GFR Live: Then Comes Silence (support SPEKtR), Beta, 1/11 2013

0
1611
views

Fredag aften stod i Allehelgensdag’s tegn på Beta, hvor Amager rockklubben i dagens anledning var udsmykket med græskar, spindelvæv, levende lys og et par gæster i gotiske gevandter. Nu er jeg ikke amerikaner og har egentlig nok i at undgå fastelavn, så jeg kom for musikkens skyld, selvom den dystre Halloween stemning klædte i hvert fald hovednavnet, svenske Then Comes Silence, ganske godt.

Nu skrev jeg hovednavn, det var dog første band på scenen, SPEkTR, der viste sig at være det største trækplaster for publikum denne aften. Hvor Then Comes Silence endte med at spille for en 20-30 mand, så trak det danske instrumentalband SPEKtR mindst det dobbelte. Om det så skyldes en fyldig gæsteliste, og ditto gæster fra Emma Acs’ (der stod for at DJ’e) slæng, det skal jeg lade være usagt. Det virkede i hvert fald som om, at rigtig mange kom for forretterne og kun lige nippede til hovedretten, inden de daffede ud i J-dags natten. En skam, for Then Comes Silence endte med at være lidt af en mørkets triumf denne første vinteraften.

SPEKtR

Jeg var lidt indifferent overfor SPEKtR’s instrumentalmusik på deres nyligt udsendte EP The Door Is Paint On A Rock. Nok er de temmelig dygtige til det, de gør, men jeg blev aldrig suget helt ind og betaget af musikken, da jeg hørte den på plade. Det forholdt sig heldigvis en smule anderledes, da de indtog scenen, lidt forsinket, fredag aften.

For det første var lyden på Beta, som stort set altid, knivskarp og helt tilpas høj, så man kunne få masser af nuancer med og samtidig blive blæst lidt igennem. En anden fordel var, at jeg nu rent faktisk kunne se, hvordan bandet frembragte deres musik, og det hjalp faktisk en del på oplevelsen af denne. Det absolutte omdrejningspunkt var frontmand Manoj Ramdas, hans guitar og det mærkværdige instrument kaldet en Theremin (tak til ham der var behjælpelig med den oplysning). Thereminen består af to antenner, og en lille boks med lidt knapper og elektronik indeni, som man “spiller på” ved at bevæge en hånd/hænderne i spændingsfeltet mellem de to antenner. Den ene justerer lydstyrken og den anden tonen, så vidt jeg har forstået det. Nuvel, koblet med Ramdas’s fremtoning, der har lidt b-films troldmand over sig, så giver det et stærkt visuelt udtryk, når lydtroldmanden står og frembringer besynderlige lyde ved at fægte med hænderne mellem to antenner.

Ingen tvivl om, at SPEKtR er et dygtigt og velspillende band, men det er samtidig et band, hvis filmiske instrumental-rockmusik jeg nok aldrig bliver helt gode venner med. Efter 3-4 numre, begyndte jeg at savne et eller andet der sugede mig mere ind, et forslag fra sidemanden om at lukke øjnene havde ikke den store effekt. Det er nok simpelthen bare ikke noget for mig, men spiller de i nærheden af hvor du bor, så tjek dem ud, uinteressant er oplevelsen bestemt ikke.

Then Comes Silence ***** (5/6)

Først kommer støj og så følger stilhed, eller det var i hvert fald tilfældet da Then Comes Silence ramte Beta med deres blanding af post-punk, støj-gazer-rock med gotiske elementer. Eller hvad man nu skal kalde det – mørk musik, udført af 4 svenskere med en sund fascination for døden.

Da vi talte med forsanger/bassist Alex og trommeslager Kalle på Roskilde Festival i år, viste det sig dog, at det ikke var 4 mørkemænd med en eller anden makaber dødsdrift. Tværtimod var det søgende og ret spirituelle mennesker, der blot er betagede af og nysgerrige efter at afsøge og undersøge den uundgåelige del af livet, som døden nu engang er. Det gør de så igennem et lydbillede, som andre bands muligvis har opereret i tidligere, så super originale kan man nok ikke kalde dem, alligevel har de dog deres egen klang, som gør at de skiller sig ud fra forbilleder og kolleger.

Ikke mindst formår de at skrive fængslende sange, hvilket også er lidt af et must, når den visuelle del af showet, som genren forskriver det, består af 4 tilbageholdende mænd, der mest kigger nedad og egentlig virker som om de helst ville gemme sig i de spredte røgskyer, scenen blev indhyllet i. Under vores Roskilde snak med bandet forklarede den, udenfor scenen, overraskende snakkesaglige forsanger Alex, at de ikke gør det for at virke ekstremt mystiske og hemmelige, men for at musikken, og ikke dem selv som individer, kan få lov til at være i centrum. Og på den front var midnatsseancen på Beta lidt af et triumftog.

