Repeat #6

0
543
views

Så er det igen blevet tid til at kaste øjne og ører på en ny bunke singler. I denne omgang er der blevet plads til neo-folk/pop/new romantic toner fra Dune Messiah, indie/folk fra Rainbrother, electro-indie fra Entakt, moderne død og ødelæggelse fra Livløs, neo-psych fra Turquoise Sun og klassisk rock fra RedWolves.

Da jeg kastede mig over de her anmeldelse af singler var det både for, at prøve noget nyt og med den slet skjulte motivation, at det måtte være tidsbesparende i forhold til, at bakse med Dagens Track hver dag. Nuvel, i denne uge er samtlige singler, undtagen en enkelt, over 5 minutter lange, de fleste faktisk lidt længere… så meget for “nemt og hurtigt”!

Meeeen, vi hygger os da og det er lidt sjovere end at sidde og spytte Dagens Tracks ud hver dag fra den lille GFR sweatshop i Herlev, ikke? Gu’ er det så!

Mindre snak, tilbage til singlerne.

Dune Messiah – “Silence and Surrender”

Bag det Frank Herbert inspirerede (eller direkte hapsede) navn gemmer sig Magnus Westergaard, som har udsendt to udgivelser under dette alias, en selvbetitlet EP og albummet The Iron Oak. Stilistisk er han kommet lidt omkring, blandt andet har han flirtet med neo-folk, new romanticism og post-punk. Om den tilhørende video til nyeste single, “Silence and Surrender”, lyder det blandt andet fra Westergaard:

“Sangen handler om en mandlig taber-karakter, der udviser en misogyni. Der er overdrevne seksuelle undertoner, frustrationer og misundelse hele sangen igennem, som vi synes kunne være interessante at projicere over på filmformatet”.

Førstehåndsindtryk: Ovennævnte er, selvfølgelig, mere tydelige, hvis man ser videoen, men nu er det her jo ikke en anmeldelse af videoer, men singler. Hmm, ikke dårligt! Der er en god, rastløs, eller kunne man kalde den “indebrændt”, energi i det her? Vi læner os over mod det post-punkede/new wave/romantics’ishede (det er et ord, ja).

Efter flere lyt: “They say that forgiveness is a way to be free // and Jesus told us all just to turn the other cheek // well then silence and surrender, there’s gotta be a way // of showing you the faces of the people you betray”, lyder det et godt stykke inde i sangen, mens desperationen og frustrationen i stemmen vokser, samtidig med, at sangen dirrer mere og mere. Effektivt, må man sige.

Sidste del af nummeret, efter et “that’s all I have to say”, domineres af en violin, som pludselig overtager nummeret (efter at have gemt sig lidt i skyggerne sangen igennem), mens den pulserende post-punkede rytme banker videre nedenunder. Det fungerer virkelig godt, sender sangen i en overraskende retning, som om vi mod slut befinder os et andet sted end de første 2 ½ minut af sangen.

Konklusion: Spændende og meget lovende, det her! Min nysgerrighed efter at høre mere er vakt, samtidig med, at det her er en rigtig stærk sang.

Rainbrother – “På Træerne”

“På Træerne” er den dansksprogede singleforløber for albummet Island, hvor der hovedsageligt er numre på engelsk. Samtidig har bandet også en ny video ude, men den er til den 7 minutter lange albumlukker, “The Master”. Måske lidt forvirrende, men, sådan ligger landet. På Island undersøger bandet over 10 sange “forskellige nuancer af isolation, tabt kærlighed og selvaccept”.

Førstehåndsindtryk: Singlen er kun knap 6 minutter i forhold til den næsten 7 minutter lange The Master video! Stærkt går det ikke ligefrem hva’? Atmosfæren er nærmere lidt døsig og tåget… brudstykker af det minder mig lidt om noget Niels Skousen, i hans mest dvaske hjørne? “Kærligheden smager så sødt, når den falder ned på jorden”, er den sætning der dukker tydeligst ud af tågerne for mig… om ikke andet et modigt valg som single.

