Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Himmelrum: Vand, Død og Ensomhed ★★★★☆☆

Himmelrum: Vand, Død og Ensomhed ★★★★☆☆

263
0

Himmelrum imponerer på deres andet album med en svimlende rundtur i et forunderligt musikalsk univers, vævet sammen af stof fra indie, pop, alt og art-rock med meget mere.

Det er meget nemt at hive en god gammel anmelder-krykke frem i tilfældet Himmelrum og deres nye album: det er artsy, mangfoldigt, opfindsomt og anderledes = kunst endnu mere = fremragende! Men, bare fordi man kan hæfte de ord på det unge orkester og Vand, Død og Ensomhed, så ER det jo ikke automatisk en god plade, i dette tilfælde vil jeg dog vove pelsen og fra start konkludere, at denne gang passer pengene.

Himmelrum er anderledes og originale, to tillægsord der igen giver automatisk plus-point på anmelderkontoen, men de lyder simpelthen ikke som nogen andre på disse 7 numre fordelt på overraskende kompakte 32 minutter. Overraskende fordi de formår at presse så meget ind på deres frodigt spirende og berusende plade, det er virkelig noget af en alsidig rejse bandet sender en ud på – uden at man helt mister fornemmelsen af en underliggende rød tråd. En tråd der bestemt ikke er snorlige og uden underlige, indviklede og nogle gange også lidt tilsyneladende uløselige knuder.

Især pladens midte og sidste halvdel er lidt af en oplevelse, hvor trilogien af numre “Blodbøg I”, “Blodbøg II”, ja, du gættede det, “Blodbøg III” nærmest udgør et helt lille 10 minutters værk i værket. Himmelrum hjælper os stille og roligt på rette vej med pladens første 3 numre, en gelinde indføring i bandets mystiske univers. Der indledes ganske medrivende med den indie-rockede “Sølvflod”, der, hvis man endelig skal smide en genkendelig reference, har lidt MEW’sk over sig, og så alligevel er noget helt andet, og helt sin egen. Der indledes med noget der kunne lyde som små-syret højskolesang, inden indie-rocken får sat strøm og fut under nummeret. Det rummer dog samtidig en ruskende skævhed og et element af noget, der bare, på den gode måde, føles lidt “off”.

Den fænomenale singleforløber “Kære Blå, Sender Sonar!” følger op, et af pladens højdepunkter, et nummer jeg tidligere har anmeldt i Repeat og rost der, men som sidenhen er blevet ved med at vokse på mig. Det skvulper, skubber, bølger, danser, bryder det ned, bygger op igen, tuder dig i ørerne med en vildfaren trompet, et våben Himmerum af og til tager i brug i løbet af pladen, for at hyle en lidt ud af den og tilføre musikken et skurrende element. Det er kontrastfyldt og utæmmeligt, men også sært dragende og forbandet iørefaldende.

Efter den nogenlunde forståelige og hensynsfulde start begynder Himmelrum at vride sig mere og blive mere genstridige. Den efterfølgende “Usynlige Ven” er en over 9 minutter lang, drømmende, aparte sag, hvor pladen for alvor begynder at tage en nye og fremmedartede steder hen. Trompeten bruger de første par minutter på stille og roligt at lede dig ind i nummeret, der begynder at folde sig ud som et tæppe af lyd der vokser ud af baggrunden, men så efterlades man også på egen hånd, da sangen pludselig blusser op, blæseriet stikker af og og begynder at flakke frem og tilbage, mens musikken antager en langt mere truende og mareridt klingende form. Det er ikke helt ulige stemning og stil som man kunne finde hos et band som Narcosatanicos. I løbet af sangen muterer lyden flere gange, så det virker som om man kommer gennem flere forskellige stadier, men bevægelsen er ikke kun fremadrettet, man ryger også tilbage til nogle faser man tidligere har været igennem, inden sangen springer frem igen. Det er noget af en rutschebanetur, som stedvis er så påtrængende og voldsom i sine udsving, at man kan blive helt utilpas.

Blodbøgs-trilogien følger op, og kan egentlig også anses som ét nummer delt op i tre afdelinger, hvor første og sidste del er instrumentale og midterdelen den eneste med vokal, hvor der synges noget med “min mor ved alting, men hun falder // ligesom dig // min far fikser alt, men han falder // ligesom dig”. Jeg skal ikke påstå at jeg hele tiden forstår hvad der foregår, eller hvor Himmelrum præcis vil hen, men det er sikker noget med Vand, Død og Ensomhed? Det er egentlig heller ikke så vigtigt, Himmelrum er en abstrakt og til tider lidt surrealistisk størrelse, hvor det kan være svært at sætte ord på ens oplevelse og betydningen af det oplevede – men på en eller anden måde giver det en form for mening for mig…?

Efter den knap 6 minutter lange lukker “Nerve”; der også er udsendt som single, for selvfølgelig kan man da udsende en albumlukker som single, så kan man så sidde lidt konfus tilbage og prøve, at stykke en højere mening med det hele sammen. Efter et par forsøg, så har jeg konkluderet, at det nok er en lidt nytteløs øvelse, i hvert fald for mig. Det er lidt som at prøve på, at beskrive følelser eller stemninger med helt præcise og dækkende ord. Jeg vil dog sige, at bandet taber mig en lille smule, som albummet skrider frem.

Det hele kan godt lyde lidt højtragende og ihhh og åhhh så skide KUNSTNERISK, og jeg vil bestemt ikke påstå, at det her er noget for alle. Men er man lidt nysgerrig og ikke bange for, at kaste sig over noget, som gør tingene på deres helt egen måde, så skal der lyde en stor anbefaling til at give Himmelrum et skud. Det er musik, der følger sine helt egne spilleregler og logik, eller også bare smider det hele op i luften og ser hvad der sker når tingene rammer jorden, smadres og sættes sammen påny.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.