Home Koncerter Udvalgte koncerter i København, uge 40

Udvalgte koncerter i København, uge 40

1571
0

Hele 10 arrangementer skal vi igennem i denne uge, og der er endnu mere at vælge i mellem derude, så, det er bare med at kridte koncertskoene.

Vi lægger ud i aften, onsdag, hvor der er er releasekoncert på Loppen. Det er doom/sludge/prog m.m. bandet Alkymist der markerer udgivelsen af deres debutalbum, som officielt udkommer på fredag. Hvor jeg egentlig også havde planlagt anmeldelsen til, så det gør det jo lidt tricky, at citerer fra den!

Lad mig bare sige, at den er overordenlig positiv, hvis du er til dunkelt dunderende musik, så er det her en af årets must have udgivelser.

Special guest: Leila Abdul-Rauf

Loppen // d. 3/10 // Kl. 20.30 // Gratis 

I Lille Vega står den også på en release koncert dagen efter, når Slægt torsdag fejrer udgivelsen af deres 3. album, The Wheel. Det er endnu en plade som jeg har haft fingre i og anmeldte til topkarakter fredag i sidste uge.

The Wheel er opfølgeren til den mesterlige Domus Mysterium fra sidste år, som jeg også var meget begejstret for. Så det blackned heavy metal band er inde i noget af en stime, hvor heavy metal delen lader til, at være vægtet endnu højere på den nye plade.

Sidst jeg oplevede Slægt live var på sommerens Roskilde Festival, hvor de spillede en meget overbevisende koncert på Rising Scenen, som solen forsvandt over Sjælland.

Support: Maggot Heart

Lille Vega // d. 4/10 // Kl. 20.00 // 215 kr. 




Bliver man hængende i området til dagen efter, så er der endnu en udgivelsesaktuel kunstner på plakaten. Denne gang er det Ideal Bar der lægger scenen til, når Of The Valley spreder sine singer songwriter toner. Bag navnet gemmer sig den canadiske fødte, men herboende, musiker Brian Della Valle, hvis nyeste musikvideo vi havde premiere på i begyndelsen af sidste uge.

Ideal Bar // d. 5/10 // Kl. 19.00 // 130 kr. 

Mangler du en releasefest? Der er flere! På Loppen er det El Paraiso Records der præsenterer to af deres kunstnere. Du får roste Causa Sui og Mythic Sunship, sidstnævnte udsender denne da deres 4. LP.

Den har vi en anmeldelse på vej af, indtil da må vi nøjes med mine begejstrede vendinger om deres forrige album, Upheaval, som jeg anmeldte tilbage i februar:

“Dyyyyyyyyb indånding, få det helt ind, hold den, og… PUFF, så skal vi ud at flyve. Eller svæve? Måske er jeg ude at sejle, i hvert fald ikke ude at skide? Kun lidt, men på en god måde. Musikken bølger og bruser, omfavner en, skubber en væk, lokker en tæt på igen, flirter… tager dig i hånden, man letter, giver så slip, så man begynder at falde. Men musikken når at gribe en igen, inden man smadrer mod underlaget”.

Loppen // d. 5/10 // Kl. 21.00 // 130 kr. 

I Huset-KBH byder Musikcaféen på rock fra Childrenn. Debuten Animale fra 2016 blandede krautrock/noise, moderne psych og tung rock med stor succes, mens opfølgeren International Exit fra sidste år mere lød som en hardrock musical, ifølge Jonas: ”En hard rock musical om undergangen, og heldigvis på den gode måde, hvor det bliver storladent uden at være fesent”.

Vi har også fanget bandet live et par gange, først i Aarhus og senest da de viste tænder på Roskilde Rising forrige år.

“Bandet lyder, på bedst tænkelige måde, som om de har åbnet døren ned til kælderen, snubler i døråbningen, vælter ned af trappen, og begynder at spille og synge mens de ruller rundt ovenpå hinanden- og bare fortsætter som om intet var hændt efter landingen. Det er smadret, skramler og larmer, så det lyder lige tilpas upoleret til at fremstå cool, fremfor sløset”.

Support: Never

Huset-KBH // d. 5/10 // Kl. 20.00 // 100/120 kr. 




