Home Anmeldelser Drüben: Volden er naturens mejsel (Album/Anmeldelse)

Drüben: Volden er naturens mejsel (Album/Anmeldelse)

741
0

Alt er vold, udspringer deraf eller ender der. Det er grundpræmissen hos black metallerne Drüben, der med albummet Volden er naturen mejsel har skabt et stærkt, sammenhængende og stedvis meget medrivende værk.

Behøver man, at købe denne præmis, eller være enige med Drüben for, at nyde deres voldsomme overfald? Bestemt ikke, bare man køber ind på, at de selv tror på det og følger denne præmis til dørs. Og det har de over 8 numre og 43 minutter ingen problemer med.

Jeg kan følge tankegangen, eller lad os kalde det livsanskuelsen/opfattelsen af verden, en stor del af vejen. Det er, naturligvis også en forenkling og en skarp vinkling, der muligvis udspringer af et eksistentielt sortsyn. Et, som matcher deres kulsorte og isnende kolde toner godt. Fidusen er, at det ikke føles fortænkt her, eller forfalder til sort i sort med ekstra sort på. Her er også plads til øjeblikke af stor skønhed. Vold kan også være smukt?

Drübens anskuelse er, at alt i naturen og universet generelt kredser om vold. Universet blev skabt ved en voldsom eksplosion og vil sandsynligvis ende med, at blive revet fra hinanden ned til mindste bestanddel. Voldsomt. Hvor kommer det smukke og skønheden ind i ligningen? Hvad nu, hvis man anskuede naturen som en billedhugger? En kunstner, der formede verden og eksistensen med sit redskab?

De er selv klar over, og påpeger i presseteksten, at man dermed også tillægger naturen en form for menneskelig anskuelse af dens ageren. Naturen følger jo, lidt firkantet sin… natur. Her er ingen motiver, opfattelse af, at noget er voldsomt eller kunst, det er fysikkens love, der dikterer – medmindre man tror på højere magter, men de er, med forlov, ikke lige med i regnestykket og præmissen her.

Volden er naturens mejsel hamrer ikke sin pointe hjem. Pladen virker, som en undersøgelse og udforskning. Drüben virker både eftertænksomme, poetiske og som om, at de besidder en ganske udpræget intellektuel vinkel.

Der er tænkt over sagerne, fra temaet, over udførelsen til indpakningen. Ned til, at de 8 sangtitler danner et lille digt i sig selv. “Volden er”, “Naturens mejsel”, “Med den er hver levende og døde ting”, “Tilhugget”, “Blevet givet”, “Sin form og sit væsen”, “Alt bærer dens mejselmærker”, “Alt Sønderhugges så småt”. Derfor giver måske heller ikke så meget mening, at tænke albummet som en række sange. De udgør, og er, et samlet værk, der bør høres og bedømmes som et sådant.

Det KUNNE nemt være blevet en noget prætentiøs og selvhøjtidelig omgang.

Bandnavnet er inspireret af Schuberts “Der Leiermann” fra sangcyklussen Winterreise. Drüben betyder noget i retning af “derovre”, og henviser i denne forbindelse til en gademusikant, der står og besynger døden. Han står derovre, “på den anden side af byen, på den anden side af symbolet for civilisation og kultur”, som der står i presseteksten. Sangens hovedperson drages mod, og slutter sig til gademusikanten, derovre… Drüben drager på samme vis med Volden er naturens mejsel.

Det er på mange måder, rent musikalsk, ganske klassisk sort metal fra det kølige norden. Skrigende, forpint og flosset vokal, stormende instrumentale flader, velkendte virkemidler og redskaber. Det er ikke her, at bandet hugger bonuspoint ud af de mørke byggesten, der udgør albummet. Det er på udførelsen. Drüben spiller og lyder fedt. Det er råt og overraskende sart, brutalt og betagende. Der er masser af kontraster, dynamik og en effektiv vekselvirkning hele vejen pladen igennem.

Numrene er mestendels lange, ganske komplekse og afvekslende. Samtidig er der ikke kun tænkt i opbygningen i de enkelte numre, men det virker også som om, at det gælder pladen som helhed. Den bygger op, river ned, tager en puster og bygger virkningsfuldt op til en knusende og medrivende afslutning.

Musikalsk peaker det nok for mig i “Sin form og sit væsen” og “Alt bærer dens mejselmærker”. Her lader det til, at den intensitet og følelsen af noget episk, og uundgåeligt, der har vokset sig større og stærkere pladen igennem får lov til, at nå et naturligt, dramatisk og højtragende klimaks. Den afsluttende “Sønderhugges så småt” er det uundgåelige endeligt, hvor det hele rives fra hinanden.

Det er nådestødet, den sidste voldelige handling, fra et velspillende og kompetent lydende orkester, der lader til, at have fuldstændig styr på deres musikalske kræfter. Og hvad de vil og kan bruge dem til. Det efterlader en fornemmelse af musikalsk overskud, noget næsten overlegent. På den fede måde. Her er intet lir og blær, “blot” nødvendighed og det der skal til.

Der er intet afstumpet over Drüben på Volden er naturens mejsel. Det lyder som om, at de bare følger deres natur. Og jeg følger gerne med og slutter mig til dem, på deres side af byen.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleDet Indre Marked: Den Tikkende Sol (Album/Anmeldelse)
Next articleMansfield: Come Rain or Shine (EP/anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.