Copenhell ’18: Reportage & anmeldelser, lørdag d. 23/6

2
990
views
Foto: Sebastian Dammark / @idoconcerts

Gement cykeltyveri, personlig deroute, invaliderende hovedpine og genopstandelse! Musik var der også, hvor Jakob Stegelmann fik en heltemodtagelse sammen med Aarhus Symfoniorkester, Steel Panther som ikke faldt igennem på Helviti, et vredt Kellermensch på Hades, habil hygge med W.A.S.P. og en lidt ujævn omgang Helloween. Og så var der Igorrr… årets koncert?

Kære cykeltyv: jeg håber du kørte i havnen på vej hjem fra Refshaleøen på MIN fucking cykel. Ja, det kan virker voldsomt, men jeg mener det. Da jeg dukkede op lørdag middag, efter at have ladet cyklen stå, låst til et hegn, pga. lidt for mange øller til, at cykle forsvarligt i mørke fredag aften, var den pist væk. Så røg min hjemtransport, for det første. Men, det er mere end det. Det er mit daglige transportmiddel på job, jeg følger ungen i skole på den og nu skal den erstattes i en fart – hvilket smadrer mit Roskilde budget. Så tak for lort, dit egoistiske møgsvin, dø i smerte!

Nå, men en god omgang indebrændt galde, boblende vrede og frustration på kogepunktet er jo et glimrende udgangspunkt for, at anmelde nogle bands. Hvem vil slaaaagtes, tilbud på non-tolerance for noget som helst anmeldelser! Så jeg trampede rasende og svedende ind på pladsen på udkig efter nogle ofre, men, med en lidt forsinket ankomst efter en tur igennem det offentlige helvede, var der ingen musik i gang ved 14-tiden. Satans. En overpriced fadøl hjalp ikke meget, ej heller to smøger røget i rap, kill kill kill.

DØØØØH DØØØH, DØHDØHDØHDØH DØØØH, pludselig bragede temaet fra Star Wars ud fra Helviti, under symfoniorkesterets lydprøver, til voldsom begejstring for det allerede talstærke publikum. Det ramte et eller anden inden i den blodtørstige krop, tog lige toppen af trangen til, at slå et eller andet levende ihjel (måske bare en bille, eller noget!)… måske kunne dagen reddes?

Foto: Sebastian Dammark / @idoconcerts

Jakob Stegelmann & Aarhus Symfoniorkester ★★★★★☆

Der var nok to lejre inden (og muligvis også efter) koncerten, enten synes man det var en dejlig idé, og noget anderledes, eller også syntes man, at det ikke hørte hjemme på Copenhell, og får sat “alle” metalfans i bås, som nogen der elsker computerspil, tegneserier og lignende. Well, don’t you??

Jeg hældte mod den første mening inden forestillingen, og synes egentlig lidt modargumentet om, at det på en måde får sat metalhoveder i bås er noget pjat. Så er alle metalhoveder også fans af piratmetal, nogle primitive drengerøvs-sleazeheads eller onde satanister bare fordi Copenhell har booket Alestorm, Steel Panther eller Satyricon??

Hvis du mødte op og tog det for hvad det var, en hyldest til ting NOGLE metalfans også dyrker (eller har dyrket), et forsøg på, at skabe en samlende oplevelse for dele af publikum der har en fælles reference i Troldspejlets univers og en påmindelse om, at symfonisk/klassisk musik på nogle punkter er en forfader til metallen – så gik du ikke forkert. Faktisk endte det med, at blive netop en samlende og smittende oplevelse, der fik smilene frem og gang i stemmebåndene, og fik vist, at metal med selvironi ikke behøver være plat og “ødelægge” metallen.

For christ’s sake, folk lavede circle pits, wall of death til Darth Vaders “Imperial March” og crowd surfede i “flyvende Superman” stilling, da orkesteret spillede temasangen fra Donner Superman-filmen af John Williams. Hvordan kan man ikke elske det? JO, du kan sige, at det er at tage pis på metallen og dens ritualer, men, det er ritualer der består i, at løbe ind i hinanden, eller i cirkler, og blive båret op mod scenekanten og dumpet over et hegn. Det er, på papiret, ret tumpet og underligt i forvejen, så jeg tænker ikke det ødelægger noget, at man gør det i mens et velspillende symfoniorkester arbejder sig igennem sangen fra Super Mario Brothers, der har flere breakdowns og retningsskift end et opstemt emocore band.

