Home Artikler Repeat #79

Repeat #79

238
0

Velkommen til endnu en sving-om i singleland, hvor vi bydes op til dans med nye numre fra eve, Os To, Towlig, Little Winter, Fugleflugten og Lukas Vanggaard.

Ikke så meget sniksnak til at indlede ballet i denne uge, mere musik, mindre snak og så… øhhh… og så en hel del snak OM den musik, ja. Den opdaterede På Repeat spilleliste finder man nederst i artiklen og denne gang er der faktisk kommet en ny single på listen, for første gang i 3-4 uger! Det har som sådan ikke nødvendigvis noget med kvaliteten af de anmeldte singler at gøre, listen er subjektiv, nærmest i frastødende grad!

eve – “All I Do”

“Bag eve står den 23-årige sangerinde og sangskriver Astrid. I et følsomt og drømmende melodisk univers folder hendes sange om menneskelige relationer, tab og kærlighed sig ud. eve rummer skrøbelighed og styrke, glæde og melankoli i en musikalsk ramme, der bedst kan beskrives som elektro-akustisk indie-pop. Inspirationen til debutsinglen “All I Do” kommer fra en personlig oplevelse fra Astrid selv. Tilbage i efteråret 2018 gik hun igennem et brud med sin ekskæreste.

Selv fortæller Astrid: “Allerede en uge efter vores brud, var jeg begravet i min lille notesbog igen. Jeg følte tusinde ting i den periode, både sorg, lettelse, ærgrelse og fortrydelse. Nogle følelser, som alle er at finde i min musik. Min første single All I do, beskriver følelsen af tvivl og følelsen af, om græsset mon er grønnere på den anden side, og om den magi der kan opstå, når man møder én, man bliver betaget af.“

Således bliver man introduceret for Astrid eller eve, som svæver rundt i et stort, åbent lydbillede, med en bagvedliggende elektronisk puls, der langsomt driver nummeret fremad. Omdrejningspunktet er dog eve og hendes ungdommelige vokal, der lyder som en ensom stjerne der glimter på nattehimlen, kun sporadisk bakket op af en loopet andenstemme.

Der hvor jeg har lidt problemer er, at det kommer til at føles en lille smule… kedeligt og konformt? Det er en popsang om kærlighed, en af de mere triste og sørgmodige, ah ja, den unge kærlighed. Jeg vil ikke sige at eves vokal er dårlig, men den savner et eller anden form for personlighed, eller mere af den og så er der noget med udtalen af visse af de engelske gloser, hvor  eksempelvis “all” klinger lidt af “ål”, som kommer til at forstyrre min lytning lidt. Det er muligvis et bevidst stilistisk valg, eller bare måden eve synger på, men det er ikke lige min kop the.

Det hele bliver på en eller anden måden en smule uforløst og “lige ved og næsten” for mig, rammen og udgangspunkt er sådan set OK, men det er som om sangen aldrig når helt op i gear og letter. Nu er tonen jo også blålig og let nedslående, så det ville måske være underligt, hvis sangen brød for meget med denne grundstemning, men den bliver altså en anelse stillestående og det hele flyder lidt sammen i melankolsk, længselsfuld “knust hjerte” klang for mig.

Konklusion: På den ene side tror jeg godt jeg forstå, hvad eve sigter efter her og hun kommer også i mål med denne mission, men det er som om det bliver lidt for småt og ensformigt. Jeg savner, om ikke udsving, men så et eller andet der kunne få sangen, og de store følelser den rummer, til at vokse sig større og til mere end tilfældet er her. Noget musikalsk bagepulver af en art?

