South Harbour: A Withered World In Colour ★★★☆☆☆

0
227
views

Det startede som et en-mands studieprojekt og endte som en metalplade med mange facetter. Måske ikke for de mange, men South Harbour er værd at tjekke ud, hvis man er den mere nørdede metaltype.

South Harbour er måske mere et projekt end et decideret band, grundlagt af hovedmanden/guitarist Alexander Varslev-Pedersen som et studieprojekt i begyndelsen af 2018. Han forklarer, at tidligt i skriveprocessen opstod idéen til et varieret album, hvor forskellige metalgenrer kunne udforskes. Ligeledes udviklede projektet sig fra at være et instrumentalt album til, at blive en plade med 6 forskellige gæster.

Det giver selvsagt, helt i projektet ånd, et ret afvekslende album, som kommer vidt omkring over 9 numre. Jeg vil ikke kalde det decideret rodet, der er stadig fornemmelsen af en vis sammenhæng, især i stemning og “farver”. Men, man undgår ikke helt en følelse af, at man lytter til en række stiløvelser og “eksperimenter”. Fællesnævneren er en følelse af, at der er sigtet mod de mere atmosfæriske dele og elementer fra de udvalgte genrer.

Spektret der dækkes er alligevel ret bredt, vi kommer både omkring noget vellydende og brusende post-rocket på “Flowers Need Water”, det mere proggede og mathrockede i den over 7 minutter lange “Delusion” eller noget der hælder over mod blackened hardcore på “Dying Breed”. Alligevel er der noget til stede som binder numrene sammen, om det er klangen, en lidt vemodig tone eller noget helt tredje kan jeg ikke præcist sætte en finger på… en fornemmelse?

South Harbour fungerer fint både når tempoet trækkes ud af numrene, som på den hypnotiske åbner “As I Gaze Into An Uncertain Futur”, der har noget helt Tool’sl over sig. Tool hvis de havde Corey Taylor på vokal. Nummeret messer roligt fremad indtil der mangler 1 ½ minuts tid og så kommer der pludselig mere knald på. Det er lidt disse to poler der veksles imellem pladen igennem. Længere, opbyggende passager og så noget mere hakkende og spruttende progget, som ikke altid lige er min foretrukne genre men, hos South Harbour er det nu doseret meget godt. Så godt, at jeg også kan være med på den mere huggende og “dakkedak” metalliske “Naysayer Begone”, en af albummets mere arrige indslag.

Mod slut får vi numre som “Svalbard” og “Månebarn”, som fremhæves som værende “karakteristiske” numre for South Harbour. Jeg er lidt i tvivl om det betyder numre de gerne vil have man lægger særligt mærke til, eller sange der er karakteristiske for South Harbours lyd? Nuvel, med et nummer som “Svalbard” er jeg også lidt i tvivl om det kan puttes i nogle af de to “kasser”. Her tager eksperimenterne lidt overhånd for mig og jeg oplever sangen som en kende for fragmenteret. Vi får en kvindevokal og dele af sangen, som nærmest har et R’n’B præg, krydret med nogle metalliske eksplosioner, instrumentale passager, der har en lidt for soft rocket klang til min smag og spredte spurt prog-hug. Den fungerer ikke rigtig for mig.

Albumlukkeren “Månebarn” er en ordenlig bassemand på næsten 9 minutter, hvor vi får nogle hæse skrig, der kæmper med med de sydende og boblende rytmer om ens opmærksomhed. Når vi når hertil, så er jeg ved at være kørt godt træt i det evindelige hakkeri og flimrende melodier. Isolerer man sangen, så bider den mere på mig, men, med den spilletid er vi stadig ude i lidt af en udmattelseskamp, hvor jeg af og til er lige ved at ryge af med musikalsk sidestik. Det er dog ikke fordi, at de ambitiøse nummer er dårligt skruet sammen eller udført. Der er bare rigtig meget af det.

Det er måske også i sidste ende pladens akilleshæl. For mange indtryk over relativt lang tid, så man slutteligt mister pusten lidt. På den anden side kan man rose idérigdommen og ambitionerne, ligesom den tekniske og musikalske side af albummet er meget gennem- og veludført. Måske er det her i virkeligheden mere en plade for og til “nørderne”, dem der kan lide at sidde og lytte til hvordan tingene er skruet sammen, hvilke ting der er brugt hvor, processen bag det hele?

Jeg ender på en muligvis lidt misvisende 3’er, for en plade hvor jeg ikke helt synes summen af enkeltdelene helt går op for mig. Nogle af disse enkeltdele er dog særdeles indbydende isoleret set.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.