Home Artikler Årets singler på Repeatlisten 2023

Årets singler på Repeatlisten 2023

565
0

Årets singler på Repeat?

47 numre er blevet skamlyttet på repeat (igen igen) og kogt ned til et dusin (plus det løse). Med i slutspurten kom sange fra Zar Paulo, A Mess, Highboy, Slagger Lund, Barselona, The Jürgen Clubs, Demon Head, Sasha Adrian, Livløs, Tavse Vidner, eee gee, Siamese og Debbie Sings.

Året går på hæld, det er lavvande for nye singler inden det går løs igen i 2024. Derfor er det blevet tid til et kig tilbage, og kåringen af favoritsinglerne fra Repeatlisten 2023. 47 numre er blevet kogt ned til 12.

Hvordan gør man et musikår op? Hvad tegnede 2023 rent musikalsk? Det er nærmest en umulig opgave, især at koge det ned til en definitiv liste. Jeg har ikke hørt alt, der er udkommet af store, små og “ukendte” danske kunstnere. Langt fra.

Engang gjorde vi ligesom mange andre musikmedier, kårede vores favorit plader og EPer, de største koncertoplevelser, eller skrev artikler i mere løs form om musikåret. Det har vi stille og roligt udfaset, som tiden blev mere knap. Og i den forbindelse faldt vores anmeldelses/lyttefrekvens (og koncertbesøg) faldt. Det gav ligesom ikke rigtig mening længere.

Jeg har dog stædigt holdt fast i, at kåre mine favoritsingler (et lidt mere neutralt ordvalg frem for “bedste), men…). Både fordi, at det er det format jeg suverænt får hørt og anmeldt mest forskelligt af, og fordi at det måske giver en form for pejling af, hvad der har været med til at definere musikåret. I hvert fald i smagsprøve form.

Genre dominans og den slags er én ting, musikmarkedet er, som altid i streamingalderen, voldsomt fragmenteret. Tiden hvor en enkelt genre lader til at sætte sig på det hele synes for evigt at være fortid. Der ER selvfølgelig visse tendenser, men helt overordnet lader det til, at mange nyere kunstnere låner fra, lader sig inspirere og blander frit som de lyster.

En tendens indenfor album og singler synes dog at være, at mange udsender 3-4 (måske flere!) singler INDEN en plade overhovedet er udkommet. Og ofte med få ugers mellemrum. Det resulterer, i hvert fald for mig, i lidt intens overeksponering med en vis træthed til følge, så jeg tit ikke rigtig er interesseret i at lytte til en plade, når den endelig lander. Man er blevet tæppebombet med singler i en måned eller to op til, og i mit tilfælde har jeg så også anmeldt flere af dem. Selvom jeg forsøger at sortere, så Repeat artiklerne ikke bliver “spammet” med den samme gruppe kunstnere indenfor kort tid.

Grunden er nok, at der skal laves en masse larm for at trænge igennem. Og at få så mange sange i rotation, og på diverse playlister, inden pladen lander. Men i stedet for at skabe mere sult, føler jeg mig stopfodret og mæt. Desuden er det langtfra alle kunstnere, som på et album har SÅ mange numre, der også egner sig som single. En single, i sin essens, skal for mig netop være enten en appetitvækker eller noget, som bare fanger – og dermed smager af mere.

Der er regler! Sådan da…

Hvad smagte så af mere for mig i år? En del! Da jeg gjorde Repeatlisten op stod jeg tilbage med 47 numre, som er blevet føjet til blandt de mange hundrede jeg har lyttet til i år. Og der var ikke umiddelbart mange, der røg fra da jeg lavede den første grovsortering. Nogle vandt ved gentagende lyt, andre havde jeg lidt glemt og blev mindet om kvaliteten igen. Andre var jeg helt sikker på skulle med, når listen skulle koges ned til 12.

Det var sgu’ ikke helt nemt, så stort skulderklap til alle, som ikke lige kom med i det endelige dusin. Jeg har valgt ud fra en subjektiv og upræcis formel, der er en herlig blanding af personlig smag, “hvad gør en god single?”, variation (jeg er dybt genre-utro) og det som man “objektivt” kunne kalde godt håndværk. Det er ikke ligefrem en eksakt videnskab, så tag det ikke for mere end det er.

Nok snak, mere musik. Nogle kunstnere har to numre på listen, kun en kommer med her. Jeg kårer en førsteplads, bare fordi, og resten er i nogenlunde vilkårlig rækkefølge.

