Then Comes Silence: Then Comes Silence II ***** (5/6)

0
1402
views

Som II i titlen antyder, så er den svenske kvartet Then Comes Silence klar med opfølgeren til deres debutalbum fra sidste år, en tur fra tusmørke ind i den kulsorte nat og tilbage igen.

Nu kan det måske lyde mægtig deprimerende, men Then Comes Silence’s dystre toner skaber ikke opgivende og fatalistiske stemninger, selvom der kredses om et tungt emne som døden. Der er mere tale om en spirituel afsøgning af emnet, en fascination der også skinnede igennem da vi interviewede to af medlemmerne på årets Roskilde Festival, hvor spøgelser, ånder og lignende huserer i sangene.

Bandet opererer i et dunkelt krydsfelt mellem post punk med gotiske elementer og regulær støj rock, en blanding der næsten opslugte mig fuldstændig, da de fornylig gav en 5-stjernet koncert på Beta. Det er et musikalsk univers, som både fremstår fortættet og introvert, samtidig med at det indeholder nogle mere udfarende og eksplosive momenter. En sært dragende, tæt musikalsk tåge, som over 10 glimrende numre omhylder og forfører en. Man bliver simpelthen trukket ind i gruppens formfuldendte lydbillede.

Then Comes Silence lægger ud i hæsblæsende og medrivende stil, med de 3 tempofyldte numre “Spirits Flow”, “Can’t Hide” og “Whispering About You”, hvor især de 2 førstnævnte emmer af singlepotentiale. “Spirits Flow” drøner ud af starthullerne med skærende guitar og en massiv mur af potent bas og trommer, så det slår gnister i mørket. “I wanna go, where spirits flow” messer Alex Svensons (forsanger/bassist) forvrængede vokal, så det vitterligt lyder som om stemmen kommer fra det hinsides. Imens tordner samtlige instrumenter igennem, så man bliver helt gennemblæst at lydtrykket. Stærk åbning.

Der følges lige så stærkt op med “Can’t Hide”, der skruer lidt ned for trykket, men til gengæld fræser afsted med en smittende, pulserende rytme, som straks sætter sig i kroppen. “Everyone for themself, can’t hide from a ghost” lyder det fra Svenson, den egentlige mening i numrene er ikke altid lige let at gennemskue, men løsrevne tekstbrokker og musikkens virkningsfulde atmosfære skaber en masse billeder og stemninger, som er med til at suge én længere ind i Then Comes Silence’s univers. “Whispering About You” forsætter lidt i samme stil, men indeholder en overraskende syng-med-venlig “ah ah ah” passage. Overraskende fordi Then Comes Silence ellers ikke ligefrem udstråler de store crowd pleaser tendenser. Det her handler om, at få folk med igennem den opslugende atmosfære og den massive lydmur, bandet kan frembringe. Men “Whispering About You” viser, at i de rette doser, så mestrer de også det lidt mere tilgængelige. De formår altså at være både tilgængelige, indelukkede, fjerne og nære på samme tid, flot balancegang!

Som pladen skrider frem fornemmer man, at det pulserende element i numrene bliver mere og mere fremtrædende. Den træder helt frem i lydbilledet i løbet af den tempomæsigt mere beherskede “Ghost Child”, hvor vi efter en svævende indledning bliver ført med ind i mørket af en nærmest elektronisk dunkende puls, som overtager nummeret. Then Comes Silence bygger hele tiden ovenpå, og tilføjer detaljer i løbet af albummet, der samtidig føles som om det hiver os længere og længere ned i et sort hul – der hen imod slutningen af sangen fyldes med forvrænget støj, der kunne lyde som forfærdede skrig. Fra spøgelsesbarnet? Pulsen banker videre i “She Lies In Wait”, hvor Svenson får kvindeligt selskab i form af Anna Eklund, hvis lyse vokal giver en glimrende kontrast til det buldrende, sortmalede lydbillede, bandet fremmaner. Om det er en reference til Fredag den 13. og Jason Vorhees ved jeg ikke, bandet har en sund fascination for horror, men Crystal Lake nævnes i teksten, sammen med “Shapeshifters in the dark” imens “she lies in wait”… Igen må jeg fremhæve, at musikken er uhyre stemningsmættet- og skabende, og samtidig banker instrumenterne repeterende og hypnotisk derudaf, så man risikerer langsomt at falde hen i en slags trance.

