Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Psy:code: Persona ★★★☆☆☆

Psy:code: Persona ★★★☆☆☆

247
0

Hardcore møder synthflader på Psy:codes Persona, der i modsætning til begrebet stikker lidt i forskellige retninger. Det er der styrker og svagheder i og pladen balancerer imellem opfindsomhed og tunge klicheer. At der er et mål af de sidste gør, at pladen til trods for at udfordre ikke lykkes helt.

Overraskelser. Ofte et ord, der er positivt i anmeldelser af ret genre-rene bands. Psy:code overrasker på Persona mest med at lykkes med ting, der ikke burde virke. Og dermed positivt.

Psy:code spiller en form for hardcore blandet med store, symfoniske strygere. Allerede i dette cross-over ligger der en række faldgruber, som bandet stort set styrer uden om: det bliver (næsten) aldrig klistret, overproduceret eller ’for nemt’. Ikke mindst på grund af meget intenst vokalarbejde af Schou, bakket op her og der af egale vokaler: Leadvokalen rummer hardcorens desperation og er et konstant bærende element når der ellers djentes, fyres riffs af og skydes synth-strygere af sted.

Fjerdeskæring, ‘Aldrig’, bliver en interessant variation i at blive screamet på dansk, mens afslutteren, ‘Samme Vej’ i med egal, lys vokal i meget mindre grad fungerer. Og syveren, ‘Til Evig Tid’ falder lige i fælden og til trods for bulder og brag minder nummeret med sin pathos og egale sang lidt for meget om Vestegns-pop. En ærgerlig måde at slutte pladen på, men også et billede på, at Psy:code opererer i en balancegang mellem det forfærdelige og det innovative. Det er altså her, man skal finde værdien i Persona.

Det lykkes at holde godt liv i både potensen på pladen og den desperation, scream-vokalen står for. Overraskende nok fungerer stroferne i ‘Deranged’ på den måde glimrende, selv om de består af synthflader med screamvokal over. Når guitar og bas så sætter ind i refrænet, giver det en fin, dynamisk effekt og fordi der er intensitet i især vokalen, opdager man først guitarens fravær, når den sætter ind igen. Stærkt udført!

Pladens dynamik går fra en intens åbner, hvor vokalen leveres så hurtigt, at det minder om scream-rap, følges op af den skarpe ‘Deranged’, hvorefter vi får tre ballader hvoraf ‘Aldrig’ er én og den med egal vokal leverede ‘Dark Days’. Sidstnævnte bliver lidt for NU-rock pæn, men på en plade med 11 numre, er der plads til netop dét.
Balladetråden bliver i øvrigt taget op igen på ‘Simplified’, der som nummer 8 afsynges med i forhold til afslutteren tilsvarende lys vokal – men på engelsk. Det fungerer bare bedre på engelsk ud fra princippet om, at det sarte og let klicheprægede bedre slipper igennem på engelsk end dansk.

Persona bliver dermed det modsatte af hvad begrebet dækker over: Nogle stereotype fællestræk, der kendetegner en demografi og personificeres. For pladen stikker lidt i flere retninger.

Psy:code kalder sig selv blot for ’metal’, men da det hele er så følsomt og vokalen er som den er, passer hardcore egentlig noget bedre – de lidt atypiske synths til trods. For det hele er meget følelsespræget – som hardcore har for vane – og dermed er der også hele tiden en risiko for at falde i nogle følelsesladede fælder.

Som tidligere skrevet styrer Psy:code uden om de fleste. Men der er nogen og de gør ikke noget godt for pladen.Jeg indleder også med at påpege at pladen især er interessant i at fungere med ting, der ikke burde. Om end det vidner om dygtige folk, så hænger der hele tiden et spørgsmål over pladen om hvor vidt det er nok til at gøre pladen god?
– og i kombination med de numre, hvor det falder lidt sammen det hele, ender vi på tre stjerner.

Ikke for det; gennemlytninger har medført en del headbanging-agtige nik på cykelstierne – og tak for det! Men som plade når den ikke helt op i den gode kategori…

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.