Shy Shy Shy: Love Songs (EP) ★★★★☆☆

0
1337
views

Kan noget være køligt og varmt på samme tid, uden at det bliver lunkent? Pop-duoen Shy Shy Shy slipper faktisk af sted med det på deres bløde, drømmende og tilbageholdende debut-ep, der måske nok kunne savne lidt større armbevægelser i glimt, men også kommer langt med mere diskrete metoder.

Store armbevægelser er der nemlig ikke mange af over de 5 numre, som udgør Love Songs, der flyder ubesværet og elegant ud af højtalerne med behagelige vellyde. Bandet undgår lige nøjagtig at falde i slumre-pop fælden ved, at der er en understrøm af stille drama i de veludførte kompositioner.

Musikken føles både lun og sommerlig i sin pop-grundessens, men der strømmer en kølig og længselsfuld brise igennem EP’en, som den der berømte røde tråd. Det giver lige den lille smule kant, så Shy Shy Shy ikke fremstår behagesyge eller søvndyssende. Her hjælper den begrænsede spilletid naturligvis også. Over et helt album skulle der nok arbejdes på at inkludere lidt flere slagskraftige virkemidler, i hvert fald i glimt, ligesom større variation i tempo og atmosfære kunne anbefales. Men inden for denne begrænsede EP-ramme holder gruppens koncept.

Shy Shy Shy er i bund og grund en duo bestående af Astrid Cordes (vokal og keyboard) og Simon Kjeldgaard (vokal og guitar), live er besætningen udvidet til 5 mand, hvoraf nogle (og andre) også har medvirket til indspilningen af Love Songs. Så selvom vi officielt har med en duo af gøre, gennemstrømmes musikken af en band-feeling, hvor Kjeldgaard og Cordes synger sammen og hver for sig.

Som titlen på EP’en antyder, så synges der om den der kærlighed, naturligvis fristes man til at sige – det ER jo popmusik! Samtidig har EP’en i følge Shy Shy Shy’s pressetekst et koncept, hvor “Do Not Ask” handler om det spirende forhold, “In The Palm Of My hand” om at være i dette forhold, i “Soft & Hard” går forholdet i stykker, mens de sidste 2 numre, “Drive” og “Anymore” handler om at komme ud på den anden side. Konceptet er ikke mere fast end, at numrene ikke falder i den rækkefølge på EP’en, så i stedet for en fast form minder det mere om en række løst forbundene strø-tanker om “kærlighed”, der dukker op i lidt tilfældig rækkefølge.

Men hvis vi dropper tracklisten og går kronologisk frem i handlingsforløbet, så lyder det optimistisk og positivt på “Do Not Ask”, der indledes med et irriterende catchy fløjtetema og en let og luftigt melodi – der er kort og godt forår og amoriner i luften. Flirten, den gensidige interesse og samhørigheden understreges med unison sang af teksten, der giver et fint dobbelt perspektiv. De tænker det samme, så er det bare med at komme i gang. Det gør de så i den mere pågående “In The Palm Of My hand”, hvor opfordringen til at byde op til dans er blevet grebet og vi har nået næste stadie. Vokalerne splitter op og synger i stedet op til hinanden på skift, inden de mødes i omkvædet. “Don’t give yourself to me, I’ll only bring you misery” lyder det i fællesskab. Så alt er ikke bare fryd og gammen?

Sprækkerne bliver til en rift og et brud når vi når til “Soft & Hard”, hvor tonen er blevet mere kold og 80’er synth’et. Tempoet er sat ned og nummeret tøffer lidt tilbageholdende af sted, mens de unisone vokaler besynger ønsket om, at den anden part skal slå op og sætte vedkommende fri. Klangen er let sørgmodig, men det bliver aldrig rigtig hverken rørstrømsk eller decideret ulykkeligt, mere køligt konstaterende og let opgivende.

Ude på den anden side stiger tempoet og humøret i “Drive”, der netop har et rigtig godt drive, næsten over i noget indie-rock, mens den lyse vokalside får mig til at tænke i retning af Mew. “Drive on the autobahn” lyder det ud af det luftige lydbillede, og nummeret glider virkelig som en velsmurt lille pop-perle ud af motorvejen. Hen imod “Anymore”, der lukker og slukker Love Songs med en følelse af, at nu er det på tide at komme ud og videre. “I’ll leave when I get dressed”, “I just had to be sure, you don’t love me anymore”, lyder det dobbeltstemmigt i den nedtonede, drømmende og langsomt udviklende indledning på nummeret. Vokalerne lyder som om de synger fra det fjerneste hjørne i et meget stort, og tomt rum, hvilket både lyder virkelig flot, men også giver en velfungerende stemning af ensomhed og isolation – selvom der er 2 i rummet. Og forholdet.

Udfrielsen kommer cirka halvvejs inde i nummeret, hvor musikken stiger i lydstyrke, intensitet og instrumentering. Nu er vi ved at være ude på den anden side og Love Songs ender på en tone og stemning af optimisme og håb.

Som et lille, stille drama med en lille eksplosion mod slut fungerer Love Songs rigtig flot. Både vokalerne og musikken er smagfuldt sat i scene, komplimenterer hinanden godt og skaber et flot og sammenhængende univers. På den længere bane skal der nok en smule mere drama ind i Shy Shy Shy’s univers så det ikke bliver alt for nydeligt og velklingende, ellers fortager effekten af de ellers flot iscenesatte virkemidler sig nok en kende.

Men selv uden stor ståhej og egentlige musikalske landvindinger lander vi på 4 store stjerner til Love Songs – det er sgu’ kvalitets pop, som er svær ikke at holde af.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Shy Shy Shy på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.