I går nævnte jeg, hvor store problemer jeg har med, at sluge “nostalgi”. Det her var, selvfølgelig, et eller andet sted båret af nostalgi og at vække nogle gode minder fra ens barn- og ungdom. MEN, for det første var præsentationen og indpakningen ny og anderledes, sådan her jeg i hvert fald aldrig fået Troldspejlet serveret, og hele pointen var en tidsrejse, præsenteret på en ny måde, og ikke et band der stod og serverede deres slidte hits på autopilot. Så jeg sænkede paraderne.

Og så var det også en uofficiel helgenkåring af Jakob Stegelmann, der blev modtaget som en halv-, hvis ikke hel-, gud og omfavnede situationen med den helt rette blanding af ydmyghed, glimt i øjet, seriøsitet, humor, viden og myndighed. Helt pasende hyldest efter, at symfoniorkesteret og en medlevende dirigent, der virkede lige så glade for at se os, som omvendt, havde indledt med Strauss’ “Also Sprach Zarathustra”.

Hos vores alles onkel Jakob er man i gode, sikre hænder. Det gav koncerten et lidt ujævnt flow, at der ofte kun blev spillet et enkelt nummer, måske to, før rammen skulle sættes på ny. Om den så var DC vs Marvel, farligheden ved videofilm og computerspil, eller en liveopførelse af musiksiden til et helt Tom & Jerry afsnit. Men, Stegelmann var generelt så god igennem sin trådløse hovedmikrofon, at man lige så gerne bare lyttede til ham forsvare alt det farlige, forbudte og nedbrydende for ungdommen, som forældre og eksperter gennem nyere tid har himlet op om. Det gælder også metalmusikken, i høj grad.

Vi kom omkring Batman, Spiderman, Indiana Jones (den helt Stegelmann helst ville være, ud over sig selv!), Star Wars, Griegs “Troldkongens Slot” og, som nævnt, Tom og Jerry. Ud over, at John Williams’ bombastiske filmscores og temasange virkelig tager kegler, også live når folk står og nynner med som var der intet imorgen, på Indiana Jones, så var Tom & Jerry eksperimentet et af højdepunkterne. Stegelmann opfordrede til, at man prøvede at lukke øjnene og visualisere det pågældende afsnit for sig, med den gule kanariefugl, indianere, en hæsblæsende kamp mod tiden med Jerry bundet til skinner, hvor Tom har i sinde, at køre ham over med modeltoget osv., og det virkede sgu. Med lidt practical effects, som tallerkner der blev smadret, og spredte “Tom” skrig, kunne man sgu næsten se afsnittet rulle over ens indre skærm.

Har man intet forhold til Troldspejlet, så var der om ikke andet musikken at nyde, den burde de fleste have et eller andet forhold til. Er man, som undertegnede, en der har været kernepublikummet, så var det her nostalgi done right. Også selvom jeg, som Stegelmann med bævrende stemme beklagede sig over indledningsvis, er en af dem der er holdt op med, at se Troldspejlet – så måtte han jo komme til os! Det er ikke det samme som, at det er glemt. Tak for den opløftende krammer jeg lige stod og trængte til, Jakob, og tak for 30 års kamp for, at formidle alt det farlige og skadelige. Eksperimentet var en succes.

Foto: Sebastian Dammark / @idoconcerts

Defecto gik i gang straks efter, og der er faktisk en slags sammenhæng her, i det metalbandet også har en symfonisk side, der trækker på nogle af de ting vi lig havde lagt ører til på naboscenen. Jeg stod dog og fik mig en ordenlig krise som koncerten blev braget i gang, og tror altså ikke, at det var Defectos skyld. Aner ikke om det var svært forsinkede tømmermænd fra dagen før, et eller andet jeg havde spist, eller faresignaler om et lurende kredsløbskollaps. Hvorom alting er, så fik jeg det så skidt og stod og dinglede, at jeg først fandt et hegn, at læne op ad og dernæst måtte søge mod bakken for, at sidde lidt… og så ligge lidt ned. Damn, på randen af komplet sammenbrud!

