RF ’18: Hvad sker der mon på Rising?

0
1735
views

Vi har været igennem de 4 festival dage, der for mange udgør hovedretten til Roskilde Festival, men der er også en indbydende forret: Roskilde Rising. Lad os kigge på, hvad der tilbydes her.

Roskilde Rising og de kunstnere der får chancen her, er jo på mange måder en del af hovedretten på Roskilde Festival for et medie som os. Mange af navnene er nogle vi i forvejen har et kendskab til i form af anmeldelser, singler eller andet, eller også er det nogen der er lige på trapperne med materiale.

Det er samtidig nogle navne, som vi gerne vil prøve at behandle som hovednavne. De får, mindst, lige så meget plads og opmærksomhed, som dem der er på den “rigtige” festival. Med til det hører så også visse forventninger, for man må jo kunne forvente et vist niveau, nu man er blevet booket til Roskilde Rising. Nogle af navene er nok også et sted i deres udvikling, hvor man sagtens kunne have forestillet sig, at de var “sprunget over” Rising og var røget direkte på selve festivalen. Men, sådan er det nu engang, og der skal jo også være nogle sikre kort, der kan levere varen og trække folk til.

Lad os kaste et blik på de enkelte dage.

Søndag d. 1/7

Bang, lige på og hårdt, fart på anmeldertype, første navn er sludge-metallerne Dirt Forge, der åbner Rising Scenen klokken 14.00. Det var da lige på og hårdt, må man sige. Vi har anmeldt to udgivelser fra trioen, først den gustne og noget upolerede EP Ratcatchers, som jeg egentlig synes var meget lovende, men måske ikke pegede hen imod det der ventede. Bandet udsendte nemlig et forrygende debutalbum, Soothsayer, for lidt over et år siden, hvor alt bare havde fået et løft i forhold til EP’en.

Sangskrivning, tekster, melodierne, lyden, produktion, hele pakken. Jeg vil ikke sige, at det var ud af det blå, men alligevel ganske imponerende hvor meget trioen var vokset og havde forfinet udtrykket, på så relativt kort tid. Kommer det til, at fungere i dagslys, som første navn og på en plads, hvor alle gæster endnu ikke er ankommet, eller har fundet hovedet efter gårsdagens ankomst? Det er et af de jobs, som viser hvor meget hår man har på brystet!

For de pop-interesserede skylder jeg lige at nævne, at semi-hypede Jada spiller på Apollo samtidig.

Klokken 15.30 er det tid til en af de her klassiske “hvor finder de dem henne?” bookinger, denne gang har de været på udkig i Norge, via London, hvor Anna Lena Bruland har base. Hun spiller skrabet indie, under navnet Eera, med sådan lidt halv-dvask, lys og svævende vokal. Det lyder sgu meget godt, bedømt ud fra et par smagsprøver på Spotify! Og noget af en kontrast til Dirt Forge, men det er jo en del af charmen ved Roskilde.

Så skal vi til Afrika (det land som alle børn kender) via Smilets By, når Addisabababand klokken 17.00 indtager scenen med deres bud på en omgang smittende afrobeat. Jeg har anmeldt en enkelt plade fra gruppen, hvor de nåede omkring alt fra afrikanske rytmer over free jazz og psykedelisk rock, til funk. Det var faktisk rigtig vellykket, så mon ikke de får gang i de stadig friske dansefødder foran scenen? Clarissa Connelly, hvem er nu det? Nå, hun er dansk, OK, og spiller i følge programmet “electronic music meets avant-pop”. Det kunne jo lyde som lidt af en mundfuld til aftensmaden klokken 18.30, men, de numre jeg har hørt, blandt andet “De Novo”, lyder lidt hen ad… Enya? Lad os kalde det dagens wild card!

Næste band er der ikke meget wild card over, klokken 20.00 er det Alcabeans tur, og da ved jeg cirka hvad jeg får. 90’er inspireret alt-rock/støj og lidt gazing i moderne indpakning. Jeg var godt tilfreds med deres første EP, Real Time Fiction, og synes de havde forbedret sig over stort set hele linjen på opfølgeren, Head Down, der udkom tidligere i år. Så meget, at jeg kækt skrev afslutningsvist, at ” Jeg begynder sgu at kunne mærke og tro på hypen, så, er det ikke Roskilde Rising der kalder til sommer??”. Bingo.

Og vi forsætter bare derudaf med bands jeg tidligere har anmeldt, og i dette tilfælde skal vi virkelig derudaf. Svenske Sista Bossen har fået primetime spilletidspunktet klokken 21.30. Det skyldes nok både, at der næsten altid er garanti for, at der er mennesker ved scenen på det tidspunkt, så et “ukendt” svenske band ikke spiller for en tom plads, Og, at det her er et band der med sin musik og liveenergi virkelig kan trykke den af. Højoktan punkrock, lige i dit ansigt!

