Kan noget være små-kedeligt på en rigtig god måde? Ja, hvis det tvinger en ned i tempo, til at lytte og koble af. Det gør solosdebutten fra Linus Carlsen, der med minimalistisk instrumentering frembringer sagte musik med stor effekt.
Klaver, reallyde og stemmer. Det er nærmest det eneste, man finder på Ingen har fortalt fuglene at det er vinters 10 tyste numre. En titel, der umiddelbart fik mig til at rulle lidt med øjnene og tænke “nå, så skal vi vist til at føle og være poetiske. Og det skal vi.
Men, hvad der lagde ud med at være en små-kedelig og temperamentsmæssigt alt for afdæmpet og underspillet omgang for mig, begyndte at åbne sig under anden gennemlytning. Linus Carlsen har hverken mange ord, toner eller store melodier i sig. Det hele føles barberet ned til et minimum. Som en skov, der er gået fra grå-brun efterår til vinterlig afpillet og bar tilstand.
Fuglene har pakket sammen, de fleste i hvert fald. Og du er efterladt alene med dine tanker og følelser. Kun bakket op af noget hovedsageligt diskret klaver, der ofte kun lige antyder en melodi. Eller sniger sig roligt frem i skovbunden med helt enkle midler. Her er ikke dødt, men det meste er gået i hi eller venter på foråret på anden vis.
“Søvnløs” sætter i gang et rent instrumentalt nummer, der fint sætter stemningen. En stemning, som først letter igen når den afsluttende, ligeledes instrumentale “Ét Tusind Svaler”, runder af 42 minutter senere.
Næsten ubemærket glider “Søvnløs” over i “Monster”. Man begynder at spørge sig selv, er man vågen eller er det her en form for drøm. Måske en vågen-drøm? Der er i hvert fald noget slumrende, drømmelignende og døsigt over pladen og Carlsens vokal. Den er lys, monoton og der er ikke mange emotionelle udsving. Som om han er fastlåst, synger fra et andet sted eller hans ord skal lyde som en form for brudstykker af en indre monolog.
En indre monolog om det monster, der bor inden i? “Tæl til ti”, lyder det på et tidspunkt, hvilket følges op af en længere passage næsten uden musik. Men noget summer, som om en fare, eller vrede ulmer. En del af nydelsen, og opbygningen på denne plade, og i et nummer som “Monster”, ligger lige så meget i pauserne. Det som ikke siges, spilles eller direkte formuleres i klare toner.
Der foregår hele tiden noget mellem linjerne, både de musikalske og ordene. Det er tålmodig- og opmærksomhedskrævende. Og bestemt ikke en af den slags plader, hvor der er instant payoff. Det er ikke engang ikke engang sikkert, at alle vil føle, at der er noget egentlig payoff.
Det kan muligvis tolkes som, at Linus Carlsen nærmest i provokerende og trodsig grad insisterer på, at det her foregår på hans egne præmisser. Jeg har fuld forståelse for, hvis man som lytter hverken har tiden, lysten eller tålmodigheden til, at eksempelvis det første minut af “Flam Op” nærmest afvikles i stilhed. Men jeg føler, at der er en gennemtænkt mening med det fra Carlsens side, som ikke blot er at teste lytterne. Det er kunstnerisk nødvendighed og bevidste valg, der gør at pladen udfoldes som tilfældet er.
Og jeg skal da også lige tage mig sammen i løbet af de 42 stilfærdige minutter, når et nummer som “Puls” tyst sniger sig afsted i over 5 minutter midt på pladen. Lige når man for alvor kunne trænge til, at der skete noget vild eller radikalt anderledes. Men Carlsen insisterer på, at holde tempo og puls nede, og så må man bare konfronteres med sin egen kedsomhed og mangel på koncentrationsevne.
Ingen har fortalt fuglene at det er vinter udvikler sig dermed også til at være en form for lytteøvelse. En som går helt imod strømmen og tendenserne i en fragmenteret streamingtid. Her SKAL du høre det hele ud i et for at det giver mening, og den fulde effekt opnås. Spørgsmålet er så, om man magter eller har lyst til det?
Jeg ved ikke engang om jeg vil postulere, at man snyder sig selv, hvis man ikke prøver? Det er ikke en øvelse, som vil falde i alles smag, det siger næsten sig selv. Og jeg ved ikke, om dem der prøver det af på egen krop, vil få noget ud af det. Man må leve med, at man i længere perioder, eller på andre tidspunkter, bare går og små-keder sig lidt. Hvis ikke man ligefrem bliver irritabel.
Men NÅR Linus Carlsen og musikken rammer, så er der glimt og øjeblikke på denne plade, hvor den potentielt transcenderer mediet. Hvor den smelter sammen med virkeligheden omkring en, og giver et sus i kroppen. Det kan næsten føles som en form for meditation, hvor man når et højere stadie.
Af Ken Damgaard Thomsen
.