Og det tog satme tid, at komme på dupperne igen. Vand blev indtaget, men en dundrende hovedpine fik boret sig fast i tindingen, mens Defecto spillede færdig og Steel Panter gik i gang.

Foto: Sebastian Dammark / @idoconcerts

Steel Panther ★★★★☆☆

Ja, så den her koncert blev altså “overværet” siddende/delvist liggende, så bestemt ikke optimale forhold og burde nok egentlig ikke anmelde. Men, jeg vil sige, at i forhold til mine forventninger og fordomme, hvor jeg har fået kaldt det årets spild af penge booking, så overraskede de mig positivt! Som jeg lå der og kæmpede for overlevelse… OK, nok kunne jeg ikke se så meget, men det var måske ingen skade til, for så kunne jeg lytte og ikke bliver distraheret af fidusmagernes kitchede udklædning.

Og Steel Panther ER fidusmagere og et band i udklædning, det er nærmest en del af deres gimmick: “heavy metal glam/sleaze fans, som elsker genrerne, har dannet et band der slår plat på dem, men på samme tid er én stor hyldest”. Det er næsten meta…

Har man oplevet bandet før, så har man nok hørt det hele leveret på nøjagtig samme måde tidligere. Det virker som et fuldstændig indstuderet show, med små skits og ping-pong mellem bandmedlemmerne mellem numrene, der nok virker scripted, men faktisk bliver leveret så skarpt, at det ikke falder helt til jorden. Nok bliver pik og patter universet hurtigt lidt ensporet og forudsigeligt, men, igen, det er en del af deres gimmick. Så kan de altid sige, at det bare er for sjov og gas, hvis nogen bliver stødt over materialet. Men sofistikeret er det godt nok ikke.

Det er musikken heller ikke, det er lyden af Sunset Strip og dens sleazy bars op gennem 80’erne, men nu er Steel Panther jo ikke et coverband, de stjæler blot med arme og ben. Og det gør de faktisk ganske godt, for isoleret set, og uden at tænke for meget over deres low brow mandehørmstekster, så er en del af numrene faktisk ret fængende, om man vil indrømme det eller ej. Så jeg tog mig selv i at sidde/ligge der og vugge med til tonerne af numre med flotte titler som “Going In The Backdoor”, “Asian Hooker”, “Poontang Boomerang”, “Glory Hole” og Girl From Oklahoma”.

Måske var det min skrøbelige og elendige tilstand der slørede mit sind, men jeg hadede det ikke og det lød som om publikum havde sig en eftermiddagsfest. Det skal der også være plads til.

Og SÅ fik jeg hevet mig selv op ved rødderne og vaklede over til Hades, hvor Kellermensch stod klar kort tid efter.

Foto: Sebastian Dammark / @idoconcerts

Kellermensch ★★★★★☆

Sidst jeg oplevede Esbjerg-bandet var på Arena, på sidste års Roskilde Festival, hvor jeg var lidt lunken overfor det hele. Bandet fyrede den tydeligvis af på scenen, men jeg synes ikke det forplantede sig ud i publikum meget ud over det forreste par rækker. Og så havde jeg sådan en fornemmelse af, at jeg havde set det hele før fra bandet og det bare ikke rigtig fangede mig. Måske havde jeg bare en dårlig dag?

Anyway, Kellermensch gjorde egentlig, på mange måder, “som de plejer”, på Hades, men udskejelserne ramte mig meget mere i denne omgang. Det var også som om, at Kellermensch lige virkede et hak tungere og vredere end ellers denne eftermiddag, måske fordi de var klar over, at de var lidt i fremmede omgivelser? Ikke, at jeg synes at bandets musik ikke passer ind i Copenhells, trods alt, ret brede profil, men det er nok et band en del ikke ville forbinde med et navn, som burde spille på festivalen. Eller hvad?

