Tuco Brothers: Skyggemil ★★★★☆☆

0
213
views

Tuco Brothers har brugt nogle år i studiet for, at nå frem til Skyggemil. En eksperimenterende plade, der blander elementer fra folk, dansk poesi, lydlandskaber, elektronik og andre indfald på en række sange, hvor sangskrivningsskabelonen er brudt op.

Tuco Brothers debuterede egentlig helt tilbage i 2005 og fulgte op med album nummer to i 2013, nu blot under navnet Tuco. Begge plader fik pæn opmærksomhed rundt omkring og nu er album nummer tre så ude fra duoen bestående af Anders Blomquist og Jesper Tuco Andersen, der i denne omgang har fået assistance fra Michael Stern Mendel på guitar (på de fleste sange, som der står i presseteksten), mens Camilla Munck bidrager med vokal på fire af sangene. Endelig har Ulrick Corlin indspillet trommer ovenpå nogle i forvejen samplede og programmerede trommespor.

Det er kort sagt en plade som har fået lov til at opstå og blive formet over lang tid i forskellige studier med mange lag, facetter og indtryk at tage ind til følge. Alligevel fornemmer man en en form for rød tråd igennem de syv numre Skyggemil består af. En form for fælles, blålig og poetisk grundtone, der trods albummets umiddelbart studiekonstruerede natur fremstår ret organisk og stoflig. Det er lidt firkantet sagt lykkedes Tuco Brothers at tilføre eksperimenterne noget liv, sjæl og stoflighed, så det ikke fremstår som et koldt, teknologisk mareridt. Det er på mange måder et album, der føles lige så (hvis ikke mere?) præget af og forankret i folk og folkemusik med en nordisk tone og stemning, som det er en digital “computerplade”.

Dette møde mellem det umiddelbart kolde og “døde” og noget mere organisk og “åndende” giver både en sjov kontrast og et spændende spil, det er to, eller flere, verdener der mødes og jeg ved ikke altid helt hvilket ben jeg skal stå på. Det ene øjeblik tager man dybt ind i skovene, omgivet af høje træer og delvist blændet af solens skær i en idyllisk skovsø med den instrumentale “Støvet Liv” som soundtrack. Eller forsvinder helt ind i sig selv og ud igen, ud hvor verden ender eller universet begynder og svæver rundt i ingenting på den pudsigt betitlede “Uro”, et andet af pladens instrumentale øjeblikke. Øjeblikke som disse optræder både som pusterum og afstikkere i løbet af pladen, men de virker som mere end “bare” intermezzoer der skal fylde tiden ud. De bidrager til det samlede billede, selvom det overordnede motiv Tuco Brothers tegner ikke altid står helt klart – men man føler der er en mening med tingene.

Disse stunder står i ret tydelig kontrast til mere bevægelige numre som åbneren og titelnummeret “Skyggemil” og pladens effektive one-two punch “Sikker Sele” og “Psykopat”, der fungerer som pladens højdepunkter for mig som fjerde og femte numre. Her er stil og tempo en anelse mere pågående; i hvert fald i de to sidstnævnte; “Skyggemil” svæver stadig lidt rundt i kredsløb om sig selv i et lidt Radiohead’sk lydbillede. På en eller anden måde (og med forbehold) så minder vokalen, kombineret med den lidt luske-gyngende og vuggende melodi på “Sikker Sele” mig om en art opdateret Peter A.G. og Gnags?! Det er ikke “De Vilde Kaniner” men det er altså lidt derhenad, så måske bare nogle Luskede Harer? Det er både messende, meditativt og en lille smule urovækkende, som om der lurer og hviler en ukendt fare over både tekst og musik. Jeg kan ikke helt afkode om det handler om at smide forsigtigheden over bord, at den sikre sele er hæmmende eller hvad det egentlig handler om – men jeg nyder den tvetydige stemning der hersker her og pladen igennem.

Sammen med “Psykopat” er det nok også albummets mest musikalsk direkte og iørefaldende stunder. Det er både pladens styrke og en lille svaghed, at man aldrig helt ved hvor man skal hen med albummet, der overordnet godt kan føles lidt vag i sin retning. Det er nok en smagssag i hvilken grad man er med på hele turen og i hvilken grad. Det virker i høj grad som et album, der handler om skiftende stemninger og atmosfære, og ikke så meget af komme den snorlige vej fra A til B. Det ene øjeblik virker meget konkret som på “18 år”, hvor “sommeren går på hæld, du hader lidt dig selv”, et andet, som på lukkeren “Island”, driver man mere frit rundt og kan forsvinde ind i egne tanker.

Endnu en brik til puslespillet får man i form af, at titlen er inspireret af Tom Kristensens digt “December” fra 1954, der lyder således:

Der er skræk i alle skygger,
der er fjæs i hver en pil,
mens vi trasker disse trange,
disse trælse skyggemil.

Der er mange indtryk og indfald at fordøje på Skyggemil, alligevel virker pladens puls overordnet rolig og dæmpet, der er ikke noget forjaget over det, selvom der er mange ting i spil. Det gør dog også, at det er en plade der godt kan fordufte lidt mellem hænderne på en, hvis man ikke holder fast og dermed driver lidt i baggrunden.

Derfor lander jeg også i sidste ende på 4 store men lidt diffuse stjerner til Tuco Brothers.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.