Reportage fra Fortovsfest, d. 26/5 – 2018

0
417
views

Hygge og samvær var i højsædet, da Fortovsfest løb af stablen for 5. gang i går (lørdag), men musik blev der da også plads til! Her er en reportage med små og store ord om Søn, The Hail Music Committee, Corporate Sluts, Dóttir og Æcho.

Småt, men godt, det er en af de tanker jeg kan hæfte på Fortovsfest på og omkring Enghave Plads, hvor den lokale øveforening, forretningsdrivende, ildsjæle og andet frivilligt godtfolk nu for 5. gang havde fået stablet en kompakt lille festdag sammen.

Er man, som undertegnede, fra en lille jysk flække, så ville det her setup have været den lokale byfest og fyldt en hel fodboldbane, træningsbanen, klubhuset, parkeringspladsen og det løse. Her, på Vesterbro, var det meste presset ind på Enghave Plads. Loppemarked, madboder, bar, skaterbane, fodboldbane (street størrelse), popcornmaskine, ballondyrsmanden, få dit barn malet i krydderen biks, grafitti, open air musikscene og det løse. Meget kompakt, og egentlig ret imponerende.

Da vi ankom (moi, fotografen og et 6-årigt “vedhæng”) lidt over middag summede hele pladsen af liv og den der “hygge”, som har det med at vælte ud af dansken, når der er sol på himlen og mulighed for, at slappe af i det fri. På Udendørsscenen, eller Muve Scenen som den hed, opkaldt efter øveforeningen, var der ved at blive gjort klar til en debat om sport på Vesterbro. Eftersom jeg bor i Herlev mente jeg, at det nok var lidt udenfor matriklen, så vi dryssede videre og tjekkede området ud inden første koncert, der havde fået en markering i programmet.

Nu, og senere, kunne det konstateres, at både fodbold og især skate-konkurrencen var et rigtig stort tilløbsstykke, også mere end musikken. Det virkede for mange nærmest som hovedattraktionen, ud over, at dase lidt i stenoasen midt i byen. Som der trak et par mørke skyer op, søgte vi dog mod Krist Kirken, der ligger lige overfor Enghave Plads.

Her blev man mødt at synet af en sprudlende kvinde i brudekjole og anden, lidt mere “gøglet”, udsmykning. Det viste sig, at være en af konferencierne, nå ja, og gadepræsten. Mægtig farverigt!

Det første navn der mødte mig i Krist kirkens svale eftermiddagsluft var bandet Søn, der gjorde så meget indtryk, at de har fået lidt særbehandling og en separat anmeldelse, inklusive stjerner. Det er ikke for, at negligere de øvrige, men af forskellige årsager var der ikke så meget kød på de oplevelser, at det gav mening, at malke de koncerter ud over reportageformatet. Så, ingen stjerner til resten, “bare” nogle bevingede ord og betragtninger.

The Hail Music Committee

The Hail Music Committee, Krist kirken

Jeg var ret begejstret for EP’en Origins, som The Hail Music Committee udsendte for omkring en måneds tid siden, hvilket, selvfølgelig, gav visse forventninger til denne sceance. Først og fremmest vil jeg lige fremhæve kirkerummet som setting, det giver altså bare en lidt anderledes koncertoplevelse, som man godt kunne ønske sig meget mere af. Det er stadig lidt underligt at sidde på en kirkebænk og se nogen optræde, og ikke mindst klappe af dem. Klapperi, det hører da ikke hjemme i guds hus!

Men, som gadepræsten så fint forklarede det inden The Hail Music Committees 30 minutter i de, begrænsede og noget statiske, spotlys, så er kirken “vores” hus. Applaus.

Origins skulle The Hail Music Committee kun bruge omkring 12 minutter til, at opbygge et meget stort og ganske omfangsrigt lydunivers, der både sendte tankerne i retning af Ennio Morricones store, stemningsmættede vidder, Radiohead i deres mere filmiske hjørne og Nick Caves moderne western drama. Det var ikke det samme univers, der mødte en i Krist Kirken, da den musikalske bagmand,Daniel Shailesh, indtog “scenen” med en akustiske guitar, flankeret af en wingman på el-spade.