Dagens sidste navn er en anden kær, gammel kending, nemlig black ‘n rollerne Slægt. Og det er her jeg trækker “de burde have spillet på Pavilion” kortet. Jeg synes både de er mere end klar og havde i høj grad fortjent det, og det er ikke for, at negligere de andre Rising navne. Men Slægt har allerede spillet et hav af koncerter, også temmelig højtprofilerede jobs, både på egen hånd, som support og på eksempelvis Copenhell sidste år. Nå ja, og været nomineret til en Steppeulv for det mesterlige album Domus Mysterium, som jeg får lyst til, at smide på lige nu, bare ved at skrive titlen (den er forresten ikke på Spotify, så på playlisten nederst er der et helt gammelt Slægt nummer med). Det skal heller ikke forstås som, at Slægt burde være for fine til, at spille på Rising, overhovedet ikke. Om ikke andet, så kan de jo så lige vise campingpublikummet, hvordan man gør det.

Vild åbningsdag på Rising alligevel, samtlige navne er nogen vi kan/vil dække, så jeg får da dejligt travlt #anmelderlågsus

Mandag d. 2/7

Efter at have brugt formiddagen på, at glemme at spise morgenmad, brokke mig over kaffe-forholdene i mediebyen og skrive, skrive, skrive, så er det igen med, at få parkeret anmelderbussen (vi vil forresten gerne bede om en golfvogn, hvem kan man rette henvendelse til?) foran Rising klokken 14.00. Folk-sangerinden Gurli Octavia, et navn der lyder som en bondepige med rødder i Ansager, har allerede fået diverse medier til at summe med forventninger det seneste års tid. Det virker også ganske fortjent, ud fra mit stadig begrænsede bedømmelsesgrundlag.

Den rolige start på dagen forsætter med et stille svensk islæt klokken 15.30, hvor der er blød americana/soul fra Albin Lee Meldau. Han er “mesmerising” i følge programmet, i anmelder sprog betyder det “lidt pæn og kedelig, noget til de følsomme”. OK, nummeret “I Need Your Love” lyder faktisk ret kompetent, og også som et eller andet jeg har hørt på P6? Hmm.. hvad faen er det det mindre mig om. Nå, det er dagens wild card, bliver det kedeligt eller tryllebindende?

Hvis det foregående var en 50/50, så er der nok kun en 50 % chance for, at det er 50/50 om jeg vil synes om Kippenberger klokken 17.00. Den tidligere The Floor Is Made Of Lava frontmand er nu på egen ben og har kastet sig over en mere electro-pop/rocket lyd, med danske tekster. Det første lyder i bedste fald som en lidt halv-stiv udgave af Depeche Mode og sidstnævnte har jeg indtil videre ikke fundet meget værdi i. Jo, som dårlig underholdning. “Op og ned i Showbiz” er nok den single jeg hadede aller mest sidste år, jeg synes kort og godt den lyder rædselsfuld. Var det virkli’ hva’ det ku’ bli’ til? Så må jeg vælge, gå en tur eller mande mig op og forsøge, at være objektiv #denobjektiveanmelderfindesikke

Rome Is Not A Town (jo det er!) er næste navn på scenen, det er klokken 18.30, at vi skal have en omgang forvrænget svensk guitar. De hylende og stressede instrumenter ledsages af en vokal, der veksler mellem det døsigt cool og presset vrælen. Very 90’s chic I must say. Det lyder sgu meget fedt det her, lige til at sætte gang i fordøjelsen ovenpå aftensmaden? Hvad er der egentlig at spise i det nye Rising område? Og det er med, at fordøje i en fart, for næste navn er bevægelsesaktiverende Luster, der spreder opdateret 80’er glæde på open air dansegulvet klokken 20.00. Der er allerede en del buzz og hype omkring Luster, så det er en af de der “fang dem inden de muligvis bliver store” bookinger. PS: de var rigtig gode på Midsommer Festival.

Kontrasten kunne næsten ikke være større, når grumme Cabal lader mørket falde tungt over Rising klokken 21.30. På en eller anden måde er det ondskabsfulde deathcore/djent/black band endt i primetime, hvor det nok er meningen at de skal kyse livet ud af nogle unge Breezer bros foran scenen. Jeg var ikke så skræmt, eller overvældet, af deres debut-EP Purge, men synes de var ved, at have fat i noget der kunne blive rigtig godt og ondt i sulet på debutpladen Mark Of Rot, der udkom tidligere i år. Det bliver spændende at se, hvordan det her fungerer live.

