Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Jonas Emanuel: Lampefiskeren (Mini-album/Anmeldelse)

Jonas Emanuel: Lampefiskeren (Mini-album/Anmeldelse)

344
0

Jonas Emanuel lægger lovende fra land og pirrer flere steder denne lytters nysgerrighed, men alligevel ender indtrykket med at være ujævnt. Der er dog meget at gå på opdagelse i på Lampefiskeren.

Min nysgerrighed bliver pirret især indledningsvis på Jonas Emanuel’s Lampefiskeren, især på titelnummeret, der åbner løjerne. Her fortæller Karsten Pharao’s stemme en løjerlig historie om den titulære lampefisker, efterkommer af generationer af fiskere, som på grund af problemer med at afsætte fiskene, begynder at lave lamper af dem. Jeg er selv vokset op med Karsten Pharao’s stemme som en del af min barndoms soundtrack, hvor Pharao var en fast stemme på Børneradio – den er bare grundlæggende karismatisk og lytteværdig, og dermed med til at trække lytteren ind i Emanuel’s univers, der ellers ikke er så let tilgængeligt.

Faktisk er det som om det gradvist bliver mere kantet og svært tilgængeligt som EP’en eller minialbummet (som indeholder syv numre og når op på 22 minutters spilletid) skrider frem. Jeg har i hvert fald en tendens til at falde ud omkring femte nummer, ‘Daglige Fald’, når jeg lytter igennem. Her er lydbilledet et sted mellem jazzet, halvindustrielt og hybridpoppet, og det glider ikke så godt ned hos mig. Lidt bedre har jeg det med den korte, men insisterende ‘Fjerdragten’, som falder lige før, mens ‘Hvad lader vi stå, hvad tager vi med?’, som følger efter, med sine vokaleffekter, hvor Emanuel’s vokal samples oveni sig selv, virker unødigt utilgængelig.

‘Levende i forandring’ som afslutter gæstes af Anja T. Lahmann og fremstår i kontrast til de to foregående numre med sin mere nydelige vokalføring og akustisk og elektisk guitar som primært akkompagnement, i hvert fald indtil der leges med mere dissonante elementer på den sidste del. Der er noget drømmende over lydbilledet, og der er i det hele taget elementer af det drømmende (og mareridt) gennem hele udgivelsen, som bestemt har en fascinationskraft.

I mellem åbningsnummeret og ‘Fjerdragten’, falder ‘Hvor længe har det været sådan her?’, som giver mindelser til Mikael Simpson’s tidlige udgivelser både i forhold til lydbillede og stemning, og ‘En fisk skriger ikke’, som med sin næsten tilbageholdte instrumentation, alligevel formår at fremmane et ganske fængende lydbillede, blandt andet på grund af en insisterende bas og nogle fine detaljer i lyden i øvrigt, og en konstant progression i nummeret. Sammen med titelnummeret, er det det nummer, der står stærkest for mig.

Samlet set bliver det dog, i hvert fald for undertegnede, en ujævn oplevelse. Det virker sådan set ret gennemarbejdet og -tænkt, måske endda for tænkt, og Emanuel har egentlig fat i en spændende værktøjskasse, men det er som om de dissonante elementer kommer til at fylde mere og mere, og får udgivelsen til at lukke sig lidt om sig selv. Selv om mystikken også har sin tiltrækningskraft.

Det kan være det bare er mig, der har misset pointen – men måske er pointen bare at udforske grænser, som Emanuel også er inde på i pressematerialet, og skabe et univers, der er sit eget. Uanset pointen, så fungerer første del af udgivelsen bedre for mig end anden, rent musikalsk. Desuagtet, så er det som minimum interessant, det Jonas Emanuel har gang i her. For de musikalsk nysgerrige er der noget at gå på opdagelse på Lampefiskeren.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleFeel Freeze: Holding Our Breaths Awaiting the Future (EP/Anmeldelse)
Next articleSårbar: Tilt (EP/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.