Kellermensch beviste fra start deres berettigelse med en desperat og eksplosiv version af Neil Youngs “Don’t Let It Bring You Down”, som bandet har haft på sætlisten on/off siden jeg så dem første gang for omkring 10 år siden. Den har de nærmest fået gjort til deres egen i en voldsom og faretruende udgave. “Rattle & Bones” blev leveret intenst og sammenbidt, som om Kellermensch ønskede, at sætte en tyk streg under, at de er olme nok til, at passe ind på Refshaleøen.

“Mediocre Man”, fra nyeste album Goliath, lød også ekstra bister og med godt med tyngde, med frontmand Sebatian Wolffs velkendte forpinte, udkoksede, desperate og vrede vokal som højdepunktet, indtil nummeret blev lukket ned med en virkelig fed outro. Så var jeg satme ved, at være back in the game, baby!

Det samme kan siges om Kellermensch, der blot synes at blive mere og mere sydende, boblende, arrige og pisset af som koncerten skred frem på dette tidspunkt. Altid forrygende “Black Dress”, fra debutpladen, blev leveret i en af de bedste, og mest vrede, versioner jeg kan mindes, at have hørt fra deres side. Hold da kæft, mand, de var ikke kommet for, at danse! Det vil sige, hvad det end er det Wolff foretager sig på scenen kan kategoriseres som, så er det ikke dans, eller? Han stormede, som vanligt, hvileløst rundt, som et vilddyr fanget i sit eget fængsel, som han forsøgte, at bryde ud af. Det er nærmest som om han momentvis ikke kan være i sin egen krop, og er ved, nå ja, at gå ud af sit gode skind.

Ned på knæ, op igen, rage og vakle rundt, i mens han udviste sin obligatoriske foragt for sin mikrofon og guitarens ve og vel. Hen imod slutningen af en vanvittig tuuuuung og opulent udgave af gode, gamle “The Day You Walked”, blev Wolff så eksalteret og gejlet op, at guitaren blev TYRET op i luften og hen af scenegulvet. Det er også set før i forskellige varianter, men her virkede det virkelig som en spontan hændelse, der også kom lidt bag på ham selv, som om han blev fuldstændig grebet af øjeblikket. Stakkels guitar, dens hårde dag med fysisk afstraffelse på jobbet var slet ikke overstået.

“Pain of Salvation”, min favorit fra den nyeste plade, tog ligeledes kegler, men det var et gammelt nummer mod slutningen af sættet, der blevet baldret ud af scenen med et imponerende lydtryk, der blev dagens overraskelse. “All Time Low”, det er sgu da vist ved, at være nogle år siden jeg har hørt den, men et kærkomment genhør! Den mere roligt flydende og skvulpende “Lost at Sea” lukkede det potente sæt ned på måske lidt stenet manér, men, Wolff og kompagni var, heldigvis, ikke færdige.

“Bad Sign” byggede langsomt op igen, vi var der ikke helt endnu, men så ramte den tramperockeren “Army Ants” for fuld udblæsning, den virker sørme endnu. Inden “Moribound Town”, helt som forventet, lukkede koncerten ved, at bandet rev hele lortet ned. Den ender altid i et bølgende, brusende og hærgende kaos, hvor det hele er faretruende tæt på, at falde fra hinanden, Wolff der kokser komplet ud på scenen og giver det sidste, og et band der vrider og flår de sidste toner ud af instrumenterne, mens forsangeren er væltet ud bagved.

På den måde var det hele lidt som det plejer og skulle være, men det er ved, at være lang tid siden, at jeg har FØLT Kellermensch under en koncert på denne måde. Måske dagsformen? Selvom jeg startede koncerten med en krise, hmmm… Helbredt af kældermennesket??

Nå, det er da allerede ved, at blive lidt langt i spyttet det her, må hellere begrænse mig lidt så det ikke stikker helt af. Men, jeg trissede over til naboen, Helviti, hvor W.A.S.P. var næste attraktion i solskinnet.