Vi lukker fredagen med mere rock, nemlig The Boy That Got Away, som gæster Spillestedet Stengade. Dem har vi anmeldt to solide albums fra, senest Moonsick, som Jonas blandt andet skrev følgende om i begyndelsen af september sidste år:

“Ligesom Seattle-bandet, trækker The Boy That Got Away også på 70’ernes tungrock, og ligesom på debuten, er det måske referencernes skygger, der gør at man ikke bliver blæst bagover af The Boy That Got Away. De spiller nemlig mere end habilt, og Tim Alvin Boström i front har en god og fyldig vokal (Chris Cornell lurer også her som reference). Den kombination fungerer godt på den kompetente heavy rocker, ‘Losing War’, der rager op midt på albummet – blandt andet i kraft af nogle mindeværdige riffs og den slipper godt afsted med den over 5 minutter lange spilletid”.

Spillestedet Stengade // d. 5/10 // Kl. 20.00 // 110/130 kr. 

Vi bliver lige hængende på Stengade til dagen efter, hvor der er mere rock på programmet. Hovednavnet er brasilianske Far From Alaska, der har franske Dot Legacy og  danske Pudsige Herrer med sig.

Sidstnævnte har vi anmeldt af to omgange indenfor de senere år, jeg anmeldte deres demo til 4 stjerner sidste sommer. Grab Em By The… emmede af 70er ånd, tungrock, pigtråden, tågen, det let psykedeliske, alt sammen pakket ind i en dejligt upoleret lyd. Det var jo også en demo, tilmed udsendt kort efter dannelsen i begyndelsen af 2017. Siden modtog de igen 4 stjerner, da vi i begyndelsen af året anmeldte deres egentlige debut-EP.

Spillestedet Stengade // d. 6/10 // Kl. 20.00 // 110/130 kr. 

Tilbage til Lille Vega, hvor den står på dansk/australsk indie-rock fra Palace Winter, der som spillestedet måske antyder, for alvor har fået vind i sejlene det seneste års tid, efter udgivelsen af deres debutalbum. Derfra har du garanteret hørt nogle af singlerne på P6 Beat. Jeg fangede det charmerende orkester på Midsommer Festival tilbage i juni måned:

“Empire”, og et par af de andre numre, har noget The War On Drugs “cykler derudaf” kvalitet over sig, krydret med noget der minder mig lidt om Kashimirs dirrende energi i deres mere uptempo numre fra første halvdel af dette årtusinde. Hvor “Empire” vinder på den smittende energi, tempoet og bare er rigtig iørefaldende, så er tempoet på “Take Shelter” lavere, men sangen, mindst, lige så stærk. Vi er i semi-indieballadeland, båret af stærke vokalpræstationer, en god melodi og bare god, gammeldags stærk sangskrivning. To esser!.

Support: Chorus Grant

Lille Vega // d. 6/10 // Kl. 20.00 // 165 kr.




I Huset-KBH, eller Musikcaféen, er der endnu engang rock på menuen, denne gang fra to danske bands, som vi tidligere har lagt ører til. Eos Tribe er forret, mens hovedretten består af alt-rock/støjrock fra Alcabean, som stille og roligt har fået godt med fart på siden jeg anmeldte deres debut-EP Real Time Fiction for knap 2 år siden.

De  fulgte tidligere i år op med endnu en EP, Head Down, som jeg sendte 5 stjerner efter og påstod, at “Jeg begynder sgu at kunne mærke og tro på hypen, så, er det ikke Roskilde Rising der kalder til sommer?? “. Jo ho, det var det, blind høne finder korn, de spillede nemlig på Rising i sommers.

Huset-KBH // d. 6/10 // Kl. 20.00 // 75/100 kr.

Sidste stop i denne omgang bliver Lyngby, hvor Templet kan byde på Nive & The Deer Children, som Jonas anmeldte album og koncert fra for omkring to år siden. Generelt var han ret begejstret for grønlandske Nive Nielsen og hendes indternationalt sammensatte band, om koncerten på Atlas lød det blandt andet:

“Der er en god dynamik, og en god vekslen mellem dæmpede og mere rockede passager, hvor de dygtige musikere fik lov at udfolde sig, og på det ordinære sæts sidste nummer, blev der sat streg under den musikalske opfindsomhed, da Nive stemte i med blæserne med en kazoo, uden det på nogen måde virkede malplaceret eller underligt.”

Support: Deerborn (som jeg tidligere har anmeldt meget positivt, åbenbart en gennemgående ting fra min side i denne uge?).

Templet // d. 6/10 // Kl. 20.00 // 100/120 kr. 

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR, Palace Winter på Midsommer Festival ’18

Previous articleElevatorfører: Live fra Den Blå Planet ★★★★☆☆
Next articleVokadin: Death and Soft Things ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.