Tin Can Telescope: Born To Rule The UY Scuti (EP) ★★★★☆☆

0
966
views

Bag det lidt spøjse navn gemmer der sig en slagkraftig garagerock kvartet, der vinder point på originalitet og deres umiddelbare tilgang til musikken. Desværre halter det med at få skruet mindeværdige sange sammen, og det er synd og skam.

EP’en Born To Rule The UY Scuti består af 6 rockende og skramlede sange om prostituerede sjæle, pigerne på tv, Motown’s spyt og dryppende olie, frelseren og dans på det astrale plan. Ydermere skriver de selv, at det er ikke det perfekte udtryk de går efter, men det umiddelbare. Dette virker tildels, det bibringer en autentisk energi, og man fornemmer at bandet brænder for at spille rock og rul. Dog går denne umiddelbarhed meget ud over leadvokalen, der for det meste passer perfekt ind i stilen, men det sker desværre også, at den er så off, at man kryber tæer. Ikke lige min kop te.

Tin Can Telescope næver selv artister som Bob Dylan, Velvet Underground, David Bowie, Brian Eno, The Modern Lovers, Television, Talking Heads, The Smiths, Pixies og Pavement, og det er ikke helt skudt ved siden af.

Som jeg nævnte i indledningen, så er det originalt det bandet ligger for dagen på Born To Rule The UY Scuti. Og lige så originalt indholdet er, lige så underlig er titlen, for hvad er det der UY Scuti lige? Joo, ser du, UY Scuti er en klar rød hypergiant og pulserende variabel stjerne i stjernebilledet Scutum. Det er en af de førende kandidater til at være den største kendte stjerne ved radius og er også en af de mest lysende af sin slags. Tak Google.

Tilbage til det det hele handler om, musikken. Sange som titelnummeret “Born To Rule The UY Scuti” går lige i “fod-vippe-centret”, og er samtidig den sang på EP’en der har mest hitpotentiale. Der er dømt fart over feltet fra start, masser af skramlet guitar, guitar soli og et helt ok omkvæd. Det er skramlet på den fede måde. Det samme kan man faktisk sige, lige minus hitpotentialet, om stort set resten af sangene, der er lige en enkelt der gør undertegnede lidt træls til mode, mere om det om lidt. Der er generelt dømt fart over feltet, og hver sang har sine gode momenter, men desværre ikke nok til at man efterfølgende har rester af garagerocken siddende i kroppen. Men når man er i det, så virker det fornemt.

Tilgengæld står jeg helt og aldeles af på “State Of The Art”, som indeholder en noget britisk-ish accent, og som stor fan af britisk accent, når den er britisk og ikke Grenaa’sk britisk, så har jeg meget svært ved at abstrahere fra dette. Derudover halter det her også med vokalen, der ikke er helt spot on.

Når alt kommer til alt, så vinder kvartetens tilgang til garagerocken, over de her små uperfektheder der måtte være, og havde sangskrivning nu bare været en anelse bedre, så ville EP’en uden tvivl være tæt på topkarakter, den er sgu så dejligt umiddelbar, i en tid hvor mange prøver at leve op til det perfekte.

Så er du til nogen af tidligere nævnte bands eller bare til en god gang skramlet garagerock, så er EP’en uden tvivl et lyt værd. Jeg sender 4 stjerner mod Grenaa og Tin Can Telescope, for over middel, det er Born To Rule The UY Scuti så absolut.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde

Besøg bandet på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.