalgte koncerter i København, uge 14

0
635
views

Er det årets hidtil bedste koncertdage der venter? Måskeeee, i hvert fald er der et kompakt program med masser af fede tilbud i vente!

Loppen står for tre af dem, og forsætter dermed med at vise, at de i min optik er et af byens bedst bookede spillesteder. Havde man da bare tid til en tur på Staden lidt oftere…. ak! Nuvel, ville jeg torsdag aften stå og blive helt varm inden i og måske få forårsfornemmelser, når Shy Shy Shy slipper poppen fri.

Det ER uforskammet poppet det duoen har gang i over, nu, en EP og et debutalbum, som begge har modtaget rosende ord her på siden. I første omgang tog jeg mig selv af EPen for et par år siden, inden skrappe Troels-Henrik lagde ører til debutpladen for nogle uger siden.

Shy Shy Shys electro/synth-poppede univers har, trods sange om kærligheden i forskellige stadier, også de mere triste og bedrøvede, noget dejligt “blå øjet” og ukompliceret over sig. Og det var faktisk ment som en kompliment, det er nemlig en kunst at undgå, at den slags ender med at blive trivielt eller for banalt.

Live er der endnu mere knald på numrene, med fuldt band, eller det var der i hvert fald da jeg oplevede dem live på Uhørt 2015. Året efter så vi dem på Roskilde Rising og fik os en lille snak med Simon og Astrid.

Loppen // d. 5/4 // Kl. 20.30 // 85 kr.

Er det for blødt, så har Pumpehuset et lidt hårdere alternativ i metalgenren. Dagens ret er svensk melo-død serveret af bandet Avatar, der siden 2001 har udsendt 6 plader efter et simpelt mantra (som jeg har bøffet fra Pumpehusets hjemmeside):

”All great metal is created by understanding that the riff is king and that the riff is groove. Whether it’s a blast beat or a back beat, you need to understand the vessel in which your riff will be carried. Once it takes off, all you need to do is follow. Let the music play you.”

Let the music play YOU, you know, man?

Support: Hellzapoppin og Old Kerry Mckee

Pumpehuset // d. 5/4 // Kl. 19.00 // 180 kr.

Stop mig, jeg går bersærk! Eller, det gør Bersærk, sikkert, i Lille Vega fredag aften. Det er ved, at være et par år siden, at bandet var helt oppe i omdrejninger med ny musik osv., men nu er de klar med fuldlængde album nummer to, Jernbyrd, som vi anmelder snarest.

Vi, eller undertegnede, har allerede været gavmild og uddelt 2×5 stjerner til bandets EP Trældom og debutpladen Mulm, der udkom tilbage i oktober 2015. Året efter var en meget aktiv periode for hedninge rockerne, især en hektisk sommer, hvor de spillede både på Copenhell og Roskilde Rising inden for ganske få dage. Begge koncerter viste et band i rigtig stærk form, med lidt af en indpisker i front, der brølede bandets dansksprogede tekster ud med samme intensitet, som han også ejede scenerne.

Det var også et band der virkede i løsslupne og i stødet, da vi mødte dem bag Rising Scenen på Roskilde til en flyvsk snak om løst og fast, der endte med at løbe en smule af sporet, så interviewet efterfølgende måtte.. glattes lidt ud. Sådan kan det gå!

Nu er bandet altså tilbage, efter lidt udskiftninger i besætningen og med nye numre, de sikkert er sultne efter at prøve af live.

Hov, der er mere, for De Forbandede varmer op!

Og de er fandeme også fede! Det har de vist over 3 glimrende EPer, et debutalbum der samlede materialet og tilføjede lidt nyt og et, mindst, lige så glimrende album nummer 2, Den Evige Nat, der udkom tilbage i december måned.

Meget godt gået af det fynske band, der har nået det her på omkring 2 år, har vist en spændende udvikling af deres psykedelisk baserede rock uden, at det er gået ud over kvaliteten af musikken. Og så skabte de forresten lidt af en fest, da de indtog Gutter Island i august 2016.