Bandet lagde ud med “Spirits Flow”, der også åbner deres nyligt udsendte andet album Then Comes Silence II. En plade vi desværre først lige har modtaget til anmeldelse, så undertegnede havde kun nået at lytte pladen igennem via stream to gange inden koncerten. Det forhindrede mig dog ikke i straks at blive overmandet og overtaget af de dunkle, og til tider eksplosivt støjende, toner fra scenen. Beta syntes nærmest perfekt til denne slags koncert, med sit lille, mørke og fortættede rum, og den førnævnte lyd, der under Then Comes Silence fremstod om muligt endnu mere klar og fyldig. De enkelte instrumenter fik masser af plads, stod tydeligt i lydbilledet, hvor ikke mindst trommerne gik overrumplende godt igennem. Alex’s vokal ligger med vilje noget mere forvrænget i lydbilledet, som et spøgelsesagtigt ekko, en effekt der på grund af lyden også lykkes til fulde, hvor der ellers kunne være risiko for, at det hele ville mudre lidt sammen og virkningen være knap så overvældende.

Det spøgelsesagtige, eller hjemsøgte, er noget der går igen i hele bandets klang-univers, hvor “Spirits Flow” eksempelvis gennemstrømmes af en ubehagelig fornemmelse af at være på flugt igennem en mørk skov, med en udefinerbar “fare” lige i hælene – måske foregår det hele bare oven i hovedet på en? For Then Comes Silence’s stemningsmættede numre, formår både at virke foruroligende på et fysisk plan med deres meget massive og gennemtrængende lyd, mens atmosfæren i numrene har det med at sætte sig i sindet frem for kroppen. God åbning, men det var kun starten.

Herfra fik Then Comes Silence bygget et sæt op, der bare voksede og voksede i dirrende og ildevarslende intensitet. Fra koncertens tredje sang, optempo støj-perlen “Deepest Darkest” og frem til lukkeren “Slowly Dragging You Down”, begge fra gruppens første album fra 2012, udviklede koncerten sig til en slags mørkets højmesse, hvor musikken omhyllede og opslugte een, så man ikke kunne fjerne blikket fra scenen. Selvom der ikke var det vilde at kigge på, man følte bare krop OG sjæl blive overtaget og besat af Then Comes Silence. Den ætsende “Deepest Darkest” blev fulgt op med en fremragende version af “Death By A Frozen Heart”, ligeledes fra første album, og måske det tætteste gruppen er kommet på at skrive et regulært hit, med sin ret catchy melodi. En af Then Comes Silence’s forcer, er også deres evne til, at eksplodere med larm i små korte udladninger numrene igennem, så sangene ikke bare bliver en uendelig mur af monoton støj, så man som publikum lige får et ekstra tryk i fjæset når man er ved at sumpe lidt hen i musikken.

Den mere hypnotiske og stillestående “There’s A Sound”, med forførende trommespil, bygger langsomt op, og fungerer som overgang, til den blændende afslutningssalve Then Comes Silence får fyret af på Beta. Den medrivende “Can’t Hide” fra den nye plade får koncerten op i fart igen, og grebet i det efterhånden sparsomme publikum holdes. Det skal siges, efter lidt af en masseudvandring efter de første to numre, så lod det til, at de der blev hængende, rent faktisk hang ved og lyttede intensivt og var limet fast til gulvet indtil Then Comes Silence forlod scenen.

En fængslende instrumental intro indleder for alvor slutspurten, og går over i den forvrængede og mere punk-flabede “Sweet Curls”. Fra denne intro, indtil Alex lægger sin bas og som sidste mand forlader scenen til lyden af grumset feedback 4 numre senere, er det som at være vidne til een lang sammenhængende støj-storm. “Sweet Curls” går over i den lige så fængende “Falling Into The Void”, imens man faldt længere og længere ned det tilsyneladende uendelige musikalske Then Comes Silence-mørke på Beta.

Efter larmen fra “She Lies In Wait” og sidste nummer, den soniske orkan “Slowly Dragging You Down”, efter bassen efterlades og forgæves forsøg fra publikum på at klappe bandet tilbage til et ekstranummer, slippes grebet og stilheden følger.

Then Comes Silence, er nok et band man skal være i den rette stemning for at få det maksimale ud af, og her ramte jeg lige dagen. Ligeledes var det måske en fordel, at jeg ikke til dagligt skamlytter til post-punk/shoegazer/støj-rock, for indtager du det i rigelige mængder, så er du måske knap så modtagelig overfor denne svenske version af genrerne. Men de kan deres kram, har fuldstændig styr på de musikalske virkemidler, det er stramt og præcist leveret, uden at det kommer til at virke statisk. Bandet har muligvis begrænsede virkemidler, men det virker som et helt bevidst valg, som de får det optimale ud af. Samtidig har over to plader lavet nok gode sange til at fylde en koncert ud, hvor monotonien ikke resulterer i kedsomhed, men en sært dragende 5 stjernet oplevelse.

Anmeldt af Kodi

Then Comes Silence på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, Roskilde, and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.