Dry Stick: Annualis Naturalis ★★★★☆☆

0
182
views

Dry stick er et nyt dansk ambitiøst americana projekt, der på første udspil, Annualis Naturalis, hylder naturen og årstiderne, på en bund af folk.

I 1725 forsøgte Vivaldi at sætte toner til de 4 årstider, og nu, 294 år senere, forsøger Dry Stick det samme, dog ikke med klassisk musik. Med udgangspunkt i folk indkapsler projektet årstidernes stemning, på 16 numre, der nuancemæssigt spænder bredt, og hvor man bliver budt alt fra rock over jazz til det mere poppede.

Og det er da også noget af en mundfuld Dry Stick prøver at gabe over, og projektet består da også, af en række garvede musikere. I forgrunden står Dry stick, aka. Kudre Haan, som tidligere har udgivet 4 albums som Homesick Hank, og har begået duetter med Bonnie Prince Billie og Mary Cauthier. Med sig på albummet, har han blandt andre Tobias “Texas” Lange, Peter Monrad, Klaus Møller, Michael Stern, Sara Indrio, Moogie Johnson og Camilla Munck, et yderst kompetent hold. Albummet er mikset af Mark Nevers, der tidligere har haft nallerne i Elvis Costello, Jason Isabell og Calexico, og mastering har Jim DeMain stået for.

Der er ikke sparet på noget i projektet, og og så cover art og det dobbelte vinyl album emmer af kvalitet. Så der er lagt i kakkelovnen til en musikalsk oplevelse af de større, men det er som tidligere skrevet, et ganske ambitiøst projekt, som, heldigvis kan man sige, holder vand. For der er, måske ikke overraskende, stor forskel på pladens indhold, det er kontraster der mødes, men Dry Stick formår, at holde snor i hele pivtøjet, via folk fundamentet, der aldrig svigter, på trods af forskelligt fyld på toppen.

Der er 16 skæringer på albummet, og en samlet spilletid på præcis 1 time. Man kan diskutere, om man med fordel kunne have skåret ind til benet, og nøjes med 12 sange, 3 i hvert kvartal, så årstid konceptet blev kørt fuldt ud.

Selvfølgelig ikke kun på dette grundlag, men primært fordi, at der på en lille håndfuld sange, mangler lidt kød og fylde. Eksempelvis “Sweet ’68”, “The Crying Prince”, det akustiske nummer “Midsummer”, som ikke rigtig gør en forskel, og falder lidt for langt fra den folkede tilgang. Og den klassisk inspirerede albumlukker “Valse Melancolique”, som jeg går udfra, er en tribute til Vivaldi – en fin tanke, men det virker en kende malplaceret på et folk-album. Alle er de fine skæringer, men samtidig fremstår de en smule tyndbenede i forhold til albummets øvrige indhold.

Og det er et album, med et højt bundniveau, og ikke mindst, en række gode sange førnævnte er oppe imod. “Where Do We Go” er eksempelvis intet mindre, end et rigtig godt folk-rock nummer, hvor sangskrivningen er lige i øjet, og de instrumentale lag, er afstemt til perfektion.

På “Gated Community”, hvor det lugter en smule af Band of Horses, er der skruet op for den elektriske guitar, sangen flyder derudaf, og bliver løftet op af et stærkt omkvæd. På “Your Past” og “Lost” er tempoet til gengæld trukket helt ud, og stemningen er noget mere dyster end på albummets øvrige sange, hvilket gør dem mere nærværende og oprigtigte, og det klæder i den grad Dry Stick, med denne tilgang.

Dog må jeg ærligt erkende, at jeg har umådeligt svært ved at høre de forskellige årstider og putte sangene i årstidskasser. Rent musikalsk er der selvfølgelig nogle sange, der er lettere i udtrykket, og mere sommerlig end andre, og nogle mere dystre og melankolske. Ja, der er tilføjet lidt fuglefløjt og andre lydeffekter, der understøtter og introducerer årstider, men det er også det, der understøtter konceptet mest. Så er der tænkt et flow i albummet i forhold til årstider, er det svært at fange.

På trods af dette, er Annualis Naturalis et stærkt, inderligt og oprigtigt album. Produktionen og fremførslen er i top og Dry Stick leverer et fornemt bud på skandinavisk americana.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.