Repeat #14

0
754
views

I denne uge skal vi være i selskab med singler fra popgruppen Tårn, opleve egodød med rockbandet BY, surfe med Tin Can Telescope, ud på et skråplan med Klönk, finde ud af hvad “sleep noise” er for noget hos Why Sun, tage hovedet under armen med RedWolves og få knust forårshjertet sammen med Juju Bell.

Det er endnu en XL udgave af Repeat, så vi kan få skudt en ekstra single af fra den bugnende bunke. Beklager endnu engang ventetiden og hvis vi ikke lige har fået vendt tilbage på din henvendelse, alle singler er “arkiveret” og sat i kø, så vi skal nok nå til den. Men, der er altså top på lige nu. Nå, hey ho, let’s go!

Tårn – “Omkuld”

Vi lægger ud med en ny single fra Tårns kommende EP, der kredser om den der kærlighed. Første singlen, “Farver & Vanvid”, var jeg svært begejstret for da jeg anmeldte den i begyndelsen af marts måned. Næste nummer i pop-rækken, handler i følge forsanger Erik Apollo om:

“… at overgive sig til forelskelsen. Om at være der, hvor man har balanceret på betagelsens line et stykke tid og beslutter sig for at tage chancen – springe ud i det, selvom man risikerer at slå sig.  Kærligheden er i forandring. Ikke bare i mig, men i verden omkring mig. Jeg har brugt meget tid på at begribe kærligheden som en kraft og som overlevelses-mekanisme. Udspringet til de nye sange er et brud, og hele den proces, der følger efter. Fortællingen slutter – og begynder – der hvor ringen er sluttet, og jeg har et åbent hjerte igen”.

Førstehåndsindtryk: Rolig åbning, lidt elektroniske krusninger på den umiddelbart stille overfalde. “Rytmen du har slår mig omkuld”, lyder det overgivende fra Apollo. Det har en ret 80er poppet vibe, det her. Også hvad den ret ligetil tekst angår. Det et en stille, svævende kinddans og jeg er ikke sikker på, at jeg helt bryder mig om denne form for nærkontakt.

Efter flere lyt: Efter den sprudlende og spændende “Farver & Vanvid”, så er det noget af en kontrast det der præsenteres på “Omkuld”, der eksempelvis først for alvor åbner op og “eksploderer” i en kort sekvens mod slut. Det er der sådan set ikke noget galt i, heller ikke at singlen har et noget anderledes udtryk end den foregående – det ville også være lidt kedeligt, hvis de mindede for meget om hinanden.

Det her er meget mere 1:1, især den forelskede tekst. Det er der muligvis også en pointe i, da man måske er tilbøjelig til, at se tingene som værende lidt mindre komplicerede, hvis man befinder sig i en eller anden ukritisk forelskelsestilstand. Det giver bare, for mig, ikke en specielt interessant tekst at lytte til. Det bliver lidt “alt er bare godt, du er så skøn” omgang, hvilket da er dejligt for dem, men ikke så spændende at lytte til i længden.

Konklusion: Hvis Tårn har sigtet efter, at skrive en meget “ren” sang om forelskelse, så er missionen lykkes. Jeg savner, at det stritter lidt mere, men, igen man ikke sætte en finger på selve udførelsen hos bandet her.

By – “Egodød”

Der var 4 stjerner til det dansksprogede rockband By og deres EP Dønninger her på siden, da den blev anmeldt tilbage i 2017. Nu varmer gruppen op til næste udgivelse, der udkommer til sommer, med singlen “Egodød”, som de kort beskriver således:

“Egodød opsummerer tidsånden og vi forsøger at ramme en ny og forfriskende lyd i dansk rock”.

Lad os se om det er et forfriskende nummer!

Førstehåndsindtryk: Hmm, interessant udlæg med en form for “hyletone”, noget jeg ville kalde “vuggevise guitar” med nogle ret voldsomme trommer, inden guitaren hugger mere til. Noget af en kontrastfyldt, men ikke nødvendigvis rodet, indledning. “Skærm os mod solens sidste stråler”, lyder den let snerrende åbningssalut fra vokalen, mens musikken tager til i tyngde. Det er ret bastant, lidt ala Nephew eller hedengangne Rum 37?

Efter flere lyt: “Nu ser vi frem mod dødens årti”, det er ikke lutter lagkage og brede smil hos By, selvom det heller ikke bliver ren dommedag, for, “vi har jo hinanden”. Bastant er et ord der bliver ved med, at dukke op når jeg lytter nummeret igennem. Og massiv. By er virkelig omgivet af en ret massiv mur af lyd, som de skubber imod en, så man føler sig presset tilbage i sædet.

Det er bestemt effektivt, men, jeg savner måske lidt melodiske nuancer, et hook i omkvædet som fænger, i stedet for, at bandet bare tramper faretruende fremad. Det er småting, for som tingene er, er det et ret effektivt nummer, men, måske ikke et man orker at lytte til flere gange i streg. Hvilket måske heller ikke er hensigten, måske sigtes der imod, at efterlade sine fodaftryk i første hug?

