Heartland Festival ’18: Et kig på musikprogrammet

0
265
views

For tredje år i træk bydes der ind til festival på Egeskov Slot og som fra dag ét står festivalen på tre ’ben’; music, food og talks. Interessant nok er plakaten skruet sådan sammen at de tre dele er ligestillede – her vil jeg dog lægge primært fokus på musikken. Det er GFRs gebet, og selv om vi da ikke ignorerer en helhed, så skal der ingen tvivl være om, hvad der står i centrum.

Når det så er sagt, så er det svært ikke at blive lidt interesseret i talks-delen, hvor især Slavoj Zizek er en konge-booking for alle, der har været i nærheden af filosofi, idehistorie, antropologi eller andre samfunds/humanistiske uddannelser. Salman Rushdie kan man sige noget lignende om.

Alle talks ser ret spændende ud – nogen har mere karakter af kendis-faktor end andre, men som sagt vil jeg ikke gå så voldsomt meget ind i denne dimension af festivalen.

Siden jeg første år besøgte festivalen er der blevet udvidet med forskellige tiltag som yoga, performancekunst og videoinstallationer. Alt sammen noget, der bliver spændende at se og som jeg måske får set mere til, end en udstilling på selve slottet.

Musikken – de øverste navne på plakaten

Det synes at være lykkedes Heartland at gøre det umulige; at skære sig en niche i et ellers ganske fortættet festivallandskab. Og hvad er denne niche så?

Profil-bookings synes at orientere sig mod ’rigtig voksne mennesker’ forstået som det mere modne publikum: Øverst står Van Morrison, Patti Smith, The The og LCD Soundsystem. Bortset fra sidstnævnte, der har lidt indie/Northside-præg, så er det musik for voksne mennesker.

Van Morrison og Patti Smith falder direkte ind i klassiker-rollen, mens The The ærligt talt var en (positiv) overraskelse som en tidlig booking. Jeg havde ikke forventet at se bandet nogensinde live – og med et nummer der muligvis den stærkt kritiske tekst til trods har lagt navn til festivalen, er det vel at betegne som en ikonisk booking. Alene fordi The The er så sjældent et live-navn er det en fremragende booking. Der skal nok blive rocket med til The Beat(en) Generation, numre fra Dusk og, ja, Heartland.

Patti Smith må også sige at være et stort navn og vel at betegne som ’en af de store, nulevende’ kunstnere. Jeg så hende for efterhånden en del år siden på Roskilde i en noget hippie-præget kærlighedsfest, hvor de ellers stærke budskaber om sammenhold og kærlighed blev lidt rigeligt kliché-prægede for min smag. Man kan dog ikke tage den aldrende dames energi fra hende eller det at hun har været et ikon for især feminismebevægelsen – eller måske rettere ligestillingsbevægelsen.

Det er en bestemt dame, Heartland får besøg af, og mit gæt er at hun vil løbe en kærlighedsfest i gang – eller i hvert fald gøre forsøget!

Van Morrison har haft tætte relationer til Danmark og der har været perioder, hvor det ikke var sjældent at hans koncerter blev slået op i landet.

Nu er han en aldrende mand og for mig at se er dette lidt en ’se giraffen – for sidste gang’-agtig booking. Når det så er sagt, så skal der da nok blive vugget med til ‘Brown Eyed Girl’ og den ’originale’ r’n’b kan gå hen og blive en rigtig fin oplevelse i det fynske.

Endelig har vi så LCD Soundsystem som er noget helt andet i sin dansable electronica. I starten af århundredet var der tilsyneladende en kamp om hvem der kunne fremstå mest New Yorker-cool og LCD Soundsystem var bestemt et stærkt bud.

Det bliver nok svært at holde fødderne i ro lørdag aften, når denne coolness skal afprøves på græs.

Udpluk fra det øvrige program

Som enhver anden god festival, er Heartland ikke helt ensporet. De spor, der dog ridses op, er lidt der passer fint med de tre aldrende headliners i en form for ’voksenmusik’, nogle internationale ’midliners’, lidt fra de øvre danske vækstlag og lidt typiske festivalkendinge.

I voksenkategorien finder vi The Savage Rose, C.V. Jørgensen (er der en festival, hvor han IKKE spiller i år?), Søren Huss, Peter Sommer og Jonah Blacksmith. Alle stærke navne i deres egen ret og efter Kens anmeldelse af The Savage Rose, er jeg ret nysgerrig på om de vil overhale Patti Smith indenom på kærlighed, eller hvad vi får at se.

C.V. Jørgensen glæder jeg mig meget til at se. Det vil blive første gang siden Fraklip fra det fjerne-touren for mit vedkommende, men én ting er den gnavne, Dylaninspirerede stemme. En anden er at han ofte har et udvalg af de allerstærkeste danske musikere med til at male kulissen. Ja, han spiller mange steder – men han er også garant for høj kvalitet.

Jonah Blacksmith er efterhånden veletableret i festivallandet og en virkelig god booking. Sidste år stod de for én af de bedste koncertoplevelser på Grimfest i Aarhus og thyboerne leverer både lun humor, stærkt vokalarbejde og bundsolid americana/folk.

Peter Sommer skal nok blive et brag og især når han finder det små-stodderagtige kantede materiale frem, kan man håbe at det ellers ret ’pæne’ program bliver rystet lidt.

For lad os sige det som det er; Heartland er med årets festival i alvor risiko for at blive lidt for pæn og Pussy Riot er – ret beset – en booking, der stikker ud hvis der måles på kant. Til gengæld en booking, der bygger en form for bro mellem talks og music.