Dagen lukkes ned klokken 23.00 af den svenske duo Pale Honey, igen noget af et spring i genre. Fra mørke i det sidste aftenlys til musikalsk lys i det tiltagende aftenmørke. Pale Honey har allerede fået en del airplay herhjemme, ikke mindst med deres meget vellykkede ABBA fortolkning, “Lay Your Love On Me”. Men jeg synes nu sagtens, at deres egne numre kan stå distancen. Også i en grad, så man kunne argumentere for, at de er dagens “de burde have spillet på Pavilion” navn.

Sådan blev det ikke, og endnu en lang og spændende dag foran Rising Scenen bliver lukket ned, af et navn der i hvert fald ikke burde falde igennem. No pressure!

Tirsdag d. 3/7

Da jeg i første omgang skimmede spilleplanen var der ikke mange navne der sprang i øjnene på denne Rising dag, eller fik de små klokker til, at ringe. Så umiddelbart tænkte jeg, “fedt, så får jeg en lidt rolig dag og kan fede den lidt”, eller måske få et interview eller to i kassen, stille og roligt. Så kom jeg til, at nærstudere navnene lidt… *sigh*. #anmelderudånding

Vi lægger ud klokken 14.00 med hvad der beskrives som “meditativ popmusik” fra færøske Konni Kass, et band med Kass’ flotte vokal i centrum. Det er i den lidt “slumrende” ende, nå ja, eller “meditativ”, så helt klart en rolig start på dagen. Så må vi håbe på godt vejr, så de bløde og svævende toner ikke regner eller blæser væk! HOLM, nej, det er ikke Jensen fra Olsenbanden der råber efter en medarbejder, men Mikkel Holm Silkjær, der indtager scenen klokken 15.30. Han huserer også i post-punk bandet Yung, der ligeledes har været en tur omkring Rising tidligere. Nu har han kastet sig ud i et lo-fi soloprojekt, og får lov til at prøve kræfter med Roskilde på egne ben.

And now to something completely different. Klokken 17.00 skal pulsen op og hjernen rystes af norske Maraton, der løber distancen i højt tempo. Pisket frem af en blanding af metal, storladen rock og proggede afstikkere. Er det mon noget en halv-gammel anmeldertype, der allerede er blevet bombarderet med musikalske indtryk kan rumme? Indtræffer der et massivt kredsløbskollaps, så kan man måske reddes klokken 18.30 med noget guitarpop fra norske Jakob Ogawa, der har en EP ude der hedder Bedroom Tapes. Det er vel en form for hint i forhold til stilen?

Klokken 20.00 får vi dagens wild card for mig i form af danske Lød. De spiller “Hypnotic kraut/post-punk from the Copenhagen underground”, ifølge programmet. Det vil jeg enten elske, eller elske at hade, dømt ud fra den definition! Burde man lytte lidt til det inden, eller lade sig overraske på dagen, jeg ved ikke helt hvad der er bedst? Deres debut er allerede udsolgt hvad det fysiske format angår, så hvis man tør smage på Lød inden, er det ovre på bandcamp.

Marshall Cecil er, trods navnet, et dansk band, men navngivet efter det navn som forsanger Daniel Abraham’s far oprindeligt ønskede han skulle have. Med det på plads kan vi kigge lidt på, hvilken slags musik der venter i primetime klokken 21.30. “Alternative, transcending pop music”, jeg elsker de der Roskilde beskrivelser af kunstnerne #buzzingbuzzwords, men hvad er det så mon? Hmm, ja… der er nogle elektroniske strømninger, noget der minder lidt om hip hop beats men også en alt-rock vibe og noget overordnet lidt fjernt og svævende over det. Måske er det her i virkeligheden dagens wild card?

Rising Scenen lukkes og slukkes i år af Tan, der er eneste navn denne tirsdag som jeg tidligere har hørt lidt om! Det var i forbindelse med noget Vegas Udvalgte, hvis jeg ikke husker helt forkert. Det vil sige, der er allerede en form for buzz og undergrundshype derude, i en eller anden størrelsesorden. Electro-duoen falder måske lige lidt udenfor vores normale dækningsområde, men det er jo festival. Men, der er også Iris Gold på Apollo samtidig, det kunne godt lokke mig over til den scene for første, og sidste, gang under warm up dagene.

Puha, der er da nok at gå i gang med, hvis man ikke allerede havde nok at sætte sig ind i af navne på den “rigtige” festival. Det er jo den rene gavebod!

Jeg glæder mig til endnu engang at se hvad det egentlig er Roskilde har fået sat på plakaten. Nogle Rising navne kender jeg ret godt, andre er lige nu temmelig ukendte for mig, men i sidste ende ved man det først når musikken spiller. Og husk, det gør den altså allerede fra søndag middag, så kig forbi Rising – nu med ny placering oppe i det gamle skate-område!

Så… jeg kan ikke få lov til, at kigge på Eat Beer skiltet i Service Center West i 3 dage og overveje om det er i år jeg skal give det et skud?

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.