Dette duo setup kunne, selvfølgelig, ikke genskabe, eller matche, det fyldige udtryk fra EP’en. Skulle man så have gået laptop vejen og spædet duo-formatet op med noget backtrack? Nej tak, det havde nok virket en kende kunstigt og frarøvet den halve time noget af det, som man så vandt med 2-mands opstillingen. Nemlig nærvær og nerve.

Hvad numrene manglede af storhed, fylde og orkestrering, det blev der så, næsten, kompenseret ved, ved at man fornemmede Shaileshs puls og tilstedeværelse i numrene. Man kunne mærke ham i sangene, og man kunne mærke, at han troede på ordene når de blev krænget ud. “In this dirty town… change comes slow”, som en ensom (næsten alene) hærdet gunslinger, bevæbnet med sin trofaste 6-strengede indtog Shailesh kirken med ret stor autoritet og rigtig flot vokalarbejde.

At stemmen var på plads, fornemmede man allerede under lydprøven, hvor vi fik bidder af Dave Matthews Bands “Don’t Drink The Water”, tilfældigvis det eneste nummer med Dave Matthews, som jeg bryder mig om. Der var også noget af den Matthews’ke grødede glød i stemmen ellers, hvilket blot bidrager til den amerikanske stemning der gennemstrømmer The Hail Music Committee. American cinema, om man vil.

Duoen havde, klogeligt, gemt de to stærkeste numre, “Wood” og “Them Cowboys”, til koncertens slutning, to numre der også optræder på EP’en. Her begyndte det for alvor at dirre i præriens varme sand og den lille duo fik hvirvlet noget imaginært sand op i det store kirkerum.

Vi kommer dog ikke helt udenom, at det helt overordet dog virkede som et rigtig stort rum for nogle ellers atmosfæriske numre, der her var barberet ned til et minimum. Stor stemme, og god, jordbunden, udstråling til trods.

Corporate Sluts

Corporate Sluts, Krist Kirken

Så’ der punk! Corporate Sluts var kommet for, at sprede lidt punkrocket stemning i kirken, udstyret med en håndfuld skarpe sange om det der hamsterhjul vi alle er fanget i, plus det løse. Så som racisme og feminisme. I alt noget, som på papiret virkede ret lovende og som jeg håbede kunne banke eventuelt støv ud af de lidt hårde hynder på kirkens bænke.

Det er punk af den amerikanske skole, den melodiske del af den, som man kender den fra 80’erne og 90’erne. Mere Bad Religion end Black Flag, men en god, punkrock melodi eller to er nu heller ikke, at kimse af. Slet ikke, hvis man lige kan få lidt samfundskritiske og politisk bevidste tekster med i købet.

Om man får det, altså den slags tekster, hos dette 4-kløver omkring de 40 år (give or take, det er et skud) kan jeg, desværre, ikke svare på, på baggrund af deres tempofyldte 30 minutter i guds åsyn. For jeg kunne nærmest ikke tyde et ord, der kom ud af forsangerens mund. Lyden var, for at sige det høfligt, tvivlsom, til gengæld var lydtrykket ganske massivt. Det gav en uskøn mudret omgang, der indledningsvis lød decideret forfærdeligt. Der var tydeligvis instrumenter på scenen, men kønne lød de godt nok ikke sammen. Og så lykkedes det også fuldstændig, at overdøve forsangeren.

Jeg fik med, at første nummer var nyeste skæring, “Midlife Crisis”, der handlede om, at være omkring 40 år gammel. Og så druknede den sang ellers i uskøn larm. Godt forsangeren nåede at bemærke, at “den måske lyder bedre på Spotify”. I’ll take that bet. “Royal Punk” fulgte op, uden at der blev rettet nævneværdigt op på lyden, i mine lige så flotte noter står der om omkvædet, at “det lød sgu’ ret ringe”. Her begyndte det at dæmre for denne halv-døve anmelder, “måske passer punk ikke helt til disse rammer?”. Mere derom lidt senere.

Selvom lyden aldrig blev bare nogenlunde, så lød det alligevel som om, at Corporate Sluts, som sættet skred frem, havde i hvert fald et par numre med nogle ganske catchy melodier, og gode overgange mellem vers og omkvæd. Af den slags, hvor det føles som om man lige får et tiltrængt los i løgposen, og kommer op på mærkerne.