Pussy Riot kommer derfor til at stå lidt ud på programmet. Jeg har flere gange prøvet at kæmpe mig igennem BBCs dokumentar om pigerne og det er vist fair at sige, at de kommer fra en anden verden.

Hvor godt det i virkeligheden så er, når pigerne spiller semi-struktureret punk og råber på russisk mod systemet, må tiden vise. Siden Trump har de rettet en stor del af deres aggression mod USA og skabt et mere poleret lydbillede. Vi må se, hvad de tager med til Fyn…

 

Blandt de internationale ’midliners’ finder vi Lykke Li, Rag’n’Bone Man, Grizzly Bear, Alex Cameron og Slowdive.

De er i hver deres ret gode ’P6 bookings’ og jeg vil personligt se meget frem til at se om Slowdive har en god dag – sidst jeg fangede dem, var de lidt ramt af sygdom – mens Rag’n’Bone Man kunne have været booket mange andre steder og for mig vil være en se-giraffen-koncert.

Man kunne håbe, at Slowdive ramte formen og kunne give en Low-agtig performance, men det er nok også at sætte barren lidt højt. Alt i alt vækker en del af disse bookings minder om den første Heartland, hvor der også var soulkvinder, et sfærisk band og noget lidt kantet indie.

Dog kan jeg ikke sige på samme måde at der er noget i dette luftlag, der får mig helt ud på kanten af stolen – vi må se, hvordan det går.

De typiske danske festivalkendinge tæller navne som , Marie Key, When Saints Goes Machine og Mew.

har fået en nådig placering kl 1 fredag nat og plejer at være garant for gode koncerter med den lidt mærkelige blanding af punket attitude og electro-pop. Man kan ikke stave festival uden at skrive ’fest’ og jeg tænker, Mø sammen med Av Av Av skal sikre dette.

When Saints Go Machine er også ofte set på festivalplakater og med den nærmest jodlende vokal og melodiske elektroniske musik virker det som en sikker booking. Mew har jeg altid undret mig over hvorfor er blevet så populært med deres flyvende, violinspillende katte på visuals og blandingen af falsetvokal og rockelementer. Der plejer at være godt smæk på, men jeg har ikke set en hel Mew-koncert fra ende til anden siden de spillede på Huset, Århus, til Barometerfest i sidste århundrede – måske er det på tide?

Endelig er der øvre vækstlagsbookings med Benal, Liss, Av Av Av, Soleima, Gents, Barselona og Fribytterdrømme. Bortset fra det sidste navn, vidner det om at der sker ting og sager i den elektroniske musik i Danmark. Kiriyama Family falder fint i tråd med dette – selv om de er inviteret fra Island – og der skal herfra lyde en hyldest til at man fra festivalen også har et øje på i hvert fald det øvre vækstlag.

At jeg nok havde foretrukket flere guitarer og mere rock i denne del er for så vidt blot et spørgsmål om smag. Nogle af disse navne har mere erfaring end andre, men det er godt at se, at man ikke ’kun’ booker voksne, sikre bookings.

Og hvad giver det så alt i alt?

Der er lidt flere navne, end jeg har berørt her. The The må siges at stå ud som en booking, der er værd at rejse efter – alene fordi det er så sjældent at se manden/bandet.

Måske bliver man lidt forvænt og Ken kan have en pointe i at der er (for) mange festivaler, hvilket medfører at man hører de navne, der er i festivalrotation relativt ofte og dermed er det lidt svært at synes at egentlig gode bookings er – ja – gode.

Men der er masser af ting at se på Heartland, fredag og lørdag er tæt pakket med stærke navne, som måske ikke alle er lige unikke, men holder et vist kvalitetsniveau.

Jeg har prøvet at indikere nogle ’spor’ Heartland tilsyneladende har benyttet i deres segmentering/bookingstrategi.

Men kigger vi på festivalen som et hele, er der to andre ’ben’, der alt i alt lugter lidt af, at vi opererer i Politiken-segmentet: relativt veluddannede, ikke helt nye mennesker, der nok også kan få passet børnene, mens man er afsted.

Jeg er ikke gået så meget ind i talksdelen af programmet, men som nævnt så er der stærke bookings dér også; Zizek og Rushdie vil være interessante bekendtskaber – og parringen af flere gode folk i debatter er interessant.

Men man kan, som bekendt, ikke være flere steder på én gang, hvorfor jeg har fokuseret på musikken. Det skal dog ikke tage noget fra et godt talks-program, som nok vil tiltrække folk uafhængigt af musikken.

Food-delen ser jeg også som lidt et tegn i tiden; madprogrammer fylder sendefladen på TV, Danmark får et stigende antal Michelin-stjerner og i disse vegetar- og veganer-tider virker det til, at mad og hvad vi putter i hovedet er en mindst lige så stor kulturel indikator, som musik var i 80’erne og 90’erne.

Jeg erkender dette, men må sige at på den første Heartland fandt jeg madudvalget for dyrt i forhold til hvad man fik, og mad-workshops synes jeg ikke, jeg kunne finde tiden til – og i den sidste ende havde jeg den bedste madoplevelse med en toast med noget kødsovs i.

Det er dog godt set af Heartland at maden indtager en ligeværdig plads med de to andre ’ben’. Vi må se, om jeg får tid at give det nogle ord med.

Heartland er dermed stadig til at skille fra de andre festivaler i Danmark – ikke mindst på cuteness og lækkerhedsfaktor – men ret beset er det nok mest The The og Pussy Riot, der stikker ud som bookinger i musik-afdelingen.

Skrevet af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.