Repeat #31

0
377
views

På med de varme sokker, så er der efterårssingler fra Morning Bell, Lucid Grave, Klaptrae, Syreregn, Where Did Nora Go og Chorus Grant.

Ugens samling byder både på uptempo rock, mere syrede indslag og så et par sange, der lever på stemning og atmosfære fremfor mere “hittede” tiltag.

Morning Bell – “Rain Come Down”

Hypermelodisk dystopisk rock med en dyster vision om en ikke så fjern fremtid! Det er nogle af ordene der bruges til, at beskrive første single fra københavnske Morning Bell. Videre lyder det:

“Bandets tekster tegner et dystopisk billede af en ikke så fjern fremtid, karakteriseret af fascismens tilbagevenden i Vesten, ikke-bæredygtige forbrugsmønstre og en truende klimakatastrofe. Hos MORNING BELL fremtoner en evig budbringer-persona, en negativ profet, der rejser gennem tiderne for at vise os hvem vi er, og hvor vi er på vej hen – til skræk og advarsel. Musikalsk giver bandet deres egne særegne bud på en melodisk rock-musik med rødder i såvel heavy metal som 70’ernes progressive rock og alternativ rock fra 80’erne. Melodi og finesse er i centrum i kompositionerne, der med en bidsk melankoli leverer tonerne til de dystre forudsigelser”.

Førstehåndsindtryk: Slask, slas, slask, temmelig agressivt udlæg, godt med fart, fremdrift og smæk på. Så dukker vokalen op og er…. overraskende ikke-fjendtlig? Ret iørefaldende, kan godt  se 80’er fidusen i det. Men, det fanger mig måske ikke helt for alvor.

Efter flere lyt: Jeg ved ikke helt hvad det er jeg mangler her. Måske falder det bare ikke helt i min smag og får fat i mig. Der er ellers en masse positive elementer til stede. Sangen taber aldrig pusten eller mister fremdrift, heller ikke i nogle ret fede guitarpasssager, der dukker op som sangen skrider frem. Omkvædet er også ret catchy, kort men catchy… alligevel er jeg ikke helt revet med? Men jeg har svært ved at sætte en finger på hvorfor, bandet gør sådan set ikke noget forkert?

Så det grunder nok i den der personlige smag.

Konklusion: Ikke lige mig, men giv det et lyt hvis du er til velsmurt rock. Som single fungerer den upåklageligt.

Lucid Grave – “I Was A Devil”

Godess of Misery er titlen på det kommende album fra doom/stoner-rockerne Lucid Grave, hvis første single jeg anmeldte tilbage i Repeat #24. Pressematerialet er in english og om single nummer to lyder det:

“It is a song about abuse and the harsh consequences of growing up in an environment where those with the money can do what suits them. With an endless deep dark hole in your heart and an angry glow of fuck you, you raise your head high and look the devil in the eye”.

Førstehåndsindtryk: 7 ½ minut? Godt jeg har lavet kaffe! Uh, stemningsfuld indledning, mørket falder på. Er det en kvinde eller en mand der synger? Der næsten noget western feeling over det, mens solen går ned. Det lyder sgu da fedt, det her!

Efter flere lyt: Lucid Grave slipper rigtig flot fra at bygge en effektiv og knugende stemning op. Det er næsten helt filmisk, eller som noget fra et Red Dead Redemption spil soundtrack? Meget forbliver antydet, hvor instrumenterne kun lige markerer eller lægger en grundstemning, mens der efterlades masser af plads og rum, hvilket giver den der følelse af store, åbne vidder.

Der er også en ensomhed over det, hvor vokalen lyder meget alene og overladt til sig selv og dæmonerne. Og det er en kvindevokal, det bliver mere tydeligt som sangen sniger sig fremad… desuden hedder hun Malene, så…

Konklusion: Som single er den lang og kræver tålmodighed, men det er et fejende flot og gribende nummer.

