Slægt: Domus Mysterium ★★★★★★

0
1151
views

Slægt er klar med deres fuldlængde album nummer to, hvor de på imponerende vis bygger videre på den allerede fremragende EP Beautiful & Damned fra forrige år. Det er sort, det er heavy, det er melodisk, det er overlegent.

Jeg var i forvejen meget begejstret for nævnte EP, hvor jeg syntes Slægt udnyttede formatet til fulde og til en topkarakter. Det gør de sådan set igen, nu bare i albumformat og størrelse. Det eneste jeg sådan set synes, man måske kunne klandre bandet for, og bruge som undskyldning for ikke at tildele dem en topkarakter er, at bandets black heavy metal, eller black ‘n roll, er hørt før.

Men det er jeg egentlig lidt ligeglad med, når det er så elegant og lækkert udført som her. Man behøver jo ikke genopfinde hjulet, bare man kan få det til at rulle lidt bedre end mange andre.

Over 8 numre tager gruppen os med på noget af et ridt, hvor heavy metal delen, for ikke at sige klassisk tungrock der lugter af 70’erne, fylder endnu mere i lydbilledet end på Beautiful & Damned. Det sker så måske lidt på bekostning af den sorte metal, men fortvivl ej, der er stadig rigeligt med hvirvlende og hæsblæsende trommer, brusende guitar og ikke mindst maltrakteret vokal.

Mere plads er der så til gengæld til længere instrumentale heavy rock udflugter, hvor samspillet virkelig slår gnister og bandet beviser at der er tilpas meget røv i de stramme bukser til, at få rigtig mange rockbands til at virke gumpetunge.

Og det ER vitterlig noget af en overvældende udflugt Slægt tager os med på, udover to kortere stemningsopbyggende intermezzoer, “Succumb” og “Burning Feathers”, så er kun “I Smell Blood” under 6 minutter lang, og det kun knap og nap. De fleste af de resterende ligger omkring de 7 minutter, og så er der lige det over 13 minutter lange, afsluttende titelnummer.

Domus Mysterium føles dog på intet tidspunkt unødvendig langstrakt, faktisk glider albummet som samlet pakke utroligt nemt ned. Det skyldes både den glimrende balance der er numrene imellem, pladens opbygning og bagvedliggende struktur, sangenes høje kvalitet og så lige det der band, der spiller bagdelen ud af bukserne.

Også I selve numrene forkæles man med forrygende udflugter, så de fremstår som små værker i værket, leveret med sans for timing og dosering. Eksempelvis i “Egovore”, albummets tredje nummer, der efter en kort, klassisk heavy intro slår ind på et tempofyldt og hårdtslående black metal spor. Det forsætter det ad på medrivende vis og pisker derudaf i 4 minutter med kortere, helte heavy metalliske opbremsninger, inden der bremses op. Der bygges langsomt og stemningsfuldt op, som en tyk tåge der stille og roligt ruller ned af en bjergside og ud over sletten ved bjergets fod og så slippes det store helte riff løs sammen med vokalens tilbagekomst. Tempoet stiger igen, ondskaben er ankommet.

I det hele taget er Slægt ikke bange for lidt god lir og vise hvad de kan på instrumenterne, og det er eder og forbandeme ikke så lidt. Den efterfølgende “The Eye Of The Devil”, er udover en kort passage med en snakkende kvinde i begyndelsen, en blæret instrumental opvisning. Her er både noget til headbangerne, luftguitaristerne og tunge liderbasser generelt, så det bliver helt lummert når der lyder et “Yiiiiiiiaaaarh” brøl ud af djævlens musik omkring 5 ½ minut inde.

Det er nu ikke kun guitaren der løber med opmærksomheden her, i maskinrummet hos Slægt bliver der også arbejdet hårdt og svedt for sagerne. Eller jeg ved faktisk ikke om der svedes bag bassen og trommesættet, for det lyder, ligesom resten, meget ubesværet – det er jo en del af kunsten ikke, at få det til at lyde let og elegant? Nu er jeg sådan en type, der godt kan være lidt guitar og vokal-fikseret, men på Domus Mysterium er det flere gange også trommerne (sorry bas, jeg ved godt du også er der), som fanger min opmærksomhed.

Eksempelvis på den helt igennem suveræne “I Smell Blood”, pladens egentlige åbningsnummer, der åbnes med et forpint BRØL, efter “Succumb” slået stemningen an. Portene til Dødsriget blæses op med fuld fart og kraft, der lugtes blod – nu skal vi rykkes rundt og ned. Trommerne galoperer derudaf, som man kender det for genren, men her er det alligevel som om der ikke bare piskes en stemning op, det er faktisk som om man kan mærke, at sangen bliver drevet og, ja, pisket frem af trommerne. Efter at guitaren for første gang på pladen har fået lov til at lægge an på lytteren, stopper nummeret lidt op, og hamres så ud over stepperne igen af de insisterende trommer.

En del af det har måske også med den knivskarpe produktion og mikset at gøre, alt lyder fedt og får den fornødne plads, og lyder stadig hårdt, tungt og beskidt. Man kan høre hvad der foregår, men det er ikke tilnærmelsesvis poleret eller pænt.

Noget andet Slægt skal roses for, er deres mod. Ikke nok med, at de ikke er bange for at spille heavy, eller endda rock, i en normalt lidt puritansk genre, de kaster også lige et nydeligt, helt nøgent stykke med klaver ind i form af “Burning Feathers”. Ikke nok med, at det er et dristigt valg, det giver en slående og meget effektiv kontrast til den efterfølgende tur ind i et mørk mareridt, “Remember It’s A Nightmare”. Føj for helvede, et fedt nummer.

Dermed er sejren forlængst i hus, slaget vundet og jeg har lagt mig fladt ned, når vi når den lange lukker, “Domus Mysterium”. Der ender som et rent, overlegen paradenummer rundt på slagmarken. Og som man ligger der, såret, blødende, skræmt (og henrykt!), savlende og udmattet, så håber man næsten, at bandet bare bliver ved med at tromle henover en, indtil der ikke er andet end et ubrugeligt kadaver tilbage…. således fader Domus Mysterium ud i baggrunden, og forsætter ud i evigheden et sted.

Man forstår godt, at Slægt har svært ved bare at stoppe og på den måde lader musikken forsætte ud i det potentielt uendelige, det er virkelig fremragende det de har fat i her.

“Just another step on my journey, just another nail in the coffin”, som det lyder i “Remember It’s A Nightmare”. Det her er alt andet end et søm i kisten for Slægt, og hvis det bare er et skridt på rejsen, så ender de med at blive SKRÆMMENDE gode.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Slægt på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.