Home Artikler Mere ævl og kævl om musikåret 2023

Mere ævl og kævl om musikåret 2023

455
0
#anmelderfjæs
#anmelderfjæs

Endnu et tilbageblik på det år, som er ved at være gået… hvad gik det så med? Hvilken slags musik år blev det? Og hvad er status for GFR? Her er en omgang ævl og kævl tilsat toner fra blandt andet Pleaser, Døgnkiosk, Situationsfornærmelse, Tender Youth, Fräulein og Slagger Lund.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at lave et egentlig tilbageblik på musikåret, der er gået. Men så kom kollega og stadig aktive skrivekarl TH på banen med sit bud på en af slagsen. Og så blev jeg sgu’ egentlig lidt inspireret, eller syntes i hvert fald hans korte, lidt løst strukturerede form fungerede ganske fint.

Så her er vi.

TH gjorde i sit tilbageblik lidt ud af at forklare, at vi her på GFR hænger lidt på med næb og klør. Det er den sædvanlige gamle plade, der sidder fast i den slidte rille. Familie, job, manglende tid og “lyst”, andre interesser og det faktum at vi, og GFR, bare er blevet lidt gamle og slidte. Samtidig har vi ikke formået, at køre yngre kræfter ind, og sådan set stiltiende accepteret/vedtaget, at det kommer til at blive os, som kommer til at køre skuden i sænk.

Det gør både, at vi ikke rigtig fornyer os det store, ikke kan nå at dække alt det vi gerne ville og kunne engang. Og, at GFR er og bliver som det nu er, og det er OKAY!

Roskilde er I der?!

Okay er jeg også uden at det her skal ende i det rene navlepilleri og “åh, stakkels mig”. Jeg delte lidt ud af personlige oplysninger om længerevarende baks med depression og stress, da jeg var lige ved at overbelaste systemet på årets Roskilde Festival. Da måtte jeg indse, at hovedet og kræfterne ganske enkelt ikke kunne leve op til mine egne forventninger og krav. Og justere dem derefter. Hvilket faktisk gik overraskende godt, så jeg endte med en stigende formkurve festivalen igennem.

En alt i alt hæderlig festival, som led under de samme skavanker, der har gjort sig gældende de seneste år. Men også en række positive tiltag og aspekter, som nok skal sikre at festivalen holder sig sund og rask de næste år. Så er spørgsmålet, hvordan os aldrende gæsters form bliver.

Vi serveres stadig fine lunser, som Blur, der stod for årets Orange koncert for mig. Men jeg har også den helt rette alder til lige netop dem. For andre var der nok større fester og oplevelser, hvilket er helt fint med mig. Bare der ER noget til mig. Og jeg prøvede da i hvert fald at finde noget som tiltalte mig, mens jeg stormede og zigzaggede pladsen rundt.




Det primære fokus er jeg stadig dansk, især de navne med småt. Her fik jeg, trods de nævnte startvanskeligheder også set alt fra Stundom, Gorgeous, Selina Gin, Ida Laurberg, Selina Gin, Agnes Hartwich, Nakkeknaekker, Kindsight og de mulige warm up højdepunkter Situationsfornærmelse og Tender Youth.

Jeg fik derimod ikke set en eneste koncert på et spillested i år, hvilket jo er både beklageligt og vanvittigt. Så hovedparten af mine koncerter i år blev set på Roskilde, og så en lille velsmagende dessert på Uhørt. Det skyldes naturligvis mit svigtende energiniveau og overskud pga. det der overbelastede hoved, men nok også bare lidt generel musikmæthed fra min side.

Det er ganske enkelt svært for mig at få hevet mig op til at bruge et par timer, ofte på en hverdagsaften, på en koncert. Især når jeg stadig har eftermiddag/aftenarbejde. Så er der kun weekender tilbage, hvis man ikke skal stresse fra job til koncert. Og da er jeg som regel helt flad, eller foretrækker samvær med familien, som jeg ikke ser så meget i hverdagene.

Elendig software og fyldt harddisk

Nå ja, og så lykkes det mig også lige at brække foden midt i november, hvilket satte en stopper for de par koncerter jeg faktisk havde i kikkerten her sidst på året. Så heller ikke her lykkes det mig, at fange Zar Paulo live for første gang, efter flere afbrudte forsøg. Lykkes det mig mon, hvis de rent faktisk åbner Orange næste sommer?

De er på flere punkter blevet lidt symptomatiske for den måde jeg forbruger, og til sidst slider musik jeg kan lide op på. Deres forrygende debutplade Elendig Software, som oprindeligt udkom i to dele, er proppet med fede sange og sprudlende singler. De har DEN lige nu, toget kører og de har nået det punkt, hvor det hele nærmest bliver selvforstærkende og en selvopfyldende profeti. Det kan selvfølgelig ende med at blive “farligt” for bandet, hvis de ikke lever op til den hype, andre har skabt omkring dem.

Noget jeg selv er skyldig i. Og jeg er også selv skyld i at jeg nu er lidt mæt, endelig. Jeg har skamhørt pladen, og især de mange singler. Bare blevet ved med at lytte, fordi de gav mig et eller andet kick. Indtil virkningen begyndte at fortage sig. MERE MERE MERE. Og så nåede jeg punktet, hvor de ikke rigtig virker længere. Jeg hader det ikke, men jeg har slidt musikken op.




Det er da UHØRT

Derfor skyndte jeg også at pakke Fräulein væk efter, at jeg faldt pladask for deres poprock i forbindelse med Uhørt. Da jeg så den herlige trio spille en voldsomt medrivende showcase på festivalen, var jeg helt solgt. Der var mit nye kick! Heldigvis nåede jeg at stoppe mig selv, inden jeg også tog en overdosis af dem. Så deres musik virker stadig, når jeg engang imellem får et tilbagefald og sætter dem på.