Klaptrae – “Be My Love Act II”

“I Klaptrae dyrker vi at perfektionere det uperfekte. Her overlever de første ‘grimme’ optagelser stort set altid. Det minder mig om, hvordan sangen blev født, og hvor langt den er kommet”, lyder det blandt andet om Klaptrae. Det lyder jo dejligt… vagt! Vi er lidt udenfor vores normale stofområde/comfort zone her, da musikken betegnes som elektronisk, men også folket og drømmende, så vi springer ud i det…

Førstehåndsindtryk: Og så noget lidt andet! Det bliver lysere og mere spirende, men lyder pga. de “blandede” og manipulerede vokaler som noget der ikke helt hører denne verden til. Jeg føler en varme sprede sig i kroppen, på sådan en stille, rolig og behagelig vis. Det er her er i første omgang mere drømmende end elektronisk og virker ikke så langt fra vores dækningsområde, som først antaget.

Efter flere lyt: Det har det der “et eller andet”, det her. Det der gør, at jeg sagtens kunne forestille mig, at det kunne blive spillet på eksempelvis P6 Beat. Det er den tilpasse blanding af anderledes og mystisk, men samtidig stadig genkendeligt og ikke så skævt, at folk bliver hægtet af.

Der er noget både beroligende og dragende over Klaptraes drømmende univers. Nok til, at man bliver suget ind, men ikke helt forstår hvad det er der omslutter en. Det er en af den slags numre, der giver en fysisk reaktion når man lytter til det. Men også et der skaber farver uden at jeg helt kan beskrive hvilke farver der dukker op – hvis det giver mening?

Konklusion: Fascinerende single, som man ikke lige bliver klog på ved de første genlytninger. Men man vender gerne tilbage.

Syreregn – “Kan/Kan Ikke”

Det er ved at være noget tid siden, at vi sidst hørte noget fra Syreregn, der blandt andet har brugt tiden på en lille udskiftning i line-uppet. Vi har tidligere anmeldt beat/blues-rockernes udgivelser OCD og Skabt Værk Består, men det ligger altså nogle år tilbage i tiden. Ifølge presseteksten er bandet denne gang trukket i en lidt mere prog-rock inspireret retning, ligesom førstesinglen fra det kommende album gæstes af Stephan C. Krabsen på vokal.

Førstehåndsindtryk: OK, hvis den her enkle, repeterende rytme bliver ved i samtlige 6 minutter, så bliver jeg enten hypnotiseret eller sindssyg! Ah, pyha, der bygges lidt ovenpå efter 1 minut, vent, der var den igen! “jeg kan ik, jeg kan ik, jeg kan ik”, dub di dub, dub di dub, dub di dub, hov, psykedelisk proggy pause. Sateme effektivt, selvom man prøver på at gøre modstand!

Efter flere lyt: Det er et ret mærkværdigt nummer det her. Syret, særpræget, enkelt, komplekst, enerverende, super fængende, spaced out og nede på jorden. Jeg kan… lide det? På et tidspunkt i den ret flotte medfølgende video plugger vores alienlignende hovedperson en Syreregn vinyl direkte til hjernen ved at sætte jackstikket i knolden – sådan føles det også at lyttet til den her sang.

Du får den på hjernen, også selvom det i første omgang virker som om noget der ikke burde fungere. Men det gør det. Det er både den forbandede rytme, der er så enkel at det burde være ulovligt og så en samlet følelse af, at det her er… sjovt at lyttet til?! Måske er det ikke hensigten, men det her et sjovt nummer. Ikke som i “til grin” eller “barnligt”, men bare… sjovt?!

Konklusion: Jeg ka godt, jeg ka godt, jeg ka godt li den.

Where Did Nora Go – “I’m Still Here”

Det er ikke så lang tid siden, at jeg var omkring sangerinde Astrid Nora og hendes Where Did Nora Go projekt. Det var første single fra en kommende EP, der vel kan betegnes som en form for comeback efter en længere pause. Nora udsendte 3 roste udgivelser mellem 2012 og 2014, inden hendes tvillingedøtre blev født og hun helligede sig dem.

