L.T. Valentin: Villerst Minde ★★★★★☆

0
409
views

L.T. Valentin debuterer med en stærk samling dansksprogede folk-rock sange, der på gammeldags manér tager sig tid. Det er eftertænksomt og nærværende, men kræver lidt tålmodighed af lytteren.

Har man haft P6 Beat kørende det seneste halve års tid, så er man nok blevet præsenteret for singlen “Når Solen Står Højt” på et eller andet tidspunkt. Det tempofyldte og opløftende 60’er rockende nummer er i hvert fald blevet spillet ganske flittigt. Derfor er det måske også lidt overraskende, at netop dette nummer ikke er at finde blandt de 9 numre på debutpladen. Faktisk er ingen af Valentin’s tidligere singler kommet med, så der er tale om en samling “friske” sange.

Det er et dristigt valg, både fordi han derved styrer udenom den indbyggede genkendelse der ligger i, at inkluderer en allerede eksponeret single, og fordi den med sit smittende drive ville give pladen et lille tempomæssig skub, som den muligvis i sidste ende mangler. Den slags sange er der nemlig ingen af på Villerst Minde, der kører i et lavere, mere tilbageholdende tempo. Til gengæld giver det pladen en anderledes, sammenhængende følelse, som “hittet” måske havde forstyrret.

Dermed virker det også som om, at pladen er en form for streg i sandet, som skal signalere en udvikling hos Valentin. Et før og efter. Valentin påpeger da også i det tilsendte materiale, at pladen tager udgangspunkt i hans personlige udvikling de seneste år, så respekt for at droppe det mest kendte nummer og gå med hvad der føles mest rigtigt.

Generelt flyder pladen ubesværet i et behageligt midtertempo med spredte udsving, men aldrig større end, at man ikke “hyles ud af den”, eller den overordnede følelse af, at man er i selskab med en kunstner der sidder og tænker højt. “Der er vinter i mit hoved, den holder ved i år”, lyder det blandt andet i den næste 6 minutter lange, roligt dvælende “Vinter I Mit Hoved”. En klassisk “sidder og kigger ud af vinduet på gråvejret” sang, hvor ordene får lov til, at trække læsset til et simpelt og afdæmpet arrangement. Den akustiske guitar er i centrum, men lige under aner man nogle diskrete strygere og senere mundharmonika, der lige giver sangen et ekstra strejf af blålig melankoli.

L.T. Valentin har, trods den rolige stemning pladen igennem, en ret markant og gennemtrængende vokal, der måske er en smagssag for nogle, især over en hel plade. Det er ikke skævt som hos Dylan, eller skingert som hos Young, men har en klang, som sender en tilbage i tiden og er med til, at forstærke den gammeldags visesanger/beat-poet følelse, der i forvejen gennemstrømmer pladen.

Når pladen er bygget op som den er, er en del selvfølgelig afhængig af om man synes om vokalen, men også at materialet kan bære pladen. Heldigvis spiller det i min optik for Valentin hele vejen igennem, bundniveauet i sangskrivningen er imponerende højt, lyrisk er der heller ingen dyk at spore, på en plade der med egne ord kredser om, hvad Valentin oplever i samfundet med “kærlige og bestemte hentydninger”.

Faktisk sluttes pladen virkelig stærkt af, “Simpelt og Begrænset” er det tænksomme punktum, “et simpelt og begrænset liv, kan også være godt // eller var det bare sådan det blev?”, lyder spørgsmålet her, mens vi vi får tid til, at fundere over om “er du tilfreds med det?”. Det er ikke belærende, Valentin dømmer ikke, men giver netop plads til, at der kan tænkes. Et stærkt punktum, men lige inden får man den mere fortællingsdrevne “Du Ligger og Bløder”, der er mindst lige så stærk og rent musikalsk mere udfordrende.

“Hvem er det du vil imponere, den eneste der klapper er dig selv // Du ser op til folk og tåber, som kun giver bajere og kritiske smæk // Rejs dig nu op du ligger og bløder, overfor Radisson Hotel”. Hvem dette “du” er fremgår ikke helt, det kunne både være selvbiografisk eller en historie om en helt anden. Den musikalske finte er her, at første del af sangen kører i noget der minder om valse-takt, mens Valentins fraseringer og intonation visse steder minder mig om Niels Skousen af ældre dato, indtil sangen pludselig skifter lidt stil og tempo og slår over i hvad man kunne kalde Creedence Clearwater Revial sump-rock. Det giver en ret sjov og virkningsfuld effekt, hvor nummeret ikke brækker over, men går fra en lidt nedslående stemning til en vis optimisme for, at det lykkes at rejse sig op. Men vi ender tilbage i det mere valsende, og en afsluttende bemærkning om, at “du er tilstede i mit spejl, og bliver foreviget i samme krop // Og selvom du er tilstede, er din sjæl langt borte”.

Det var måske ikke videre opløftende, men det hele er nu ikke så nedslående på Villerst Minde. På førstesinglen, “Alt Godt Til De Gode”, pladens anden nummer, lyder det “giv mig en opsang, jeg ligger på langs igen”. Det er måske ikke super optimistisk, men der er dog håb, og alligevel, “ting tager sin tid, som’tider en livstid // Og jeg har jo livs… tid nok”. Det med, at være et sted i livet, og at muligheden for at flytte sig afhænger af en selv, synes at være et tema der går igen flere steder på pladen. At finde sin “plads” i livet, at finde “hjem”. “Det her føles ikke som et hjem, hvis der overhovedet findes sådan et?”, lyder det eksempelvis i “Den Rodløse”.

Villerst Minde lyder ikke som en opgivende plade, men emmer af håb og muligheder i sprækkerne mellem ordene. Valentin styrer udenom konkrete svar og klart formulerede mål, men besynger i stedet for en eller anden form for bevidsthed om, at det kan lade sig gøre, hvis det er det man vil – så er spørgsmålet, selvfølgelig, om man sætter sig de “rigtige” mål. Måske er det rejsen, der er det vigtige og pointen i sig selv? Dukker et nyt mål ikke bare op, når det ene er nået, hvis man ikke har fundet “hjem” oveni i ens hoved?

Det kan man så sidde og fundere lidt over, mens Valentins flotte debutalbum fungerer som 5-stjernet soundtrack til ens store og små tanker…

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.