Årets singler på Repeat

1) Zar Paulo – “Tæt på Paradis”

Hvad skal jeg næsten sige/skrive efterhånden? Tredje gang var igen lykkens gang for Zar Paulo, som efterhånden bare burde få “prisen” for Årets single på Repeat opkaldt efter sig. “Tæt på Paradis” sikrede nemlig den fremadstormende gruppe titlen for tredje gang efter “I Løb” (2019) og sidste års “Klap for Fædrelandet”.

“Tæt på Paradis” stammer rent teknisk set fra samme udgivelse, som netop “Klap for Fædrelandet”. Men i første omgang udkom Zar Pauls debutalbum, Elendig Software, i to dele, inden de blev samlet til ét album. Efter en helt forrygende første del udkom i slutningen af sidste år, var jeg lidt tvivlende overfor om del to mon kunne leve op til mine forventninger. Desuden har bandet udsendt virkelig stærke singler i en lind strøm, så den ovennævnte udmattelse over deres musik kunne true med at sætte ind.

Så kom “Tæt på Paradis”. Om det er deres bedste single hidtil, kan jeg ikke helt blive enig med mig selvom. Jo, njaaaa, måske? Fuck det, det var, når jeg skal gøre rengskabet op, min favoritsingle i 2023. Den jeg har lyttet til fleste gange, og som det IKKE lykkes mig at slide op. Jeg gav den også en lille tur på vågeblus af samme årsag, efter jeg var lige ved at overspille i årets første halvdel. Så fandt jeg den sporadisk frem igen i løbet af efteråret. Den virker stadig.

Stort set alt spiller her. I hvert fald ud fra mine løst definerede parametre for, hvad jeg personlig synes en single skal kunne.




A Mess – “Gender Traitor”

Få det forbandede omkvæd ud af mit fucking hoved!!!

Ok, sangen fra A Mess har ikke bare et forbandet fængende alt-rock omkvæd af den fornemt poppede slags. Dorte Hartmann har også formået at proppe et både personligt og alment budskab ind i nummeret. Det ER en udstrakt langemand til folk, som ikke kan tåle, og mener, at hun forråder sit eget køn med hendes holdninger og ytringer i køns- og seksisme debatten. Samtidig kan man også sagtens tolke det som et opråb til at stå ved sine meningers mod.

Det rå og vrede, og sangen er vred, er pakket virkelig indbydende ind. Så man lokkes helt tæt på af den iørefaldende melodi, og det der hooky omkvæd, inden A Mess uddeler verbale tæsk og lader guitaren kradse.

Enkelt, energisk og smittende. Det eneste minus er, at man måske kan slide den op for hurtigt, hvis man først bliver afhængig af det kick sangen giver.




Highboy – “Everything we need to forget”

Er det country indie-pop, det som HIGHBOY spiller? Hov, caps lock, nuvel den lader vi blive, for jeg synes at duoen og denne singler fortjener meget mere opmærksomhed end den fik i årets løb.

Det er sgu’ da bare et skide godt nummer det her? En af de første singler der røg på Repeatlisten i 2023, så den har næsten et år på bagen og jeg er stadig ikke træt af det elegante og fængende nummer. Det er ikke kun godt skruet sammen, og leverer et rigtig stærkt omkvæd, men også ekstremt velsunget og afbalanceret.

Der er mange fine, små detaljer og lag i lyden, ligesom teksten på ægte country manér fortæller en lille historie, hvor der gemmer sig en større bagved, hvis man lige får lyttet og digter videre mellem linjerne. Den er billedskabende, og sammen med den stemningsfulde musik starter den på effektiv vis en indre film.

Det er da meget godt gået for noget, som “bare” er en popsang, ikke?




Slagger Lund – “Fremad i mit øje”

En af årets smukkeste, mest rørende og “sikkert ikke for alle” sange. Slagger Lund er helt klart det man ville kalde acquired taste, ikke mindst pga. hans “uskønne” vokal. Den knirker, overstyrer hist og her, dirrer og ryster. Samtidig er musikken lige dele skæv, flosset og “ude af takt”, som Slaggerns sangstil.

Alligevel er der for mig en dyb skønhed i det hele. En skrøbelighed, der gør det til en hjertelig, varm og omfavnende lytteoplevelse.

Det der ikke kun gør “Fremad I Mit Øje” til en god sang er, at Slagger Lund her også rammer en fremragende melodi og et, på hans egen særlige vis, catchy omkvæd. Den er svær ikke at nynne med på, og få ud af hovedet. Det hele toppes af med en vidunderligt underlig tekst, der både rummer de helt store tanker til små, mærkværdige billeder som Simon Le Bon (fra Duran Duran) i en kano.

