The Hail Music Committee: Origins (EP) ★★★★★☆

0
784
views

Daniel Shailes har under kunstnernavnet The Hail Music Committee skabt et stemningsmættet, filmisk rockunivers, der trækker tråde fra Ennio Morricone op til Radiohead. Gribende, forførende og veludført musikalsk landskab, der på kun 12 minutter når vidt omkring og giver én smag på mere.

Hey, hov, vent, hvad var det? Jeg ynder, at sætte ny musik på når jeg lige skal lave et eller andet praktisk om morgenen, brygge en kop kaffe eller lignende. Så kan man stille og roligt tune ind på hinanden og musikken kan få lov til at simre i baggrunden inden de koncentrerede lyt. Men, af og til, så er der et eller andet der fanger en og trækker musikken helt op i forgrunden. Det sker ikke så tit længere, en “arbejdsskade” formoder jeg, men jeg nåede kun at hælde kaffe i filteret, inden jeg blev trukket tilbage mod sofaen og lige måtte tilbringe 12 minutter i selskab med The Hail Music Committee.

12 minutter og 3 numre ER ikke meget, som bedømmelsesgrundlag, man skulle i hvert fald tro, at det så var svære at løbe tør for idéer end på længere udgivelser. På den anden side, så er der heller ikke meget tid at spilde, den skal sidde lige i skabet, krogen være spids og fyldt med modhager og lytterens interesse skal fanges i en fart. Det bliver min, og den er fastholdt stort set ubrudt hele vejen igennem.

Stilen beskrives som et cinematisk rockmøde mellem Morricone, Cave, QotSA og Radiohead, hvilket giver meget god mening når musikken spiller. Den er atmosfærisk, har en lurende mørk side, virker meget “åben”, som et stemningsfyldt landskab der folder sig ud – men stadig rocket i sin kerne. Ambitionen er, i følge The Hail Music Committee selv, at skabe musik til folk der søger spørgsmål, i stedet for svar, en hyldest til det tvivlende menneske. Igen giver det mening, når man lytter til musikken, de føles meget “åben” og søgende, uden at det bliver for flyvsk og udsvævende.

Det åbnes med linjen “we should all leave town // move out in the woods”, i nummeret “Wood”, og så er stemningen nærmest sat fra første sekund. Musikken, der her blot et en slags summen i baggrunden giver både følelsen af noget dirrende og en mindre åbenbaring, som om “svaret” på, hvor man kan tænke over spørgsmålene kan findes ved, at bryde op og forlade de trygge rammer. De første 1 minut og 20 sekunder fungerer som en slags intro, hvor stemningen sættes, inden musikken for alvor sætter i og slår ind på det atmosfæriske Morricone spor. Store, åbne vidder, missende øjne på grund af den skarpe sol og støvet der hvirvles op. En fed guitar og de langsomme trommer forstærker den fængende western vibe, så man på overbevisende vis suges ind i universet. Nummeret stiger, roligt, i intensitet og drama, mens blandt andet noget mariachi-klingende blæs føjes til og giver det sidste krydderi til den vellykkede atmosfære. Stærkt nummer.

Der følges op med det instrumentale titelnummer, “Origins”, der på roligt, bølgende manér forsætter ud over de mennesketomme sletter. Klaver er her det bærende instrument, mens de øvrige virkemidler der blev introduceret i første nummer på skift får plads. Her bliver det for alvor cinematisk, i ordets bedste forstand, og enormt stemningsfuldt, så man sagtens kunne forestille sig nummeret optræde på et soundtrack til en western.

Herefter er vi, desværre, allerede ved vejs ende i form af lukkeren “Them Cowboys”. Her synges der endnu mere emotionelt, grænsende til nogle små knæk i stemmen, end på åbningen. Det giver en følelse af let melankoli og “opbrud”. Den bakkes kompetent op af endnu en omgang virkelig smagfuld og godt arrangeret musik, der holder sig inden for det allerede etablerede univers, men progressionen og den langsomme brusen sender samtidig tankerne i retning af Radiohead lige efter årtusindeskiftet. For mig svajer der et lidt utydeligt ekko af et nummer som “Pyramid Song” i den lune luft her. Endnu en stærk sang.

Det var, ærgerligt nok, det! Som nævnt indledningsvis så, er det ikke det største bedømmelsesgrundlag man efterlades med, men jeg synes The Hail Music Committee på så mange punkter efterlader et stærkt indtryk, at jeg godt tør smide en 5’er efter projektet. På lidt over 11 minutter lykkes det, at skabe et helt, lille sammenhængende univers og en musikalsk fortælling, der både virker som en sluttet ring, men også med mulighed for en fortsættelse.

Det smager i dén grad af mere, og som noget der uden tvivl kunne bygges yderligere ovenpå. Nu har vi fået oprindelsen, så ligger det også lige for, at fortællingen udbygges.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.