Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Vilde Græs: Vestenvind ★★★★☆☆

Vilde Græs: Vestenvind ★★★★☆☆

548
0

Morten Aron Larsen og resten af Vilde Græs er tilbage med opfølgeren til det selvbetitlede debutalbum. Denne gang er der mere rock og et strejf Gasolin’ i den musikalske blanding. 

Vilde Græs er nok et relativt nyt navn på den danske musikscene, men lyden er velkendt og hovedmand Morten Aron Larsen har været og er aktiv i navne som Spids Nøgenhat, Quiet Spring og On Trial. Vilde Græs debuterede med et selvbetitlet, og glimrende, album i 2018, og er nu klar igen med en god gang dansksproget psych-folk-rock. Det nye på Vestenvind er at ekkoer af Gasolin’ er dukket op i lyden, der er lidt mere rocket end på debuten, især på den sidste del af pladen.

Ellers er meget ved det vante for bandet – man fornemmer tydeligt at det meste er optaget live i studiet, for det svinger og pulserer. Åbningsnummeret ‘Tørre Blomster’ kunne på mange måder lige så godt have været at finde på Vilde Græs, og er nok også albummets mest fængende.

Den mere langsomt pulserende ‘Tiden Drejer’ bæres i høj grad også af Jonas Pihl’s klaver, men kører i sidste ende lidt for meget i samme rille, mens titelnummeret ‘Vestenvind’, her med et lidt mere diskret klaver, byder på et glimrende omkvæd og et, i al sin enkelthed, adstadigt, men medrivende groove og en besjælet guitarsolo til sidst.

Der er noget  næsten ørken-rockende over ‘Døde Måne’, som er en opvisning i at opbygge et organisk groove, der ligesom bare får lov at rulle videre i de fem et halvt minut nummeret varer. Her aner man især at Vilde Græs er live på den gammeldags facon.

‘Ildeset’ indledes med et guitarriff som en ældre herre med fornavnet Neil kunne have været ophavsmand til, men her hører man også noget af den Gasolin’-inspiration, som nævnes i pressematerialet. Det giver et mere ligefremt rockende nummer, hvor dobbeltvokalerne i intonation kunne slægte Kim Larsen og co på. “Intet står stille/Selv om du ligger ned” lyder det blandt andet her, og det er der jo en på en gang dyb og banal observation i. Til gengæld virker de næsten 6 minutters spilletid som for langt her, selv om der ikke er noget at udsætte på de instrumentale udgydelser.

Albummet afsluttes med ‘Døden Fejer Sin Gang’, hvor Vilde Græs er tilbage i det langsommere groove, og hey, det svinger virkelig. Her skaber guitarerne også en fortættet atmosfære, så man virkelig føler sig omsluttet af lyd når man har et par hørebøffer på. En atmosfære, som Christel Voldby Winther’s violin også bidrager flot til. Her når vi op på over 10 minutters spilletid, og igen, det groover og gynger – men et par minutter kunne måske gemmes til live-udgaven foran publikum? Nuvel, måske er jeg bare blevet utålmodigt anlagt af at anmelde musik.

Hvor melodierne mere var i højsædet på debuten, er det groovet der er boss her. Det giver en lidt anden oplevelse, og så alligevel umiskendeligt Vilde Græs. Alligevel synes jeg gruppens første album står stærkere samlet set, hvilket også afspejles i karakteren – til gengæld giver Vestenvind kun mere lyst til at høre Vilde Græs live. 4 af de store til Vestenvind. 

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.