Det er lidt blevet en arbejdsskade også, i den forstand, at jeg bliver helt mættet af de kunstnere og sange, jeg anmelder. Også selvom jeg slet ikke lytter dem i lige så intens og langstrakt grad som eksempelvis Zar Paulo. Når jeg har anmeldt noget, så er jeg FÆRDIG med den plade. Det samme gør sig gældende for singlerne, dog i lidt mindre grad, da det er mindre “portioner”.

Men hvis jeg lytter til mange singler fra den samme kunstner i forbindelse med Repeat-artiklerne, så når jeg også dette mæthedspunkt. Det er forbandet ærgerligt, ikke mindst for kunstnerne, det er jo ikke deres skyld. Jeg tror ganske enkelt, at det er en bivirkning at have anmeldt for meget i for mange år, og til sidst gjort det lidt pligt, samtidig med at man var stresset. Tingene trigger hinanden på en eller anden måde.

Derfor tager jeg heller ikke så meget ind til anmeldelse, eller skubber tingene, hvis jeg føler at jeg ikke orker hvad jeg har sat mig for. Og det er okay. Jeg HAR lært lektien nu, og fattet at det kun er mig selv, som skaber det pres. Det er komplet fjollet for noget som GFR, som “bare” er en hobby. Og gerne skulle være drevet af lyst, nu vi ikke ligefrem scorer boksen på det.




2023, er det punk?

Det gør også, at jeg HELLER ikke har fået lyttet til, og slet ikke anmeldt, specielt mange plader i år. Der var engang, i 2015 eller 16, at jeg talte mig frem til at jeg havde anmeldt 108 udgivelser det år her på siden. Det er OGSÅ komplet fjollet og tilmed forrykt.

Jeg ved ikke om Slagger Lund er forrykt, eller en maniac, men hans vidunderlige album Maniak var i hvert fald et af mine personlige højdepunkter på pladefronten. En skrøbelig sag fra en skrøbelig sjæl. Skæv, uperfekt, smuk, rørende, poetisk, kringlet, forkert og helt rigtig.

Ellers kom 2023 lidt til at stå den hårdere musiks tegn. Det er nok lidt et tilfælde, eller en “modreaktion” til mine Repeat-artikler med anmeldelse af singler. Her har blødere toner, og popmusik det med at fylde godt i indbakken. Så skal der måske lidt tungere kalorier ind andetsteds, eller bare afreageres med noget fræs?

Jeg fik i hvert fald anmeldt gode udgivelser fra navne som Stikkersvin, Døgnkiosk og Pleaser (som jeg også blev overfaldet af på Roskilde). Men der blev også plads til lidt metal i form af Drüben, Stügg, Todez og Carbon Tomb. Nå ja, og lidt andet i blandede genrer, ingen nævnt, ingen glemt. Men, det er altså punken, især fra Døgnkiosk og Pleaser, der af en eller anden grund står klarest tilbage i min erindring. Eller har sat et aftryk der gør at jeg husker 2023 som et “punk år”? Det er nok delvist indbildning…

Måske fordi at punk-udgivelser ofte er short, sweet and to the point? Jeg havde en lang periode, da jeg var mest udkørt, hvor jeg nærmest ikke lyttede til musik ud over når jeg satte mig for at anmelde. Det var som om, at album blev uoverskuelige, og den der ubrugelige hjerne straks fik sidestik bare ved tanken.




Snupper en tudekiks og ser fremad

Vi er tilbage ved, at det åbenbart trigger et eller andet, muligvis fordi jeg forbinder det med en arbejdsopgave. Det er muligvis også en af grundene til, at jeg trods alt har formået at holde liv i Repeat-artiklerne. Når jeg hapser singler virker det som overkommelige bidder, frem for et alt for stort måltid?

Singlerne og Repeatlisten 2023 kigger jeg snart lidt nærmere på i en separat artikel, ligesom jeg har planer om at tage temperaturen på festivallandskabet anno 2024. Inden festivalerne får fyldt plakaterne, men nu må vi se om jeg (igen) er for ambitiøs på egen vegne.

Så må jeg bare minde mig om, at GFR startede som, er og skal være et passionsprojekt. Glemmer man det af en eller anden grund, så gør man ikke kun sig selv og kunstnere som Pleaser, Slagger Lund, Døgnkiosk eller Det Muntre Ubehag, som jeg gav en lidt lunken anmeldelse en bjørnetjeneste.

Vi gør hovedsageligt det her for at give de oversete, skæve, “for små” og måske også de der ikke er, eller bliver, helt “klar” til mere noget opmærksomhed. Om det så i sidste ende gør en forskel eller ej er svært at måle. Men, vi gør det også fordi det giver os selv et eller andet, det skal man ikke glemme. Det har vi måske endda til fælles med de udøvende musikere?

Næste år håber jeg på flere koncerter, mere metalmusik eller andre genre jeg har syltet lidt og generelt mere overskud. Og at GFR holder sig flydende, hvis vi tilmed kan få varieret lidt mere på indholdssiden igen, så tror jeg vi har opnået hvad vi kan håbe på.

Glædelig jul og godt nytår til jer alle derude, tak fordi I hænger på og kan holde ud at høre på mit vrøl og tuderi #smilesmiley

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR, skrivekarl på Roskilde

Previous articleDet Muntre Ubehag: Sandheden Midt Imellem (EP/Anmeldelse)
Next articleÅrets singler på Repeatlisten 2023

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.