The Binnacle List: First hand Accounts (EP) **** (4/6)

0
1186
views

The Binnacle List siger selv, at de spiller “indie-rock” fra før verden gik af lave, hvilket i følge dem vil sige – navne som Pixies og Weezer. De vender dog også blikket mod den mere poppede stadion-rock, hvor de selv nævner forbilleder som Manic Street Preachers og The Killers.

Dermed fik bandet også lige nævnt 4 navne, som jeg på et eller andet tidspunkt, i større eller mindre grad, kortere og længere tid, selv syntes var ret fede (Pixies & Manics – I still love you). Pixies viser sig mest tydeligt i The Binnacle List hang til i rask tempo, at nå frem til et catchy omkvæd, men ellers er det større musikalske armbevægelser, i et luftigt lydbillede med højt til loftet, der præger EP’ens 5 numre.

Ud over dette, så gennemstrømmes First Hand Accounts af en let nostalgisk tone, ikke kun pga. af de mere eller mindre tydelige inspirationskilder, men selve tonen i musikken er ofte en, der rammer et eller andet i mig, som sender tanker og følelser bagud i tid. Et godt eksempel er titelnummeret, som også åbner EP’en. Vi lægger stille og vuggende ud med lidt akustisk guitar, inden nummeret hurtigt sparkes rigtigt i gang, allerede inden vi er et halvt minut inde i sangen, er vi nået frem til omkvædet første gang. Stemnings- og klangmæssigt er der et eller andet ved det fine nummer, som får mig til at tænke på et band, der spiller til et skolebal på en amerikansk High School, engang “yesteryear”. Den har også noget Weezer harmonisk over sig, der jo selv har flirtet med nostalgi og fortid på “Buddy Holly” og den tilhørende musikvideo, hvor de smelter sammen med tv-serien Happy Days.

“It’s evidently clear, that we’re fucked in any way possible” lyder det i omkvædet, så selv om musikken virker opløftende, er der lidt modspil at spore til de positive nostalgiske vibrationer der ellers dominerer nummeret. The Binnacle List får også lige plads til lidt kor-harmonier, et mere afdæmpet stykke hvor bassen får lov til at brumme lidt i spotlyset, mere omkvæd, opbremsning, opbygning og fuld knald på mod slut. Alt sammen på 3 minutter og 36 sekunder, der ikke virker overlæssede – godt klaret og godt skruet sammen!

På “Lazy Pace” stikker bandets Pixies fascination tydeligst snotten frem, bassen driver indledningsvis nummeret effektivt fremad, vi får et kort glimt af en skærende surf-guitar og er ellers i rask trav på vej mod endnu et ganske fængende omkvæd, hvor klangen måske drejer lidt i retning af Weezer igen. Det er, heldigvis, ikke spot on efterligninger det The Binnacle List leverer, det er mere for at give jer en idé om, hvor vi befinder os blandt de musikalske pejlemærker bandet selv ridser op. For selv om enkeltdelene på First Hand Accounts nok virker velkendte, så synes jeg faktisk bandet slipper ret godt fra, at sætte det sammen på deres egen måde og give det et personligt touch  – men man undgår ikke helt følelsen af deja vu hist og her.

Så er det godt at The Binnacle List ikke står stille for lang tid af gangen, og hurtigt bevæger sig videre inden fornemmelsen af genkendelighed er for tydelig. Guitaren i omkvædet på “TOLF” er ren Pixies op af dage med sin bølgende surfer feeling, hvor den er lige ved at kamme over til skærebrænder niveau, men hvorimod verset der bygger op til mere, minder mig noget Foo Fighters agtigt. Det hele snurrer og bygger virkningsfuldt op til et klimaks sidst i sangen, der i hvert fald uundgåeligt sender tankerne i retning af Dave Grohl og hans hang til i visse sange at skrue gradvist op for vokalen, indtil sangen nærmest råbes i mål, og rock-sømmet trædes i bund med lidt afsluttende støj-rock.

“Words For Granted”, EP’ens næstsidste nummer, spilder ikke tiden, den varer også kun 2 ½ minut, så der er ikke så meget at give af. Pop-rocket bruser vi frem mod endnu et medrivende omkvæd, tonen er igen smittende happy-nostalgisk. Selv om udtrykket er mere rocket, så er der et eller andet ved nummeret, der sender mine tanker i retning af det oversete amerikanske orkester Big Star, der stod bag en række fremragende plader i 70’erne. Det er måske bare mig…. måske skyldes det bare The Binnacle List’s veludviklede sans for at skrive akut medrivende melodier og skære fedtet fra, og ikke hælde for meget sovs på numrene.

Den afsluttende “The Cube”, der med sine 4 ½ minutter er EP’ens længste nummer, bevæger sig mere over i Manic Street Preachers territorium, sådan lidt anthem klingende ala eksempelvis “A Design For Life”. Der svinges godt med armene, arrangementet lyder mere storladent og nummeret tager sig mere tid med opbygningen end de foregående. The Binnacle List slipper rigtig godt fra at trække tiden lidt, lade nummeret summe og bygge op, i stedet for at skynde sig frem mod et catchy omkvæd. Der bliver også plads til en melodisk solo og afslutningsvis noget sing a long venligt kor, inden der brages godt igennem mod slut. De kan sgu skrue effektive numre sammen de her fyre!

Vi ender på 4 flotte stjerner til The Binnacle List, som alle med hang til et (eller flere) af de nævnte bands helt klart burde give et lyt. Der er afgjort plads til, at bandet udvikler en endnu mere markant og selvstændig stil, selv om inspirationskilderne kun nøjes med at spøge og ikke dominerer på denne lyttevenlige EP. De har i hvert fald et sundt fundament at bygge videre på, med deres sans for opbygning og catchy sangskrivning.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg bandet på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.