Efter flere lyt: Det går sgu nok en kende for langsomt til, at være en single der for alvor får hul igennem og skaber bred opmærksomhed for Rainbrother. Egentlig en skam, for giver man sangen den fornødne tid og ånderum, så er det bestemt et nummer, der er værd at lytte til. Det rolige tempo og den langsomme udvikling til trods, så sker der faktisk en del i løbet af sangen, selvom tempoet ikke ligefrem stiger.

Men den rummer nogle udbrud, f.eks, fra guitaren mod slut i sangen, så man ikke føler, at der går stilstand og tomgang i den. Men det er ikke et nummer, der bare lige sådan sætter sig fast og stjæler ens opmærksomhed, det er mere en stille sniger…

Konklusion: Det er også sangens ubetinget største svaghed som single. Den kræver altså koncentreret lytning inden den åbner sig lidt op. Det kan man kalde insisterende og modigt fra bandets side, eller meget optimistisk?

Entakt – “Skymaskiner”

Den elektroniske indie-rockduo udgav tilbage i november måned sidste år deres første album i 10 år, og deres nye single er titelnummeret derfra. Sangen og titlen er inspireret af de store, røde skorstene man kan se ude på Refshaleøen, og om nummeret lyder det videre:

“Oprindeligt er sangen skrevet som en ret klassisk rockballade i 6/8, i stil med den slags, man kunne finde på Jeff Buckleys ’Grace’-album, men nævenyttige som vi er, havde vi lyst til at gøre den en anelse mere kantet og sprælsk, rent rytmisk.”

Førstehåndsindtryk: Hvad sker der for de her lange singler? 6 minutter og 18 sekunder i et temmelig adstadigt tempo, meeeen, det svæver godt afsted og nummeret stiger mod slut, hvor det stille og roligt rejser sig mod himlen, som en af de der røde skorstene, måske?

Efter flere lyt: Ingen tvivl om, at opbygningen er rigtig veludført og effektiv, man føler det stille, men kraftfulde sus og løft i sidste halvdel af sangen, som der sigtes efter. Men tilløbet er også langt og kræver lidt, at lytterne har tålmodighed og ikke falder fra. Det er klart, at Entakt med så lang en single ikke sigter specielt bredt, men det ville være lidt ærgerligt, hvis de kun ramt de i forvejen omvendte.

“Skymaskiner” rummer samtidig nogle ret stærke tekststykker, som bandet vist også godt selv er klar over har et eller andet, i hvert fald er de også fremhævet i det medsendte materiale. ”Vi ligner efterhånden alle andre end os selv”, lyder en af dem. Entakt lyder, heldigvis, som om de godt selv ved hvem de er på dette nummer.

Konklusion: Det bliver sgu nok ikke til et radiohit, men “Skymaskiner” er en rigtig flot, vedkommende og smagfuldt leveret sang, som er et lyt værd, hvis man lige kan afsætte 7 minutter til at koble af.

Livløs – “Rot & Ruin”

“Menneskeligt forfald og disharmoni skildres i storladen lyrik ført til livs gennem et råt, eksplosivt og ikke mindst melankolsk soundtrack. Sangen fremviser 3 stadier af skyld; benægtelse, selvindsigt og accept. Derudover skabes der også en personifikation af skylden selv”.

Sådan lyder noget af beskrivelsen af den ny single fra metalbandet Livløs, der efter udgivelsens af deres debutalbum og koncert på blandt andet Copenhell sidste år, nu er tilbage med en ny forsanger. Og i følge dem selv, endnu større ambitioner og motivation. Lad os se hvordan det så lyder.

Førstehåndsindtryk: PLAFF PLAFF PLAFF, fuld hammer fra start over hele linjen! Hmm, den ny vokal er god, growlende og ond og lader til, at glide lige ind i den Livløs stil man har vænnet sig til. 6 minutter lang single, det er da i hvert fald ambitiøst i en eller anden udstrækning. Umiddelbart er jeg hooked, men sådan en bassemand kræver lige lidt flere lyt og fordøjelse.

Efter flere lyt: Mmmmm, råd og ruiner ligger sgu ret godt i mavsen. Jeg ved ikke helt om jer er helt solgt på det stykke med “snakke-syngen” på halvvejen, men det er kort og fungerer fint som en markering af overgangen til sidste halvdel af sangen. Her går sangen igennem et par stadier, der peger hen i mod en ganske effektiv og medrivende afslutning af det lange nummer.