På “New Life” er vi enten endelig gået over på den anden side, eller er ved at blive genfødt. Musikken bliver mere psykedelisk og syret, hvor lydene indledningsvis flyder ind og ud af hinanden, vikles sammen og svæver væk. Svensons vokal er mere luftig og fjern, så den fremstår mere drømmende og overjordisk, så hvis du ikke røg i trance under sidste nummer, så er der gode chancer for at du er langt langt væk under dette. Der bygges langsomt op og ovenpå, tunge dommedagstrommer sætter i, inden sangen spacer ud i et tyst mellemstykke. Intensiteten, men ikke tempoet, stiger og nummeret ebber ud i storladen, sonisk brummen.

Og så falder vi ellers helt ned i hullet på “Falling Into The Void”, nummeret snurrer sørgmodigt fremad, imens Svenson endnu engang besynger mørket med et gentagende “sweet nothingness”. Håbløsheden lurer lige under overfladen, på dette blændende nummer, men det får aldrig lov til at få overtaget så Then Comes Silence kommer til at virke desillusionerede. Vi er tilbage ved udgangspunktet, nysgerrigheden efter at af- og opsøge de mørke sider, uden at lade sig fuldstændig overtage af dem.

Den korte semi-punkede “Fingers” fungerer som tempofyldt bro til pladens næstsidste skæring, instrumentalnummeret “Mothman”, der gennemstrømmes af en ildevarslende og lettere febrilsk energi. Det hele føles lidt som en rutschebanetur igennem et spøgelseshus, uklare og foruroligende klange svæver mellem den hårdtpumpede og krasbørstige instrument-støj. Ganske virkningsfuldt. Den noget maniske atmosfære, som de sidste par numre på albummet har fået opbygget, afløses af afsluttende “ro”. Ikke ro som i at nu føles det hele pludselig tilbagelænet, musikalsk skruer Then Comes Silence godt nok gevaldigt ned for virkemidlerne, men stemningsmæssigt lukkes albummet med en kombineret følelse af noget faretruende, og afslappende, som i “accept af éns skæbne”. “In Between Worlds” lukker Then Comes Silence II med spirituel ro strømmende ud af højtalerne, selvom Svenson og en kvindelig vokal (formodentlig Eklund igen) messer ting som “into the cold haze” og “no sense of time”. Men det føles okay, musikken fylder én med en indre ro, og albummet når sin logiske konklusion efter rejsen ind i og ud af mørket.

Om du tror på spøgelser og ånder, eller på anden vis er spirituel, er ikke afgørende for om du kan nyde dette album, det er blot en gennemgående tematik. Det sagt, så undgår man ikke, at Then Comes Silence’s virkningsfulde udtryk påvirker ens følelser på en eller anden måde, og på den led kan man vel godt kalde selve musikken for spirituel. Bandets fascination af døden eskalerer aldrig til ubærligt mismod, faktisk er det en spændende rejse at være med på, og man føler sig, det ellers umiddelbart kølige udtryk til trods, inviteret med på turen. Ikke mindst fordi Then Comes Silence skriver forbandet gode sange og spiller som gjaldt det netop liv og død.

Then Comes Silence lyder på deres plade nummer to, som om de åndeligt og musikalsk har fundet deres helt eget sted mellem livet og døden. Skru op for volumen, lad dig suge ind og tag med på det forførende og larmende ridt ud i mørket. Dernæst følger stilhed.

Anmeldt af Kodi

Lyt til/køb pladen HER, og besøg bandet på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.