Klönk: Fyldt Med Fejl (EP) ★★☆☆☆☆

0
836
views

Dansksproget pop(rock) har det godt for tiden, både hos anmeldere, på livescenerne og ikke mindst i radioen. Klönk er et af de nyere skud på denne stamme, og gør sig i den mere elektronisk pop-rockede del af spektret. Energien og attituderne er på plads, og bandet kan også smede radiovenlige melodier, men en trættende følelse af genudsendelse presser sig alvorligt på.

Jeg vil ikke gå så vidt, at kalde Klönk for deciderede medløbere, for det har jeg intet belæg for at påstå, men anklagerne har da strejfet mig i mine mørkeste stunder i mens jeg lyttede gruppens debut-EP Fyldt Med Fejl igennem. Klönk kommer i høj grad til at lide under, og stå lidt til regnskab for, at et band som The Minds of ’99 er braget igennem lydmuren og ud i æteren de seneste par år – for de 2 gruppers musik minder i mine ører ret meget om hinanden.

Hønen eller ægget? Er Klönk så kraftigt inspireret af alt fra lydbillede, tekstunivers og vokalens klang, eller lød de sådan i forvejen og har bare været “uheldige” med, at The Minds of ’99 brød igennem og satte sig på flæsket først? Who knows, men sammenfaldet er virkelig forstyrrende og kaster en næsten uundgåelig skygge over Fyldt Med Fejl. Klönk laver rent teknisk og udtryksmæssig ikke mange fejl som sådan på EP’en, det vil sige, jeg har ikke ligefrem den store fidus til The Minds of ’99 og deres stil og klang, så en mulig kopivare, eller i hvert fald en der minder kraftigt om den, har allerede et lidt vanskeligt udgangspunkt.

Lidt skæve og skingre toner, og “finurlige” tekster (“jeg har en mor der er fyldt med fejl // jeg har en far der ligner noget, man kan finde i et spejl”) i et 80’er præget elektro-poprock univers gør altså hverken en nyskabende, specielt original eller retro chic, ligesom det er som om det hele mangler noget personlighed og selvstændige idéer. Der er ikke en finger at sætte på det Klönk gør, det lyder som den slags SKAL lyde…. men hvor er nytænkningen og det der gør, at jeg skal vælge at lyttet til netop det her fremfor lignende kunstnere? Det minder mig vel egentlig på en måde, om en krydsning af Christian Hjelm og The Minds of ’99

Til gengæld er Fyldt Med Fejl et dejligt kort bekendtskab, og det var faktisk ikke ment som nogen form for sviner. 3 numre, med en samlet spilletid på under 14 minutter, det er i alle tilfælde til at overkomme. De 2 første numre, titelnummeret og “Grund Til Bekymring”, virker skræddersyede til at være singler og til at kunne ramme radiobølgerne. Det er der sådan set intet odiøst eller forkert i, men det er også de 2 numre der fremstår mest som ekkoer af noget man har hørt før. Lige fra klangen til formen. Afslutteren, “Passerer Blot” viser en lidt anden side af det 5 mand store orkester, tempoet er sat ned, der arbejdes mere med nogle udsvævende, kølige klangflader og en spilletid på lidt over 6 minutter.

Det er egentlig her jeg synes Klönk måske har noget, som kunne pege i en mere selvstændig retning, men så alligevel. For ja, det klæder dem at sætte tempoet ned og give det atmosfæriske i musikken plads, men selve melodien, og især den måde der synges på, klang og intonation, det er lyder stadig alt for meget som noget man har hørt tidligere. Det er jo ikke dårligt, det er bare…. upersonligt og hørt før.

Også tekstsiden har her, og generelt, et eller andet der skurrer forkert i mine øjne. Ja, øjne. Når teksterne synges, så går det nogenlunde, men hvis man sætter sig ned og begynder at skrive dem ud, så ender man med noget, som jeg ikke helt ved hvad jeg skal synes om: “Vi skriver 2016 og har aldrig været lykkeligere i mængden // end lykkepiller, forsømte børn og ældre // om lidt når vi til 2060, hvis alt går, som normalt”, fra “Passerer Blot”.

Mest oplagt til at blive et hit, og løbe andre i bedene, er nok “Grund Til Bekymring”. God melodi, den synes jeg næsten jeg har hørt før?! Opbygningen og rejsen hen i mod et børnekor, der introduceres mod slut, og får lov til at lukke sangen ned, fungerer godt – og er måske netop den gimmick/tilføjelse der skal til for, at et nummer som dette har den krog som radiostationer og lyttere kan bide på.

Jeg vil ikke gå så vidt, at kalde det her kalkuleret og udspekuleret, for Klönk’s toner, trods genkendeligheden, virker egentlig organisk nok frembragt. Bare ærgerligt det samlede lydbillede i sidste ende alligevel fremstår som en (utilsigtet?) jagt på en succesformel, eller i hvert fald opererer indenfor så kendte rammer, at motivet, og det samlede billede, virker som et genoptryk.

Og derfor ender det samlede indtryk også under middel.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Klönk på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.