Nummeret ER lidt langt, men, hver gang man er lige ved at miste pusten lidt, så formår bandet at lave et lille skift, der giver et boost, så man hænger på hele vejen igennem. Fee’ døe!

Konklusion: Don’t call it a comeback, de har jo aldrig rigtig været væk, men så da i hvert fald en mere end lovende begyndelse for det “nye” Livløs.

Turquoise Sun – “Luminosity”

Og så til noget lidt andet igen, vi skal have noget solskin fra Turquoise Sun, der har opkaldt deres nye single efter en måleenhed for styrken af solens kraft/en stjernes energiudladning. Nummeret handler om:

“… at vælge håbet, energien og fornyelsen i en mørk periode af ens liv. Om at måtte acceptere at tage en tur til rundt om solen, hvis man føler sig fanget”.

Singlen er forløber for albummet Sunesthesia, der udkommer den 12. april.

Førstehåndsindtryk: Næsten 6 minutter? Himmel og hav, jeg er da løbet ind i nogle længere singler i denne omgang… nuvel, der er dømt sol og sommer, som man nok kunne fornemme, men på en skæv, lidt uhåndterbar og overvældende vis. Vokalen ligger trukket tilbage i strandkanten og skvulper rundt sammen med instrumenterne, der flyder sammen, bølger frem og tilbage i ryk, i skiftende tempo. Det er både afslappende og en kende stressende, og man skal bruge lidt krudt på, at stille ind på Turquoise Suns frekvens.

Efter flere lyt: På en måde kan jeg rigtig godt lide det her, men på en anden måde har jeg stadig svært ved, at “wrap my head around it”. Ikke fordi Turqouise Sun er det mest eksperimenterende eller avantgarde musik jeg har udsat mine ører for, men der er et eller andet ved de her lydbølger, der trods deres umiddelbare “blødhed” og varme, som er svære for mig helt indfange og få styr på.

Det er jo ikke nødvendigvis en dårlig ting, men når vi har med en single at gøre, så resulterer det nok i, at man mister nogle lyttere i svinget. Et tidligt sving. Bandet har tidligere fået airplay på P6, det ved jeg ikke om det her, trods alt, er lidt for særpræget til? Og langt, selvfølgelig. Men uinteressant er det bestemt ikke.

Konklusion: Ahm…? Jeg er nok lidt mere forvirret end forelsket!

Redwolves – “The Pioneer”

Vi runder af med en omgang rock fra Redwolves, der snart er klar med deres debutalbum, Future Becomes Past. Jeg var meget begejstret for deres EP, Walking Roads, som jeg anmeldte for lidt over 3 år siden. Fuldfed rock, som medførte et eller andet der mindede om et stripshow i stuen… Det var en anden tid! Mon deres nye single medfører opførsel, som kan krænke nogle læsere?

Førstehåndsindtryk: yes, rock, så går det sikkert stærkt og er skåret ind til benet! 7 minutter og 37 sekunder… Jeg har da fået valgt alle de korte single i denne omgang… Nuvel, det er en af de langsomme og veludførte af slagsen, men, ikke lige hvad jeg havde brug for lige nu, men det er jo ikke deres skyld.

Efter flere lyt: På mange måder er det helt klassisk det her, et langt, opbyggende rocknummer af 70’er-skolen, og et solidt udført et af slagsen. Det bygger og bygger og bygger, uden at der egentlig sker det store ud over små stigninger i intensiteten, indtil vi rammer de sidste par minutter, hvor nummeret bliver instrumentalt.

Den afsluttende del er rigtig fed og her rockes der godt igennem, men det er lige før tilløbet bliver for langt til min smag, eller, at der sker for lidt. Man kunne måske godt have skåret noget fra i første halvdel af sangen, hvor det føles som om bandet sigter efter den episke opbygning, men ikke heeeelt rammer den. Tanken er god og ambitionerne prisværdige.

Konklusion: Lidt for lang, eller sker der for lidt? Et modigt og måske lidt for satset valg som første single, men det kan være, at det er for, at vise en ny retning for bandet og hvad man kan forvente af pladen? Ikke et dårligt nummer, men heller ikke en fuldtræffer.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Dennis Morton, Dune Messiah pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.