Konklusion: Hvis man trænger til lige at blive rusket igennem, så er “Egodød” virkningsfulde knap 4 minutter. Over længere tid, så bliver udtrykket muligvis lidt for monotont og “masende”?

Tin Can Telescope – “All You Gotta Do”

Så skal vi have lidt mere fart over feltet og surf i blodet med Tin Can Telescope, der lover, at “’All You Gotta Do’ er et surfet garagerock nummer, der handler at blive smidt hovedkulds ud i voksenlivet. Teksten er fabuleringer over voksenlivets stereotypi og de mange gentagelser, som det indeholder”.

Vi har har bragt lidt forskelligt med/fra bandet siden deres garagerockede EP Born To Rule The UY Scuti i 2015. Nu er de klar med 2 ½ minuts garage-surf.

Førstehåndsindtryk: Jeg ved ikke helt om jeg er solgt på vokalens klang og stil? Den skal jeg vist lige vænne mig til, der er noget lidt “påtaget” over leveringen, hvilket nok skyldes, at man har forsøgt at lege lidt med udtrykket. Ellers “chukka chukka” rocker og surfer selve nummeret fint derudaf i et rask tempo, men, jeg savner lige et eller andet der fanger mig lidt mere…

Efter flere lyt: Melodien er sådan set god og driftsikker, selvom det virker ret velkendt det Tin Can Telescope foretager sig. Det prøver de så muligvis, at kompensere for, eller pifte op, ved at vokalen får lov til at skeje mere ud. Jeg er efter flere lyt stadig ikke helt sikker på, hvad der helt sigtes efter, eller om jeg synes det lyder en kende enerverende?

Det giver klart nummeret noget skævhed og sin egen, lidt kaotiske og skøre følelse, men, hvis den irriterer mere end den pirrer, så er det måske ikke helt den ønskede effekt? Det sorterer jo nok under personlig smag, om ikke andet er det da et ret radikalt valg, hvilket er prisværdigt.

Men, når man tager chancer, så skyder man også forbi nogen gange, og det her bliver nok for distraherende for mig i længden.

Konklusion: Et lidt sært nummer, især pga. nævnte vokal og brugen af den. Men det skiller sig da ud i en genre, hvor det hele ellers godt kan blive en smule enslydende! Og omkvædet er sgu’ ret catchy, når man lige får hørt sangen et par gange.

Klönk – “Skråplan”

Klönk udsendte EPen Fyldt Med Fejl tilbage i 2016, den var jeg ikke videre begejstret for. Nu er de dansksprogede elektro-poppere aktuelle med en ny single, “Skråplan”, fra EPen Vær Dog Konkret, der udkom d. 9/4.

De beskriver kort og godt sagerne med ordene “masser af tempo, energi og en helt masse ord på dansk”. Lad os se hvordan det så lyder?

Førstehåndsindtryk: “Aldrig har jeg været mere ligeglad end nu // Aldrig har jeg været mere på skideren end nu”,  lyder det indledningsvis mens musikken febrilsk jager afsted. Det er både følelsen af et eller andet stirende, indre kaos og så en fysisk manifestation af det, hvor man svedende løber rundt, forfulgt af alt og ingenting, mens man nervøst kigger sig over skulderen.

Efter flere lyt: “Lad mig nulstille før det ender galt”, lyder det halv-desperat i løbet af nummeret. Det ville muligvis være en rigtig god idé, inden låget ryger af gryden og det hele koger over. Jeg kan virkelig godt lidt den rastløse energi og følelsen af, at sammenbruddet (på flere punkter) nærmer sig. Det er en sang man pga. af denne følelse og det opskruede tempo kan blive helt forpustet af at lytte til.

Det er derfor også af den slags, som man måske skal kaster sig over med måde, og stoppe i tide, når man kan mærke et mentalt og fysisk sidestik nærmer sig. Men, som en musikalsk sprint, da er der rigtig meget der fungerer for Klönk her. Pulsen virker stadig elektronisk, men med et mere rockende tilsnit og vi har bevæget os væk fra det der på tidligere nævnte EP mindede mig om et band som The Minds of 99.

Konklusion: Denne omgangs positive overraskelse, Klönk tager lidt fusen på mig her og jeg når næsten ikke, at opdage hvad der rammer mig inden jeg er revet med. Og min nysgerrighed er vagt, så jeg må hellere få hørt den nye EP.

Why Sun – “Traffic”

“why sun er et noisy, drømmende Nørrebro-baseret band. Deres mørke og melankolske lydbillede, understøttet af en komatøs baryton vokal, skaber deres særegne lyd – bedst beskrevet som sleepy noise”. Javel ja, og så nævnes både The National, Twin Peaks og Elvis i pressematerialet. Jeg kan mærke, at det kilder nogle af de rigtige steder, og, måske, nogle af de forkerte?!