På “Racist Punk” kunne jeg endda skimte en vokal kigge frem, mens der blev fyret en ret iørefaldende melodi af. I det hele taget et ret kompakt og skarp skåret nummer, der nok ikke vinder nogen priser for innovativ sangskrivning, men, det fungerede.

Meget symptomatisk for koncerten, så druknede bandintroduktionen under indledningen til sidste nummer, den ellers fine “First World Problems”, dog fuldstændig i instrumentlarm. Lidt komisk, og meget synd.

Jeg vil godt lade tvivlen komme bandet lidt til gode, det var op af bakke med de forhold. Med den genre de gør sig i, kunne jeg dog også godt ønske mig endnu mere attitude og dynamik i deres sceneoptræden, men, igen, så har rammerne måske hæmmet dem i, at fyre den helt af.

Så blev det, efter 3 koncerter i kirkens flotte rammer, tid til at strække bentøjet lidt og, nå ja, få lidt liv i bagdelen igen. Da man trådte ud i dagslyset kunne man konstatere, at man var gået glip af en byge, nok ikke et af de varslede skybrud, men, alligevel, udmærket timing.

Det var så også her, at det gik op for mig, at der var et tidsoverlap, så jeg var gået glip af BROR’s koncert i Boutique Lize mens punken kæmpede mod overmagten i kirken. Fordømt! Nå, det må blive en anden gang så, der var sikkert alligevel proppet hos Lize…

En rask beslutning, og tissetrang, gjorde, at jeg trak over mod Muve udendørsscenen for, at snuppe et par koncerter der og suge lidt flere indtryk til mig. Enghave Plads summede stadig af liv og glade dage, og de begyndende middagsbrandereter man havde fornemmet tidligere, havde nu nået sen-puberteten. Dog var der stadig var plads til børnefamilier, bedsteforældre og alt midt imellem. Der var sgu en rigtig rar samhørighedsfølelse over det, så man helt glemte, at man ikke var på festival udenfor beton og murstensindhegningen midt i KBH.

Dóttir

Dóttir, Muve Scenen

15 minutter inden Dóttir skulle gå på scenen, blev hun/de efterlyst fra samme scene og bedt om, at møde op til lydprøve. Rock ‘n roll!

Der var nu heller ikke det store, at lave lyd på. Dóttir viste sig (på dagen) at bestå af Susanna Héralvsdóttir på guitar og en der blev introduceret som hendes fætter på bas. Han blev dog stående i kulissen indtil tredje nummer i sættet, ikke at hans entré på scenen gjorde det vilde for indtrykket. Det var jævnt kedeligt og meget, meget udramatisk.

Jonas anmeldte for et år siden Dóttirs EP Division og roste blandt andet udspillet for dets “dundrende trommer, klirrende percussion, og stemningsfuldt guitarspil”, samt den lidt mystiske vokal, der gav det hele et tåget, køligt cool Nordatlandtisk udtryk. Det betvivler jeg ikke, men i dette duo setup fordampede det hele som dug for aftensolen. Og uden den store performance eller scenetilstedeværelse, kom den halve time til, at føles om det dobbelte.

Nok var der små udsving og nuancer sangene i mellem, men overordnet virkede lydbilledet, klangen og numrene meget enslydende og flød sammen til en art udramatisk baggrundsmusik for Fortovsfestfolket, der (i dette tilfælde) forståeligt nok for hovedpartens vedkommende havde travlt med alt andet end, at lytte.

Alligevel blev det modtaget med et enkelt, højt, og ærgerligt “EJ!”, da Héralvsdóttir efter 20 minutter annoncerede, at det var sidste nummer. Så der var da nogen, som nød det! Det var dog en finte, for der blev opfordret til, at man klappede Dóttir på scenen igen til ekstranummer. Eller to? Der blev signaleret, at der var tid til to numre mere fra Muve personalet. Héralvsdóttir tøvede lidt og lignede en, der ikke engang var forberedt på, at spille ét… De hele bidrog blot til, at sceancen kom til at fremstå endnu mere akavet og fejlcastet.

