Team of Experts + The Binnacle List + ONBC, Rust, d. 22/11 – 2014 **** (4/6)

0
1586
views

Lørdag aften var undertegnede et smut på Rust for, at opleve 3 bud på hvordan dansk upcoming rock anno 2014 skal lyde. Det blev en aften med op- og nedture, hvor vi startede helt på toppen. De 4 stjerner er for hele aftenen, bedømmelsen af de enkelte bands kan man læse sig til nedenfor.

Forsanger Martin Gronemann var så flabet på et tidspunkt at proklamerer fra scene, at “sådan skal dansk rock anno 2014 lyde, mand!”. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, i hvert fald denne aften.

Da Team of Experts gik på scenen lidt efter kl. 21 var der allerede et rigtig pænt fremmøde, og da de første toner af bandets nye instrumentalnummer, “One Chord Concorde” satte i, trak det blot endnu flere op af trappen og ind foran scenen. Nu skrev jeg “bandet”, for i dagens (og måske andre anledninger?) var Team of Experts udvidet med ekstra guitarist og en bassist i forhold til den duo (Gronemann og den kompetente trommebasker Lasse Høgh), som jeg anmeldte en EP fra tidligere i år. Se bare, de er et rigtigt band nu!

Og sådan lød og spillede de også, i et lydbillede der var rigtig fint og tilstrækkeligt højt men stadig nuanceret (det forsatte ikke resten af aftenen, mere om det senere). Efter den instrumentale indledning gik de over i et nummer jeg ikke kendte, det lød som et nummer om ulykkelig/betændt kærlighed (dem har de åbenbart nogle stykker af skulle de vise sig!), hvor der på et tidspunkt blev sunget noget i retning af “your smile is like heroine”… det er nok ikke sundt i længden. Bandets lyd var meget mere rå, kantet og bister end på den EP jeg har hørt, her var vi ovre i noget 90’er Placebo møder Psyched Up Janis. Ikke en helt skidt blanding.

Gronemann fulgte op med et flabet og begejstret “sådan skal det FUCKING lyde mand! Kan jeg få mere monitor?” – det synes jeg af en eller anden grund lød sjovt. Frontmand/guitarist viste sig i det hele taget at være noget af en entertainer og omdrejningspunkt på scenen, ikke mindst fordi han fremstod som om han følte sig rigtig godt tilpas der. Hele vejen igennem udstrålede han en laidback, let skødesløs og småkæk attitude med flabet “swag” – naturlig karisma kan man vel bare sige. Hans gentagende kommentarer til 2 venner blandt publikum, var måske lige ved at blive lidt for interne i længden, men ok, det gjorde også stemningen afslappet mellem de støjende numre.

“Cresent-shaped Smile”, den pop-boblende lille støjrocker fra førnævnte EP, antog også en lidt anden karakter live. De blødeste kanter blev filet af, tonen blev næsten lidt besk og små-snerrende, i mens noget rumklang på vokalen var med til at gøre atmosfæren mere “druggy” og tåget – som om det hele foregik i en syret og lidt twisted drøm. Det fungerede rigtig godt, selvom jeg også er ret begejstret for studieversionen.

I pressematerialet til EP’en stod der noget om, at en af inspirationskilderne er Smashing Pumpkins, jeg havde bare lidt svært ved at høre dem i Team of Experts lyd – ikke at det gør noget. Men denne aften kunne jeg sgu godt høre Corgan og co. stikke issen frem i nogle af de forvrængede guitarflader, ikke mindst et nummer, som jeg ikke lige fangede titlen på, i sidste halvdel af sættet. I følge vores selvbevidste forsanger, så handlede den om at modtage bootycalls, som mand, men ikke svare/eller takke ja.

Der blev også plads til et helt nyt nummer, tror titlen var “December Moon”, da blev der lige mumlet lidt i mikrofonen fra en frontmand der ellers var temmelig klar i mælet koncerten igennem. Nummeret tog Team of Experts lyd i lidt anden retning, hvor numrene jeg kendte på forhånd, både de mere poppede og de støj-rockede af dem, virker som små kraftcentre der eksploderer indefra og ud, så var lyden meget mere luftig og bredt ud her. Nærmest sådan lidt doven “cruiser ud af den åbne highway” agtig, knap så umiddelbart iørefaldende som de andre numre, men til gengæld rummede den så nogle mere ulmende og tilbageholdende kvaliteter.