I en tiltagende ensrettet streaming verden er der mere end nogensinde brug for nogen, som skiller sig ud. Svømmer mod strømmen og ikke er bange for det dybe vand. På en eller anden måde undgår Slagger Lund at drukne.




Barselona – “Lyden af Livet”

Er “Lyden af Livet” lyden af livet? Tjaaa, den er i hvert fald opløftende og giver et skud energi. Og så kunne jeg ikke engang rigtig LIDE Barselona inden de udsendte denne forrygende og forbandet iørefaldende single. Men det her pop-rockede skidt smitter, så man bliver inficeret og må overgive sig.

Sangen har et ganske uimodståeligt drive, der gør den velegnet til bevægelse, eller bare nikke og nynne med. Et rigtigt “slip styret, luk øjnene og spred armene” nummer (advarsel: lad være med det!).

Er det ikke bare endnu et skabelonskåret, radiovenligt popnummer? Jooo, men hvis det er SÅ nemt, så skriv og indspil selv et nummer, der fungerer så godt som “Lyden af Livet”. Alt spiller her, det er simpelthen næsten perfekt pop-håndværk, hvor der stadig er plads til duoens karakteristiske aftryk. Dermed bliver det heller ikke hverken upersonligt, eller for glat, så det stryger lige igennem. Derimod er det en ægte ørehænger.




The Jürgen Clubs – “Daddy Was A Player”

Da jeg anmeldte “Daddy Was A Player” (og bandets forrige single “Rare Candy) undrede jeg mig lidt over, hvis The Jürgen Clubs ikke fik noget airplay på P6. Deres up tempo indie-pop/rock virker skræddersyet til den kanal og lytterne.

Nu har jeg hørt “Daddy Was A Player” afspillet i hvert fald én gang på P6, så der er måske hul igennem? Fortjent, det er muligt at det er 00er/10er indie som er hørt før, men formlen virker her. Og The Jürgen Clubs har ører for både fængende melodier, gode omkvæd og så en portion skævhed, der giver det hele et personligt touch.




Demon Head ft. Jinx Dawson & Coven – “Demon Head”

Det her muligvis en form for “snyd”. Der er nemlig tale om en genindspilning af bandets første single, der oprindeligt udkom for næsten et årti siden. Meeen der er lidt tilføjelser og bidrag fra nogle fede gæster, så vi lader den tælle med.

Vi har vel alle brug for en slagsang? Demon Head lyder i hvert fald som om, at de har besluttet at skrive en til dem selv på denne selvbetitlede single.

Det er lyden knyttede næver, fist bumping, hævede arme og kampbrøl, når Demon Head ruller ud på slagmarken med deres knallert heavy-hegn. Mission Statement, call to arms eller noget lignende, lige meget hvad, så virker det her.




Sasha Adrian – “Dog”

Et nummer, der er vokset voldsomt på mig, som jeg, selvom det kom med på listen, muligvis undervurderede en smule i første omgang. Det er heller ikke en oplagt single i det at sangen er langsomt udviklende, ikke rigtig følger den velkendte sangstruktur og opbygning og slutter instrumentalt.

Egentlig er der tale om 2 vers med en form for omkvæd hæftet på, og så en længere guitar outro/solo. Som er fuuuucking fed og sagtens kunne varer endnu længere. Sasha Adrian synger samtidig betagende, så man bliver suget ind i det roligt vuggende nummer. Hun formår med små detaljer, variationer og intonation på enkle ord at skabe et nummer, der vibrerer.

Og så rummer sangen noget tvetydighed. Jeg misforstod den som en bittersød kærlighedssang i begyndelsen, men der er nok tale om noget meget mere dramatisk? Er der i virkeligheden tale om noget misbrug og voldelige forhold?




Livløs – “The Crescent King”

Der er ikke så meget metal på listen, heller ikke i “top 12”, hvilket skyldes de sædvanlige bortforklaringer fra min side. Jeg har ikke lige været i metal-humør de seneste par år, og ikke fået lyttet til forfærdelig meget. Samtidig modtager vi heller ikke så mange singler fra metalnavne, og der er et eller andet ved singler fra metalbands, som gør at jeg bare foretrækker dem i mindre grad frem for mere radiovenlige genrer.

MEN, Livløs har med “The Cresent King” udsendt en slagkraftig single, som viser et band der er vokset. Og som har fået fuldkommen styr på sangskrivningen. Det her er velskrevet, hårdtslående, stemningsfuldt og godt udført.

Sangen minder mig på flere punkter om Gojiras mægtige “The Gift of Guilt” fra deres mesterlige L’enfant Sauvage album. Det er da ikke den værste inspirationskilde, hvis det er tilfældet.