Foto: Sebastian Dammark / @idoconcerts

W.A.S.P. ★★★☆☆☆

Bandet, med legendariske (det må man vist godt kalde ham) Blackie Lawless i front, har efterhånden 36 år på bagen og kun Lawless som eneste tilbageværende originale medlem. Og en liste over tidlige medlemmer så lang, at det nærmer sig Suicidal Tendencies niveau, ah, OK, ikke helt…

Lead guitaristen, Doug Blair, iklædt forbløffende stram lædertop, har dog en vis anciennitet og har været med siden 1992. Så skulle man også tro, at han vidste bedre, eller måske er det netop fordi han tilhører en ældre generation, at han havde en lidt usund forkærlighed for lange guitarudflugter. Det var lige ved, at kamme helt over allerede i “L.O.V.E. Machine” relativt tidligt i sættet, der allerede føltes lige på grænsen af for lang, uden at man havde behov for to, lange, soloer fra Blair. I det mindste kunne han da spille, lyden gik godt igennem og han vidste hvor han ville hen med dem, men, less is more…

W.A.S.P. er i det hele taget lidt en sjov størrelse. Bandet er dannet i ’82 og falder på den måde lidt mellem to store perioder i rockhistorien. Thrash/speed metallen og sleaze rock var først lige ved, at dukke op og tage over, punken og den oprindelige glamrock ved, at have udspillet deres relevans. W.A.S.P. er sådan lidt af det hele, men også 80’er heavy rocket og lidt motorcykel metalliske. Måske derfor, at de aldrig blev et af de største navne på scenen? De trak også en broget skare foran Helviti, der nok var alt for stor en scene for dem. Nogen kom, nogen gik, nogen snakkede og andre var tydeligvis dedikerede fans.

Jeg synes bandet lagde stærkt ud, især Lawless, der ligner en der ikke har holdt sig tilbage i tidens løb, hvad diverse fristelser angår, fik hurtigt sunget sig varm. Hans stemme var faktisk, alt taget i betragtning, overraskende solid og med kraften indtakt. Men, som sættet skred frem tabte jeg lidt pusten og endte med i lange perioder bare, at stå… og stå.. og kigge på et band, der fræsede igennem deres sætliste, helt som de plejer, cruise control slået til, ingen udskridninger og ingen udsving. Men bestemt med et fint bundniveau.

Først mod slut kom vi for alvor op i omdrejninger igen. Først med bandets nok største hit, den smittende og iørefaldende “Wild Child”, der bare er som skabt til, at blæse ud over The Strip, eller som soundtrack til en tur med godt med vind i håret ud af en øde landevej. Dernæst blev ballet lukket på sikker vis med “I Wanna Be Somebody”.

Ikke dårligt, ikke vildt godt, en fin koncert lige ud af en jævn landevej.

Så var jeg på jagt efter noget der på ingen måde lugtede af guitarsoloer og det skulle vise sig, at man kunne finde det er kvarters tid senere på Pandæmonium.

Foto: Sebastian Dammark / @idoconcerts

Igorrr ★★★★★★

Var det her den bedste koncert jeg nogensinde har set? Var det den bedste koncert på årets Copenhell? Var det overhovedet en “god” koncert i almindelig betydning? Nej, nej og det sidste spørgsmål lader sig vanskeligt besvare. Men hvorfor så en topkarakter?

Det var enten det, eller slet ingen, for en oplevelse der var så radikalt anderledes end hvad man sædvanligvis bliver budt på. Det var mærkeligt, helt eller delvist uforståeligt i flere perioder, dybt originalt, fremmedartet, fremmedgørende, sært dragende, overrumplende, komplet vanvittigt, fuldstændig gennemført og kompromisløst og ikke mindst alligevel med en eller anden form for indre logik.

Setuppet bestod af en fyr på noget laptop-ræs i den ene side af scenen, en trommeslager af kød og blod på den anden side. Forrest et dansede, spjættede, væltende rundt og opera-syngende besat fruentimmer og “projektets” egentlige bagmand, og eneste medlem (tror jeg?), Gautier Serre, et fransk muskelbundt i fuld krigsmaling. Hvad. Er. Det. Her?!

