Det Muntre Ubehag? Sikken et bandnavn, det lyder da lovende! Desværre frembringer EPen samlet set mere ubehag end munterhed. De lyspunkter der er i bandets poprock/folkrock overskygges af manglerne pga. klodset udførelse.
Jeg vil dog sige, at det er en opgradering i forhold til mit første indtryk. Da var der tale om regulært ubehag fra min side, hvis ikke had. Stærke ord, som man lige skal tygge på, i stedet for at følge sin umiddelbare indskydelse. Både for bandets og ens egen skyld.
For jeg var som udgangspunkt vældig venligt stemt overfor det her, alene ud fra det fine bandnavn. Hvis man kan finde på at kalde sig det, så er der vel også en god chance for at selve musikken spiller?
Det gør den. Over tre numre folder giver et indblik i, hvad det muntre ubehag dækker over. Med egne ord spiller de poprock/folkrock, den beskrivelse er delvist dækkende. Der hvor kæden hopper af for mig i første omgang er, at jeg også tænkte “Gnags”. Intet ondt ord om Gnags, de havde “den” engang, og har lavet nogle udødelige klassikere. Men det er næsten også kun Gnags, som kan slippe af sted med at lyde som Gnags.
Der i åbningsnummeret “Slugte Kameler” ekkoer af noget vuggende “Vilde Kaniner” rytme. Uden at anstrenge sig kan man tilmed synge “sluuuugte ka-me-ler” i stedet for “viiiilde ka-ni-ner”. Det sagt, så er det ikke fordi Det Muntre Ubehag leverer den 1:1 på den måde, men der er noget blegfunky stivbenet reggae vug over rytme og melodi. Det giver mig udslæt.
“Smedens Weinerbrød” følger op, den irriterede mig fra start alene pga. den titel. Sig det højt: “Smedens Weinerbrød”. Medmindre du er Allan Olsen, og kan hudflette en grotesk fortælling ud fra den titel, lad være med at prøve. Jeg kan ikke engang præcisere, hvad det er der irriterer mig så meget ved den titel? Det virker bare… halv-bagt og fortænkt samme tid? Herregud, det er jo “bare” en sangtitel, kan man så (måske) med rette tænke? Jovist, men for mig bliver det et symptom på nogle dybereliggende problemer.
Det fungerer ikke rigtig, det Det Muntre Ubehag forsøger at formidle. Sådan lidt jovial, skæv, hverdagspoetisk, lidt kringlet og kuriøs dansksproget folkepoprock i øjenhøjde. Både morsomt, lidt barok og med en snert af noget dybere, hvor der stikkes lidt til folkesjælen. Den slags har jeg bestemt sympati for, men et nummer som “Smedens Weinerbrød” bliver underligt tørt og krummer i en sådan grad, at det nærmer sig det uspiselige.
Og skal vi lige vende den måde, lyrikken bliver leveret på? Lad os kalde måden, der synges på… ekspressiv. Det er tilstræbt teatralsk med dramatiske udsving, så der er noget lettere bedugget værtshus visesanger over det. Hvilket bestemt OGSÅ kan være en fornøjelse at lægge ører til. Det her er dog et stykke fra Tom Waits, og bliver meget hurtigt enerverende.
Egentlig en skam, fordi der ER elementer her, både musikalsk, lyrisk og leveringsmæssigt som faktisk fungerer. Der mangler bare dosering og mådehold, i stedet for at der bare pøles ovenpå. Alt, hele tiden, mere er godt. Det gør, at jeg i “Smedens Weinerbrød” eksempelvis kan holde ud at lytte til halvdelen af en sætning. Det kan være starten, slutningen eller spredte ord. Skru lidt ned for det meste?
Sandheden Midt Imellem lukkes med den mere afdæmpede “Bare Rolig”, i hvert fald afdæmpet hvad instrumentering og melodi angår. Men for helvede, den synges med alt, alt, ALT for meget kul på. Slap. Nu. Af.
Der leges også med nogle temposkift og acceleration op og ned i fart og kadencen af ordene, som gør visse passager pænt anstrengende at lægge ører til. Igen er budskabet ellers fint og prisværdigt, her er der tale om en form for anti-krigssang. Det kan man jo vanskeligt have noget imod, medmindre man hedder Putin eller andre af samme stødning. Men budskabet og de gode intentioner drukner i den klodsede udførelse.
Og det piner mig faktisk lidt at sige. For Det Muntre Ubehag, deres mission og motivation virker behjertet og sympatisk. Det ændrer dog ikke på, at jeg synes, at der er for meget, der halter her. Der prøves FOR hårdt, hvilket desværre kommer til at udstille bandets mangler, frem for at fremhæve de positive aspekter, der er til stede. Den ubalance er det første, Det Muntre Ubehag skal fokusere på.
Af Ken Damgaard Thomsen