Mod slut fik den flabede og skødesløse attitude lov til at spring ud i fuldt flor, hvor bandet i herlig sjusket og respektløs stil fik smadret Lady Gaga’s “Bad Romance” inden vi “vidunderlige pikhoveder”, som vi blev kaldt, blev sendt til rygepause med en flænsende udgave af “Sacred Sacred”.

Team of Experts viste sig at være et noget andet band live end på EP, jeg er sgu fan af begge udgaver, men live virker det virkelig som om der brænder et eller andet indeni dem som SKAL ud. De mangler måske stadigvæk at finde ud af hvordan deres lyd helt præcist skal være, men denne aften gjorde det egentlig ikke noget. Skævt, småanarkistisk og dejligt flabet – I like it!

Knap så godt gik det, desværre, for The Binnacle List som indtog scenen en halv time senere. Det var på forhånd nok det orkester jeg var mest spændt på at opleve live ud af de 3, da deres fine EP First Hand Accounts er helt frisk i erindringen efter jeg anmeldte den tidligere på ugen. Og fordi jeg havde en vis forventning om, at bandets storladne rock-lyd, hvor de mikser elementer fra Weezer, Pixies og lidt Manic Street Preachers, ville gøre sig rigtig godt på en scene.

Beklageligvis ikke denne scene, denne aften, skulle det vise sig, og det var ikke udelukkende bandets egen skyld. For der var et eller andet galt med lyden det meste af vejen, den var uskarp og unuanceret i forhold til første koncert, ikke mindst den luftige og skærende Pixies-surf guitar, som løfter numrene på EP’en, druknede næsten fuldstændig. Og så var der en svært belastende summen/feedback støj i luften under store dele af koncerten, mest markant mellem numrene, men alligevel hang den et sted og irriterede når musikken spillede.

Det kan The Binnacle List ikke gøre for, til gengæld er der andre punkter hvor de godt kan stramme en smule op. Nu var det måske også lidt en udfordring, at skulle på lige efter et band der om noget udstrålede naturlig karisma og selvtillid, men The Binnacle List virkede i mine øjne lidt akavede og “usikre” i rampelyset. Ikke mindst forsangeren, som til tider lignede en der ikke helt kunne finde ud af om han skulle stå stille og synge eller danse/rocke sangene ud. Faktisk lignede han en der savnede et instrument i hænderne, så han havde et anker af en slags, og det gik da også meget bedre, når han under et par numre kunne rette opmærksomheden på et keyboard.

Det kan måske virke som småting og underlige detaljer at hænge sig i, især når musikken spiller, men den havde som nævnt lidt lydproblemer. Samtidig var det som om lidt for mange af numrene, både dem jeg kendte fra EP’en , og helt nye og gamle, for mig ukendte skæringer, aldrig lettede og bumlede sådan lidt usikkert og vagt ud fra scenen. Bandet lagde lidt ujævnt fra land med “First Hand Accounts”, der aldrig nåede studieindspilningens højder, det noterede jeg mig egentlig bare som at “bandet lige skulle spilles varme”, men følelsen af at det hele virkede lidt fastlåst og tynget forsvandt aldrig helt for mig.

Midt i sættet virkede det som om forsangeren havde fundet sin plads på scenen, der blev både sunget mere sikkert og det hele virkede ikke så fysisk akavet, men bandet som samlet enhed fremstod stadig som nogen der skulle koncentrere sig rigtig meget. Der er jo ikke noget galt i at skulle koncentrere sig, men her medvirkede det desværre til at det samlede indtryk blev lidt stivbenet. Småsnakken mellem numrene virkede også lidt halv-hjertet og som en undskyldning for sig selv, måske er det bedst ikke at forsøge at sige noget, hvis man ikke enten har øvet det inden, eller føler sig naturligt tilpas som taler?

Nu hvor den Pixies-klingende guitar ærgerligt nok forsvandt i lydbilledet, så kunne man glæde sig over at bassen brummede ganske effektivt og at bandets vokalharmonier og den mere rå/råbende vokal i et nummer, som “TOLF”, sad lige i skabet. Jeg stod mere og mere med følelsen af, at det måske var omstændighederne og lyden, der hæmmede bandet lidt i at ramme niveauet fra EP’en. Nerven og viljen var bestemt til stede, også i en række nye numre i sættes anden halvdel, blandt andet en de efter sigende spillede for første gang. Til gengæld virkede nogle af disse numre måske ikke helt flyvefærdige, selvom et mere britpoppy klingende nummer mod slut fik gang i de kvindelige fremmødtes danseben helt oppe foran.

