Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Sårbar: Tilt (EP/Anmeldelse)

Sårbar: Tilt (EP/Anmeldelse)

609
0

Sårbar kalder selv deres musik for “melankolsk postpunk”, desværre indeholder deres seneste udgivelse Tilt mest musik, som gør en trist til mode. Og ikke på den gode måde.

Måske kender i følelsen. For, at forklare hvordan jeg har det med Sårbar og Tilt, vil jeg blotte mig lidt og forklarer, hvad der kan få mig til at tilte. Jeg render, som mange andre sikkert, rundt med mere eller mindre udtalte stresssymptomer. Som blusser op af og til, men kan holdes i skak – hvis jeg ikke sætter mig selv i de situationer, som jeg ved der trigger mig.

Det er helt almindelig dagligdagsting, i hvert fald for de fleste, som jeg ikke skal kede jer med her. Det er for trivielt og usexet, men kan altså i den grad TILTE-TRIGGE mig, så jeg jeg får en trykkende/kvælende fornemmelse i kroppen og hjernen, som kan koges ned til: Jeg skal ud/væk herfra, ikke bare NU, men helst LIDT FØR!

Desværre, er det også lidt den fornemmelse, som Sårbar og deres 7 numre lange udgivelse gav mig, da jeg lyttede den igennem første gang. Uden sammenligning i øvrigt, og ikke for, at sige, at Sårbar direkte udløste et panikanfald. Men, der var noget her der triggede mig. Og i en sådan grad, at jeg fik lyst til, at tage benene på nakken og løbe langt væk. Jeg luftede endda hunden i skoven på pågældende tidspunkt, så det var ikke fordi, at der manglede frisk luft eller ro…

Sårbar har, muligvis hentet inspirationen i den melankolske postpunk. Med et lidt nedslående syn på omgivelserne og verden generelt til følge. Det er fint med mig, det giver mig ikke lyst til at stikke af. I min ører spiller de dog meget mere en form for bredt funderet, ret klassisk hårdrock. Det er der heller ikke noget galt i. Ud over, at det her er alt for gumpetungt.

Der er spredte lys i mørket og enkeltdele, som fungerer nogenlunde. Eksempelvis synes jeg, at Sårbar som band har en ret fin, ufin rocklyd. Det skurer og kradser lidt, og fremstår ret uskolet, uspoleret og upoleret.

Desværre er meget andet ved Tilt andre ord med u: uskøn, utjekket og uheldigt. Ucharmerende er de, lykkeligvis ikke, men charme kan desværre ikke kompensere for manglerne i dette tilfælde.

Hvor Sårbar har en godkendt lyd og stil, så halter det gevaldigt med, at få omsat det til gode sange. Melodierne er i det store hele forglemmelige, og sangene alt for lange. Det er generelt over hele linjen, selvom udgivelsen kun strækker sig over knap 35 minutter, så virker det som det dobbelte.

Mest tydeligt på den over 8 minutter lange “Slangen”, der kryber så langsomt frem over underlaget, at man kunne fristes til, at tror at den var klistret fast til det. Men, selv kortere sange kommer til, at føles længere end de reelt er, når sangskrivningen ikke helt kan følge med ambitionerne om spilletiden.

Lyrikken veksler mellem forudsigelige klicheer og flade, gennemtærskede fraser og den rene bras. Et nummer, som førnævnte “Sangen” indeholder linjer som:

Du har ingen skam // Du er slange og skifter altid ham
For hævnen er dit bur // Du vil bide lige så snart det bliver din tur
Du ejer ingen skyld //Din samvittighed er blot det rene fyld

Selv ved første gennemlytning, har man gættet ordvalg og rim inden man når dertil i sangen…

Læg dertil, at visse ord gentages/genbruges i flere sange. Måske er det et call back? Måske løb Sårbar bare hurtigt tør for ord? Ordet “knude/knuden” optræder både i titlen til sangen “Knuden”, dens tekst og det efterfølgende nummer “Latterlig”. Det hæv mig af en eller anden grund helt ud af Tilt. Da havde jeg ellers formået, at lytte mig hen til tredje sang uden, at smide høretelefonerne i en skovsø og flygte med hunden under armen ind i mellem træerne.

Og så er deres forsanger enten ikke dygtig nok, ellers sat dygtigt nok i scene. Allerede i første nummer, “Pladsmangel”, går vi lidt skævt af hinanden. Det lyder lidt anstrengt og vokalens klang, der egentlig ikke fejler noget, virker som om den ville passe bedre til en anden genre. Eller stilmæssigt tid, måske noget mere 70er rocket, eller singler songwriter/visesanger. Jeg tænker den eksempelvis sagtens kunne gå an på noget klassisk, politisk 70er spillemandsmusik.

En skam, for “Latterlig” har en fed guitarintro, men saboteres så af en vokal, der i mine ører ligger/lyder “forkert” i forhold til resten af sangen. Det lyder bare… “off”? Måske er det “punk”, måske er jeg tonedøv? Det kan ikke udelukkes, men så hiver jeg Sårbar med i faldet og vil, høfligt påstå, at de selv lider af lidt af samme.

Det kan ikke passe, at de ikke kan hører, at et nummer som “Centrifuge” ikke er godt?! Den lever da, i det mindste, op til titlen. Jeg har det som om, jeg bliver centrifugeret af at lytte til den – og jeg kan ikke engang kører i børnekarrusel, eller headbange uden, at blive svimmel og utilpas. Måske er jeg ikke tonedøv, men har noget med mellemøret eller balancenerven?

“Luk mig ud”, lyder det i “Centrifuge”, ja tak. I en fart.

Desværre er der på det tidspunkt to numre tilbage på Tilt. Og det bliver, om muligt næsten endnu mere ubehageligt på “Tømmermænd”. Godt jeg ikke drikker så tit mere. Havde lykkeligt glemt følelsen.

Den afsluttende “Vekselkurs” har igen et eller andet, som giver håb. Her er Sårbar endelig ovre i noget, som jeg kan genkende, som noget der dufter lidt af post-punk. Det klæder dem faktisk, selvom verden ved Gud ikke har brug for endnu et post-punk orkester. Men, slår Sårbar en effektiv, mørk tone og dyster stemning an. Selv vokalen rammer noget, som passer i klang og stil til musikken.

Dermed rundes Tilt af med et glimt, af noget som måske kunne blive til et eller andet. Men, der skal dælme arbejdes for sagen, og måske rækker bandets egne evner ikke.

Noget af det vil kunne forbedres i øveren, ved at klø på og måske få lidt hjælp fra mere kompetente kræfter. Så kan der, muligvis komme et acceptabelt band og tilsvarende musik ud af det. Men, det er ikke sådan, at jeg ser at Sårbar ender med at blive decideret gode. Dertil er afstand mellem det nuværende niveau, som de befinder sig på og barren for “god” ganske enkelt for stor.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleJonas Emanuel: Lampefiskeren (Mini-album/Anmeldelse)
Next articleCarte Blanche: Brudstykker (EP/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.