Héralvsdóttir sang, flot, om “the queen of darkness” i et af de sidste numre. De kunne i den grad have brugt noget mørke, i stedet for en alt for åben open air scene i fuld dagslys foran hyggeklubben. Hvorfor ikke have byttet rundt på Dóttir og Corporate Sluts? Der var knapt med pladsen på Muve Scenen, men omgivelserne havde passet bedre og Dóttirs musik, især i duo-formatet, havde virket oplagt til en kirke.

Det havde dog nok ikke ændret på, at materialet savner variation og, at der mangler nogle sange som er stærke nok til, at kunne bære de Nordatlandtiske følelser og kræfter, som man aner findes derinde et sted.

Så fandt jeg en 6 årig, der var smurt ind i pink spraymaling, good times, og snuppede en fadøl mere fra baren. 30 kr for fin fadøl, forresten, fair pris!

Æcho

Æcho, Muve Scenen

Det begyndte, at trække op igen i det fjerne og også til puttetid for nogle af Fortovsfestens deltagere, især dem hvis seng var stationeret i Herlev. Derfor blev den eksiljyske guitarpopduo også det sidste jeg nåede denne lørdag.

Og jeg ved, at de er jyder, fordi det fortalte konferencieren os inden koncerten. Det, og, at de ikke tager sig selv så højtideligt #jydekompagniet #typiskjysk, at jyder sagtens kan være selvhøjtidelige er jeg dog levende bevis på!

Anywaaay, to mand, to akustiske guitarer, tiltagende sidevind og en voksende skepsis overfor duo-musik hos undertegnende. Halv-hårde odds fra start. Men, som et glædeligt punktum for mig, så var det her faktisk ret godt. Vent. Det var faktisk, alt taget i betragtning, skide godt.

Bedømmelsesgrundlaget er muligvis lidt tyndt og billigt, for Æcho spillede kun 4 numre og var af scenen da der knap var gået et kvarter. Ikk’ møj, da, til gengæld udnyttede de deres korte spilletid nærmest optimalt. Og ros til Fortovsfest for, at give nogen chancen, selvom de ikke har mere materiale og samtidig ikke tvinge dem til, at fede sættet op til dobbelt længde. Det her var helt tilpas.

Æcho gør det simpelt, det er guitarpop af den pæne, nydelige og velfriserede slags med en sjat vokalharmonier, som det ekstra krydderi. Intet nyt under solen her, men det betyder ikke, at det er nemt. Melodierne skal være til stede, vokalerne i orden og det skal sidde i skabet. Og det gjorde det.

De kom decideret blændende fra start med et nummer der bærer titlen “Noticed You”, som jeg faktisk synes var det stærkeste af de 4, også stærkere end singlen, “Wait”, som de spillede som sidste nummer. Måske var det en lille snert af begyndende pænheds-træthed der sneg sig ind på undertegnede her, det er ikke til, at sige, men selvom “Wait” gjorde en fin figur, så var jeg mere fanget af begyndelsen på duoens koncert.

Det var emotionelt drama, båret af de flotte og sikre vokaler, af den velkendte slags i popverdenen, jovist, men det gik rent ind da duoen lagde fra land. Virkemidlerne er få, men Æcho fik næsten det optimale ud af dem. Der skal helt sikkert lidt flere tricks i ærmet, hvis spilletiden forlænges. Altså, medmindre de to herrer er i stand til, at hive 10-12 ørehængere af høj kaliber ud af disse ærmer, så kan det nok også gøre det, men som en lille appetitvækker var det overraskende mættende.

Eller, det blev jo så egentlig desserten for mig på Fortovsfest.

Alt i alt nogle hyggelige timer, hvor det samlede indtryk var domineret af den gode atmosfære og humøret på pladsen. Musikken var en del af dette, men også “bare” en del af den samlede pakke, og ikke hovedfokus, hvilket man også kunne mærke. Men nu hedder det jo også Fortovsfest og ikke Fortovsfestival, som måske ville indikerer, at musikken var den primære attraktion.

Det sagt, minus den kummerlige lyd og i bund og grund fejlplacering af Corporate Sluts, så foregik afviklingen stort set gnidningsfrit – også selvom der ikke var meget tid mellem de forskellige navne. Det er altid en fornøjelse, og det betyder faktisk rigtig meget. Man opdager det måske ikke når det kører, til gengæld HUSKER man det helt sikkert, når det ikke gør.

Så ros til de frivillige!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.