Den Weezer’ske “Words for Granted” fik næsten for meget kul da den blev knaldet af som næstsidste nummer, måske var der noget anspændthed der skulle ud? Men igen reddede vokalharmonierne nummeret i land og Pixies-guitaren fik endelig plads og fik lov til at skære igennem, dejligt. Bandet fik hevet noget af det tabte hjem med den Manic Street Preachers beslægtede anthem “The Cube”, som lukkede og slukkede.

Alt i alt en lidt famlende og “usikker” performance, hvad det så end skyldtes (måske var det bare mig??), derdog sluttede i en positiv tone.

Efter endnu en tur ud i kulden, og let panderynken over at det hvad Rust kalder en stor fadøl til 45 kr. ligner noget jeg kalder “et shot”, var det tid til aftenens sidste indslag, de for mig næsten totalt ukendte ONBC. Det vil sige, jeg har noteret mig at Crunchy Frog er faldet for dem, hvilket jo plejer at være et kvalitets stempel i sig selv, men har desværre ikke nået at lytte til andet end et enkelt nummer.

Så ingen forventninger eller fordomme som udgangspunkt, det er der sikkert både fordele og ulemper ved.

Bandet trak næsten fuldt hus, så om ikke andet har bandet da formået at vække noget interesse og nysgerrighed derude, og fuldt fortjent. For selv om jeg synes Team of Experts leverede aftenes bedste koncert, så er det klart ONBC der har den mest færdige “pakke” af de 3 bands på scenen denne aften.

Bandets 4 medlemmer, 2 kvinder og 2 mænd, var alle klædt i hvidt, men det var nu ikke kun det visuelle udtryk som virkede koordineret og afstemt. Bander fremstod også enormt sikkert og modent på scenen, både den måde de gebærdede sig på, men også det musikalske udtryk. På begge punkter adskilte ONBC sig markant fra de 2 andre bands. Fremtoningen og udstrålingen var tilbageholdende, lidt indadvent og kontrolleret og det samme kan siges om bandets atmosfæriske, langsomt opbyggende og udviklende drømme-pop/americana something something musik.

En af den slags koncerter, hvor magien opstår når man lader sig bære væk af, og suge ind i, den svævende musik, der blev serveret med mådehold og tålmodighed. Kort sagt, en rigtig lytte-koncert.

De “eksplosioner” der er tilstede i ONBC’s afventende lydbillede kommer i form af svimlende flotte korpassager fra de to kvindelige medlemmer, momentvis bombastisk og rumlende trommespil fra den stående trommeslager eller brusende drømme-guitarflader fra guitaristen, placeret bagerst på scenen bag bassist/forsangerinde. Den guitar var jeg fan af! Den sendte på en måde mine tanker i retning af Hilmer Hassig og Love Shop, den havde den der forførende “En nat bliver det sommer” klang, og blev leveret i veldoserede mængder.

I det hele taget virker ONBC meget bevidste om doseringen af deres virkemidler, det gør også, som koncerten skred frem, at jeg begyndte at savne lidt flere udbrud. Det er ikke noget stort kritikpunkt, og kan skyldes mange faktorer, eksempelvis undertegnedes fremskredne træthed som aftenen skred frem, men det var momentvis næsten FOR sikkert og stilbevidst det ONBC leverede.

På den ene side kan man sige, at musikken lægger op til at tøjlerne ikke slippes, en stor del af pointen er, at der tålmodigt bygges op og du kun i glimt får forløsningen, hvor er eller andet i musikken sættes fri. Men ONBC’s greb i egne tøjler var næsten for stramt, så man tænkte, “ah, så hårde behøver I nu heller ikke være ved jer selv, tag en lille slapper”. Det er sikkert 100% bevidst fra bandets side og sådan de synes det skal lyde og fremstå, og al ære og respekt for det, men jeg personligt havde bare følelsen af, at der gemte sig endnu mere i bandet, som det holdt igen med at vise.

Overordnet var det dog en sand fornøjelse, at se så sikkert og dygtigt et band på scenen, det er næsten forkert at kalde dem “upcoming” (kun udbredelsesmæssigt i så tilfælde), for de virker som et topprofessionelt orkester. Den elegante klang og ditto udtryk (på samtlige punkter), det alt andet end forcerede musikalske univers og den beroligende udstråling, efterlod et indtryk af et flyveklart band, som er klar til at brede vingerne ud og komme ud i verden.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Binnacle List på fb

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.