Nu er hun for alvor tilbage med en single som pladeselskabet skriver følgende om: “Vi synes selv at det er et gudesmukt nummer, som minder os om Anna Von Hausswolff. Vi havde tårer i øjnene da vi hørte det første gang, og håber at det også kan ramme andre”.

Førstehåndsindtryk: Hvor er Nora henne? Hun er her stadig! Så er det ude af systemet. Nå dadada, skal jeg fortrylles igen? Denne gang med boblende fløjtelyde og af Noras udtryksfulde vokal. Vent, er det en fløjte eller er den en form for orgel? Jeg får dog, trods det flotte lydbillede man præsenteres for, ikke tårer i øjnene.

Efter flere lyt: Det her er klart en lyttesingle, hvor der sigtes efter følelser og at fange lytteren med stemning og atmosfære fremfor noget “hittet”. Derfor er det nok også et nummer man lige skal være i humør til, eller, jeg skal i hvert fald. Ikke, at jeg dermed er afvisende eller upåvirket men, det er ikke en sang der bider på mig under alle gennemlytninger.

At det er flot udført skal der dog ikke herske nogen tvivl om, der er noget meget smagfuldt over musikken, der i høj grad fungerer som underlægning for Nora’s meget betagende og smukke vokal. Ikke smuk som i ren og poleret, der er noget smerte og lyden af et levet liv her. På den måde minder det mig en lille smule om Marianne Faithfull, uden at det på nogen måde knirker, knager eller lyder lige så hærget som hendes stemmepragt. Men stemningen den sætter mig i, når jeg bliver fanget, er beslægtet.

Konklusion: Endnu en flot single fra Where Did Nora Go, men også en der lige kræver de rigtige omstændigheder for helt at komme til sin ret.

Chorus Grant – “No Word For The Word”

Chorus Grant er også tilbage efter en pause, nyt album er ude, sammen med en single:

“Siden mine teenage-år har jeg kæmpet med at se verden igennem en lidt forvrænget linse. Uanset hvad som opfostrer dette kaos, så er resultatet et eksistentielt ubehag. Mit tankemylder, frygt og usikkerheder kan trænge ind i næsten enhver tanke, social sammenhæng, sang eller min hånds strøg på guitarens strenge. Angst kan skubbe dig tilbage ind i dig selv og adskille dig fra de ting, som du elsker ved livet. Ikke bare dine kære — men også lugte, synet og lyden af verden. Men for hver dag, der går, bliver jeg bedre til at gemme disse tankemønstre og min usikkerhed væk”.

Førstehåndsindtryk: Under 3 minutter! Sådan, vi kommer i mål med en single med singlelængde. Derfor lader det nu ikke til, at Chorus Grant skynder sig af den grund. Han tager det stille og roligt, i behageligt tøffe-tempo med dæmpet stemmeføring. Er det så ren kaffe latte muzak? Njah.. ej, men man kan helt sikkert godt drikke kaffe bag duggede og rengdråberamte vinduer til det her…

Efter flere lyt: Det er sådan en “pst, kom tættere på” sang… “nærmere”… “kom så herover hvor vi sidder og spiller og synger”. Gør man det, så er det en fin, lille melankolsk sag det her. Det er nærmest delikat og meget, meget “fint”, trods det den lidt dunkle og nedslående stemning. Det er tusmørke musik til de korte vinteraftener, hvor man bare har lyst til at rulle sig ind, pakke sig væk og gemme sig lidt for den kolde og sjappede verden udenfor.

Ned med pulsen, synke ned i egne tanker og lade Chorus Grant og hans rolige vokal danse stille omkring en. Skal du afreagere og have blodtrykket op, så er det ikke her. Her er der dømt mental afspænding.

Konklusion: Det er lidt et tilfælde af, at få meget ud af “lidt”? Det hele er meget diskret og nedtonet og alligevel føler man sig dejligt mæt efter små 3 minutter i Chorus Grants selskab.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lucid Grave, pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.