Musikken er lige så sammensat og mærkværdig som persongalleriet, det er næsten en umulig opgave, at beskrive det, det skal høres for, at det helt kommer til sin ret. Men, forestil jer et konstant udviklende og foranderligt sammenstød mellem elementer af black, død, balkan/tribal rytmer, dubstep, opera, kunstmetal, toner der nærmede sig jazzet ballet og alt muligt andet. Klippet i stumper og stykker, sat sammen i underlige, forvredne og kantede “figurer”, med vilde overgange og breakdowns, så man aldrig kunne forudse, hvor vi skulle hen. kort sagt fuldkommen overrumplende og uforudsigeligt.

Men spillet, leveret og fremført med usvigelig sikkerhed og vildt tight timing. Man skulle ellers mene, at der var nok at holde styr på. Det kunne sagtens været kollapset under sin egen vægt og det voldsomme ambitionsniveau, men, det virkede ikke et sekund som om, at der ikke var total kontrol på scenen.

Var det en art performance kunst, en form for eksorcisme, en overgangsrite, fødsel, død og genopstandelse. Var det flere små historier eller var der et længere, samlende narrativ, jeg har rent ud sagt ingen anelse, men jeg har aldrig oplevet noget lignende. Og lige når man var blevet hylet ud af den, blev der skiftet retning og et eller andet hev en tilbage i forløbet. Forbløffende, frastødende og helt forrygende.

Foto: Sebastian Dammark / @idoconcerts

Og så til noget radikalt anderledes som afrunding på Copenhell for mig i år, jeg var sgu ved, at kunne mærke den noget hårde start på dagen i krop og sjæl, samt tre dages overforbrug af musik. Jeg skulle dog lige se hvad powermetal veteranerne Helloween havde at byde på, på Helviti.

Jeg holdt ikke hele koncerten, så vi uddeler heller ingen stjerner, men det var alt i alt en lidt svingende oplevelse, de 45 minutter jeg holdt ud. De kom stærkt fra land, med to frontmænd på scenen, hvis skærebrændervokaler klædte hinanden godt, mens bandet fyrede en solid heavy metal bredside af. Taget i betragtning, at bandet var et hovednavn, på festivalens største scene en lørdag aften, så virkede fremmødet måske lidt magert. Og ud over de forreste rækker virkede stemningen også lidt mat.

Helloween er et af den slags bands, som jeg mest kender af navn, og et par spredte numre, men deres historie, bagkatalog osv. er ellers et sort hul for mig. Så jeg opgav også, at holde styr på bandmedlemmer, forsangerne og hvem der var med i bandet hvornår og hvordan. Men, Kai Hansen fik jeg fat i hvem var, ham kunne jeg også godt lide bag mikrofonen, selvom han vist mest styrer guitaren nu? Er der forresten lige så mange guitarister i bandet som vokalister??

Nuvel, de kom godt fra land med “Helloween” og “Dr. Stein”, “If I Could Fly” synes jeg var lidt en halv-fesen størrelse og så gik det sådan jævnt godt med Hansen bag mikrofonen i noget der mindede om et medley med flere numre, inden jeg så småt begyndte at tjekke mentalt ud under “Power”. Jeg tog “No More Tears” med, og så begyndte mine ben på forunderlig vis, at trække mod venstre og stille og roligt fører mig væk fra scenen, rundt om hjørnet og ud mod udgange og porten til virkeligheden.

Foto: Sebastian Dammark / @idoconcerts

See you next year, som der står på porten når man bevæger sig ud ad. Joooh, det gør vi jo nok. Men lige nu skal jeg vist hvile ørerne lidt og, suk, lede efter en ny fucking cykel! DØ, SVIN, DØ!!!

Copenhell 2018 vil nok ikke gå over i historien som en af de store årgange, i hvert fald hvis man kigger på papiret. Og så alligevel, så overværede jeg ingen decideret dårlige koncerter, og fik tilmed nogle store oplevelser af forskellig karakter med ORM, Kreator, Jakob Stegelmann og orkesteret, Kellermensch, Igorrr, nå ja, Alice In Chains var da også fede nok. Så… måske var det hele ret godt, når man får det lidt på afstand?

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Sebastian Dammark, I Do Concerts

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

2 COMMENTS

  1. Jeg havde store forventninger til Igorrr, de blev heldigvis ikke gjort til skamme.
    Gautier Serre er faktisk fyren med laptoppen, sangeren hedder Laurent Lunoir.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.