RedWolves: Walking Roads ★★★★★☆

0
1184
views

Kan man genoplive en bedaget, måske endda uddøende, genre som rock, rock med stort R, og uden at være decideret banebrydende eller nyskabende, og score næsten topkarakter? JA.

Da vi når den sidste guitarpassage i “Farewell” med knap 1.25 minutter tilbage på klokken og endnu en gnistrende, majestætisk solo sætter i, ligger jeg i en sø af min egen sved på gulvet. Ansigtet låst i det bedste guitar-fjæs jeg kan mønstre, det der mest ligner en forpint guldfisk, der er ved at gøre i eget akvarium. Sikkert uden anden beklædning end min kropsbehåring og armene låst i den bedste luftguitarsolo positur EVAAAAR.

Jeg frygtede ærlig talt, at de nervebaner i min sølle krop der responderer på god, gammeldags, fuldfed og uforpligtende rock for længst var døde, eller i hvert fald så lammede at de aldrig ville reagere igen. I flere år har den klassiske, maskuline og svedhørmende guitarrock hængt mig gevaldigt ud af halsen og ikke været noget jeg for alvor kunne hidse mig op over, på den gode måde. Jeg har søgt tungere, vildere og mere ekstreme græsgange for at få et kick, eller mere eksperimenterende toner, som på en eller anden måde kunne give et udslag. I glimt har jeg følt en smule begejstring for nyere rocknavne, jovist, men ikke noget der sådan VIRKELIG kunne få rockrøven til at vrikke, sådan af egen vilje.

Tusind tak til københavnske RedWolves, der med denne blot 4 numre lange EP losser mig så hårdt og uimodståeligt i rockmåsen, at de begyndende rynker bliver rettet ud!

De 4 gutter, der tidligere boltrede sig under navnet Awesome Mr. Powerwolf, leverer kort og godt så medrivende, potent, catchy and ballzy, uimponeret og autentisk en omgang højoktan RAWK, at jeg tror min blodcirkulation med ét er blevet markant bedre.

Virkemidlerne er sandt for dyden ikke voldsomt originale, men fuck den der dyd, det er alligevel pissekedeligt. Lad os ikke hænge os unødigt i genrekonventioner, rock og rul lyrik og en værktøjskasse hvis indhold virker alt mellem 20-40 år gammelt. Kulstof 14 prøver er overflødige, når det rykker lige så fængende og smittende som på åbningsdrønet “The Barrier”. Det her er den rene, uforfalskede rock-vare, der når den fræser for fulde omdrejninger, uden mislyde, bare FUNGERER og taler et universalt sprog alle rockelskere kender og forstår. Man ved bare når den er der, og det er den her.

Selv EP’ens “svageste” stund, og der er virkelig tale om svageste i gåseøjne, “Got You On My Mind” (I kan sikkert fornemme temaet ud fra titlen) trækker ikke helhedsindtrykket ned. Barren hænger stadig højt og holdes oppe af det fuldstændig forrygende drive bandet tilfører det ellers lidt konforme turbotempo nummer. Det er så velspillet, veleksekveret og strygende derudaf med vind i garnet, at man sagtens kan leve med, at det måske står lidt i skyggen af de 3 andre numre- der så til gengæld også er så fremragende, at et hattrick er mere end rigeligt.

Bandet spiller som sagt blændende, alt spiller og kører på samtlige cylindere. Produktionen er nærmest pletfri, ikke for pæn og poleret og ikke for rå og skramlet til gruppens stil og klang – røvfed lyd, kort sagt. Vokalen er muligvis “acquired taste”, da den leveres for fuld skrue og high pitched det meste af vejen, tænk noget i retning af Axl Rose med mindre skærebrænder eller en mindre hysterisk udgave af Miles Kennedy. Jeg elsker Axl, men Kennedy giver mig hjerteflimmer og kvalme, så et eller andet sted er vi også i nærheden af min tolerancegrænse. Den overskrides dog ikke, og modsat bandets seneste EP, Wake Up, så synes jeg vokalen her iscenesættes og doseres fuldstændig optimalt – så endnu et flueben i anmelderkolonnen.

Jeg genvinder stille og roligt selvkontrollen og fatningen og kommer på benene mens den sagte guitar-outro til “Farewell” rinder ud. Hvilken pragtfuld semi-ballade, der er en meget tidlig kandidat til mit favoritnummer for 2016 – og et der i en for mig yderst sjælden stund gav mig lidt gåsehud, da ovennævnte guitar-solo blev sluppet løs. “Walking Roads” begynder at rumle ud af højtalerne, titelnummeret signalerer, desværre, at vi allerede er ved at være ved vejs ende. Så hvorfor ikke rulle ud på de store, åbne highways med RedWolves, jokke klampen i bund og slippe rockens hestekræfter helt løs?

“You think you’re free on the highway, with full speed ahead…”, hviner forsanger Rasmus Cundell efter halvandet minut med fuld fart fremad, og herfra, og de resterende 5 minutter af den lange afslutter, er jeg totalt solgt igen. De sidste 3 minutter er nærmest en lang rock tour de force, hvor fart, intensitet, musikalske muskler, timing og voldsom energi smelter sammen. Af med klunset igen! “Walking Roads” hiver dig fast i håret, rykker dig rundt og goes to town!

RedWolves har med denne lille perle af en rock-EP vækket rockpulsen i mig igen, det spiller selvfølgelig ind i den endelige dom – det er svært ikke at være subjektiv, når man for en gangs skyld føler sig rørt og rusket igennem. Men selv uden den personlige oplevelse, så må det her, rent objektivt, være helt fremme i feltet, når årets danske rockudgivelse skal findes om 11 måneders tid.

Rocken var ikke død, længe leve rocken! Spil “FREEBIRD”! Og hvor smed jeg mine boxershorts?!

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg RedWolves på facebook og kig forbi deres gratis releasekoncert lørdag d. 30/1

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.