Tavse Vidner – “Coney Island”

Tavse Vidner laver en stille sniger med deres tur til “Coney Island”. Et nummer, som ved første lyt måske ikke gør så meget væsen af sig. Men, der er noget dragende over det. Og man kommer i en helt særlig stemning, når man lukkes ind i de bløde, flydende og let-vuggende west coast-vellyde.

Netop stemningen og atmosfæren er en af singlens helt store forcer. Tavse Vidner formår, at tage en med til et helt andet sted, når musikken glider af sted. Et sted, hvor det måske er lidt tåget, mennesketomt og mørket er ved at falde på. Måske en forlystelsespark på Coney Island lige op til eller efter lukketid?




eee gee – “did you ever love someone”

Det er ikke ligefrem en Hollywood forelskelse eller happy ending eee gee synger om her. Sådan er virkeligheden ikke, der dukker ikke en op i lufthavnen og stopper dig, inden du stiger på flyvemaskinen.

eee gee pakker det bittersøde nummer ind i smukke toner, og fremfører det roligt valsende nummer lige så smukt. Det er kontrolleret uden at miste sin følsomhed, smukt uden at blive klistret og vammelt.




Siamese – “On fire”

Ved første lyt er det her forrykt og for meget. Efter flere lyt er det måske stadig for meget, men bestemt ikke forrykt. Siamese startede i metalmusikken, men har senere bevæget sig i forskellige retninger væk fra udgangspunktet.

I kernen er der stadig noget bombastisk core/prog metal af en art. Men, Siamese har udvidet udtrykket med dansebeats, technorytmer og bombastisk og svulstig Stadionpop. Det burde ikke hænge sammen eller give mening, men det gør det bare her.




Debbie Sings – “Put a Smile On Me”

Og nu vi er ved at maxe godt ud, så slutter denne del af festen med Debbie Sings. Det meste ved Debbie Sings og dette nummer burde få mig til at storme mod baren, eller låse mig inde i sikkerhed på toilettet.

Overstyret Minnie Mouse vokal, dunkende dancebeats, vilde temposkift, det er hyperpop. Men det er lige så meget country-pop? Hyperpoppen er ikke død hos Debbie, men hun skruer ned for den, og op for noget mindre hysterisk. Der blandes lystigt uden, at det ender i en stressende rodebutik. Det er både til radioen og til dansegulvet, og det fungerer.

Jeg ved ikke hvad det er, men jeg har simpelthen en svaghed for dette mix. Også for Debbie Sings når hun skejer mere ud, selvom det strider mod hvad jeg ellers opfatter som min smag, eller temperament. Det får mig endda til at smile?!




Og skud ud til

Som nævnt havde jeg meget svært ved at koge feltet ned og vælge fra. Der var virkelig mange gode singler på Repeatlisten, som sagtens kunne være kommet med i ovennævnte. Så her kommer lige et lille ekstra ultra kort skud ud til nogle af de kunstnere/sange, som på en anden dag lige så godt kunne være kommet med i toppen.

Jeg synes at Dicte har lavet en gedigen country road-rocker med “Mobile Home”. De Genfødte, der også bevæger sig indenfor det folk’ede, vil jeg også holde øje med pga. to stærke singler sidst på året. “Himmerige” var på Repeatlisten, “En Mærkelig Mand” skulle måske have været det.

Peter Olesen er fortsat leveringsdygtig i stærke, velskrevne og eftertænksomme numre, der måske ikke gør så meget væsen af sig ved første lyt. “Nattens Sang” var endnu en stille sniger til dem, som har brug for et lydtæppe at pakke sig ind i, når de sidder og grubler efter solnedgang.

Der skulle måske også have været plads til Ida Laurberg og hendes bidske popkøter “Terrier”, og poetiske First Flush med “I Din Bil”. Men dem har du nok hørt på en radiokanal i løbet af 2023. Hvor der sikkert ikke var plads til metal fra eksempelvis Terminalist, der på medrivende vis beskrev “Crisis as a Condition”.

Og vi slutter med en lille dans. Vi lægger roligt ud med “Kom Igen” fra Lützen, der starter tilforladeligt, inden et dejligt, iørefaldende og små-dansende omkvæd løfter sangen. Solen den danser hos Nye Katastrofer, der får lov til at lukke festen for i år ned med nummeret af samme navn. Den sætter sig fast, så pas på.




Fyr den af, vi ses til flere singler i alle former og størrelser i 2024

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Line Westerboe, The Jürgen Clubs pressefoto

Previous articleMere ævl og kævl om musikåret 2023
Next articleLinus Carlsen: Ingen har fortalt fuglene det er vinter (Album/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.