Førstehåndsindtryk: Det lyder faktisk som en mørk (mere mørk!) og otherworldly udgave af The National, det her? The National som atmosfærisk støjrockband goes Twin Peaks. Det er både et lettere urovækkende og meget dragende sted, at opholde sig…

Efter flere lyt: Det her er også et studie i, at holde igen og virkelig dosere sine virkemidler. Man aner, at der ulmer en stor kraft og energi inden i Why Sun, som bare venter på, at blive sat fri og sluppet løs. Men, det sker aldrig helt i løbet af “Traffic”. Det skaber en vis risiko for, at nummeret kan komme til, at virke for stillestående, eller som om man bliver snydt for en eller anden form for forløsning.

Det synes jeg HELLER ikke er tilfældet her. Belønningen ligger netop i rejsen igennem det fortættede og atmosfæriske lydbillede, som bandet på fornem vis får fremmanet i løbet af de lidt over 4 minutter. Det er ret overvældende og “stort” på sådan en kontrolleret, underspillet og stoisk måde, som for mig, lykkeligvis, aldrig bliver kedelig.

Konklusion: Jeg vil faktisk gerne have mere… Og suges ind i Why Suns “sleepy noise” univers igen, når nummeret rinder ud.

RedWolves – “Fenris”

RedWolves har en ny EP ude, vi har dog været lidt langsomme til, at få de rockede toner anmeldt, beklager, men, jeg fik da lyttet til første singlen. Jeg var måske ikke helt blæst bagover af den over 7 minutter lange “The Pioneer”, hvor jeg syntes der skete lidt for lidt til, at retfærdiggøre den lange spilletid. Måske var jeg også lidt overrasket over det stilskifte nummeret signalerede, hvor bandet bevægede sig væk fra den eksplosive og tempofyldte RAWK fra debut-EPen?

Nuvel, lad os se hvad næste single er for en krabat.

Førstehåndsindtryk: Sådan, så sker der noget, tempoet er i top igen, tungen ud af munden og luftguitaren stemt! Vokalen er liiiiige på grænsen til 100 % skærebrænder, det er godt nok lige ved, at kamme over, men, jeg tror mine ører klarer 3 minutter og 37 sekunder! Det er den lede, fede rock og du fortjener det…

Efter flere lyt: … og jeg fortjener også et omkvæd som det her, det er så tæt på en fuldtræffer, at jeg synes det tæller som en.  Det er ved Gud ikke raketvidenskab RedWolves kaster sig ud i her, men det er rock af den slags, hvor man bare har lyst til, at kaste alle hæmninger over bord. Smide kuldene og rock with your cock out, som om det er det eneste rigtige i verden. Derfor er det også lidt som et ekko fra en svunden tid.

Og fræk lille “fake out” afslutning af sangen, hvor der stadig er omkring et minut tilbage på klokken. Hvorefter nummeret gasser op igen og fræser ud mod solnedgangen.

Konklusion. 1, 2, 3, 4, keep it stupid simple og afsted med rockskallen under armen. Det trænger man også til af og til…

Juju Bell – “Satellites”

Bag kunstnernavnet gemmer sig Gerda Odgaard, hun har skrevet nummeret til “dit knuste forårshjerte”! Tak for det, tror jeg? Nå, der loves noget både drømmende og kaotisk, om nummeret fortæller hun:

”Jeg skrev nummeret i en periode hvor jeg følte mig dybt ensom og fanget i dagligdagens endeløse rutiner. Jeg havde en fornemmelse af at være en
satellit der svævede rundt i universet uden rigtigt at krydse andres veje. Det
var denne følelse jeg ønskede at udtrykke på ’Satellites’”.

Førstehåndsindtryk: Uha, jeg bliver sådan lidt varm og døsig… Flot vokal, stemningsfuldt, smagfuldt “ah ah” kor der bakker op, ret sparsomt instrumenteret, men stadig med masser af fylde. Som single er det et meget roligt og diskret nummer, ikke de store armbevægelser, men det svæver meget elegant og lyder bare lækkert og indbydende.

Efter flere lyt: Det er et nummer af den slags, hvor det hele lyder så fint, smagfuldt og nydeligt, at jeg sidder og bliver lidt nervøs for, at kede mig. Men… det sker (heldigvis) ikke. Det er nok ikke et nummer, som jeg skal overspille, så ville det måske blive lidt for pænt i længden og man ville komme til, at savne noget der kradser lidt mere rent musikalsk.

Sangen varer faktisk næsten 4 minutter, men trods det adstadige tempo og de ret enkle og få virkemidler, så går det aldrig i stå. Samtidig er den tilbageholdende melodi faktisk ret fængende i sin egen ret, og får fanget mig ind, selvom den ved første lyt ikke gør meget væsen af sig.

Konklusion: På mange måder en stille sniger, men jeg er indfanget og føler mig i rigtig godt selskab. Der burde også være noget P6 potentiale her.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Juju Bell, pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.