Lille Vega // d. 6/4 // Kl. 20.00 // 165 kr.

I Huset-KBH er der i Musikcaféen samme aften en ny omgang Klub Tråd, hvor der er 3 danske undergrundsbands som får mulighed for, at vise tænder og hvor det der skab skal stå. Denne gang får du et los hardcore og nosierock fra Hiraki, der allerede har fået god omtalte for deres bud på larm med et twist. Der er desuden tung doom fra Drukner og hardcore af den groovende og aggressive slags fra Dead Witch.

Huset-KBH // d. 6/4 // Kl. 20.00 // 50/100 kr.

Fra den ene klub til den anden, denne gang Fuzz Club, der på Loppen lokker med ligeledes 3 navne, dog kun et enkelt dansk. Ellers bydes der på dobbelt op på svensk, i form af af neo-psych rock ‘n rollerne Dead Vibrations og NONN, der spæder psychen op med coldwave og post-rock.

Det danske islæt er Bleach Blondes, som Troels-Henrik var ret begejstret for, da han anmeldte deres plade til 5 stjerner tilbage i 2016:

“Luftige guitarer drives frem af en pumpende rytmegruppe, der bestemt ikke har travlt og som største coolness ligger den maskinelle bund. Som en tysk dieselmotor – rolig og effektiv. Koblingen mellem den (små)desperate grunge-vokal og den nøgne, nihilistiske og kliniske Midlands-sound er med andre ord virkelig vellykket. Indspilningen er ekstremt produceret og lyder som om det hele er optaget på afstand – lidt som Joy Division havde for vane”.

Loppen // d. 6/4 // Kl. 21.00 // 100 kr.

Bliver du hængende i nærområdet, så kan du jo passende svinge forbi Loppen igen dagen efter. Lørdag aften byder på atmosfærisk pop fra Jærv, der havde godt hul igennem i diverse medier for et par år siden. Med som support er folk-popbandet Sundays.

Aarhusianerne har vi haft som Dagens Track nogle gange efterhånden, og jeg har haft et godt øje, eller øre, til de flotte og bløde toner, siden jeg hørte nummeret “Avalanche” fra dem, for et par år siden. Efterfølgende har udtrykket ændret og udviklet sig lidt, så det er et af de navne, som det bliver spændende, at følge og se hvor det ender.

Loppen // d. 7/4 // Kl. 21.00 // 90 kr.

Har vi nævnt, og har du fået med, at Slægt er fede? Nå… OK… men det er de altså, og de er også nogle koncertaktive unge, langhårede halunker for tiden. Denne uge er de en del af en bandpakke på Spillestedet Stengade, der også byder på amerikanske Alda og danske Våbnet.

Slægt fik et mindre gennembrud, og hul igennem fra undergrunden, med plade nummer to, Domus Mysterium, så se dem inden du bliver trve-snobbet og fnyser “sell outs”! Live er bandet også mere end habile, hvilket de blandet andet demonstrerede da de besejrede dagslyset på Copenhell i sommers. Til sommer gælder det Roskilde Festival, hvor de af en eller anden grund er booket til Rising Scenen, selvom jeg synes de er klar til “mere”. Nuvel, måske er det fordi Rising bookerne har brug for et metalnavn de ved kan løfte opgaven?

Spillestedet Stengade // d. 7/4 // 120/150 kr.

Rosinen i pøllern denne gang finder vi i Templet, hvor den nye udgave af The Blue Van drøner forbi, på deres vej igennem landet med nyt materiale under navnet… The Van! Ud med det blå, “pop” skabelonen og den mere polerede sound de langsomt har bevæget sig over, og tilbage til rødderne og en mere rocket sangskrivning, hvor der også er plads til numre over 6 minutter.

Templet // d. 7/4 // Kl. 20.00 // 160/180 kr.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Philip Brofelde/PB Photography, Bersærk

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.