Os To – “De Smukke Unge”

“…Pludselig er de stukket af //Som legesyge sommerfugle // DEN ALLERFØRSTE SOMMERDA…”. Åh, hov, det er svært ikke at gå full Larsen og bryde ud i brægende skønsang, når man ser den titel og læser introduktionen til Os Tos “De Smukke Unge”:

De Smukke Unge er storladen pop, formet af ambitiøs melodiskrivning, instrumentering og arrangement. I midten af det hele står Camilla Papes stærke vokal med en lige dele dramatisk, øm og favnende kærlighedserklæring til ungdommen. Referencen til Kim Larsen ligger lige for, men det eneste fællesskab med nationalskjaldens sang er kærligheden til- og intentionen om at hylde de unge. ”De unge i dag er vanvittig modige og ambitiøse. De bærer følelserne udenpå og navigerer i en vild verden. Fra serien SKAM til sociale medier er det virkelig rørende at se, hvordan de er drevet af en åbenhed i følelser og deres søgen efter identitet. De er skrøbelige, omsorgsfulde og kærlige. Vi vil gerne hylde dem og fortælle dem, det hele nok skal gå”, siger Camilla.

Det er på sin vi stemningsfuldt og ret flot iscenesat, man kan i hver fald ikke anklage det for ikke at være atmosfærisk, det Os To har bedrevet her. Heldigvis er der heller ikke mange strejf af Lune Larsen, udover titlen og inspirationen til emnet, for hans skygge og arven fra den sang ville være for tung for selv de to i Os To, at bære på deres skuldre. Når man på den måde trækker på en form for fælles musikkanon og et nummer, som på en eller anden måde er blevet indgroet i den fælles bevidsthed, så undgår man ikke helt skyggerne og vægten fra inspirationskilden. Det er unfair, lidt selvforskyldt, men ikke til at komme udenom: her kommer sangen klart til kort.

Men “De Smukke Unge” er heldigvis også sig selv og noget andet, og som en moderne hyldest til ungdommen, med en lyd og stil de vil kunne relatere til, nok også i højere grad en eller anden halv-gammel sag fra en død spillemand (som mange af dem måske ikke engang har hørt?), da synes jeg nummeret fungerer rigtig fint! Jeg er selv 41 år, det vil sige at det er omkring et halvt liv, plus minus, siden at denne sang ville være henvendt til mig – jeg er ikke målgruppen, det er klart og tydeligt. Man kan så sætte lidt spørgsmålstegn ved om ikke de fleste ungdomsgenerationer har “båret følelserne udenpå og navigeret i en vild verden”, alt er jo relativt, verden har vel altid bevæget sig hurtigere og hurtigere – fordelen ved at være ung, er at man er vant til de gældende tempo fra fødslen…

Men så kommer vi nok ud i en lommefilosofisk diskussion, som ligger lidt udenfor rammerne af en god popsang, som denne. For “De Smukke Unge” ER en god, tidstypisk og stedvis meget stemningsfuld og flot udført synth-poppet sang. Selvom det er veludført og svæver elegant rundt om en, så er det også et nummer med en spilletid der sniger sig op mod de 5 minutter, som måske bliver en lille bitte smule for lang.

Konklusion: Er en hyldest det, de smukke unge vil have? Det er i hvert fald et moderne take på en sådan, at Os To på vellykket vis sender efter dem her.

Towlig – “Electroshock”

“I en blanding af metal, rock og punk har århusianske Towlig skabt deres helt eget
tekstlige og musikalske univers. Med en nyskabende tilgang spiller Towlig heavyrock, som går til rockkonventionerne på en anderledes måde – en måde, der vil ryste op i din indre samfundskritiker. Med inspirationskilder som Kvelertak, Ghost, I’ll Be Damned, Viagra Boys, Danny Elfman og System Of A Down blander bandet det bedste fra alle hylder”.

Er du towlig en blanding de her østjyske bulderbasser kommer væltende ind på Escobar med! Er det godt? Jaaaahaaa, nej, jeg mener, måske? Jeg er er i hvert fald underho… jeg keder mig ikke! Jeg har det ambivalent med det her uskønne og uregerlige sammenstød mellem brummende metalrock, hardcore fræser energi og store heavy metal armbevægelser, tilsat en vokal, der om ikke andet er helt sin egen. Som en mystisk horeunge udsprunget af ugudeligt samkvem mellem Serj Tankian og… jeg ved ikke… King Diamond?

Det bølger, bruser og ramler frem og tilbage hos Towlig, der skal have ros for at give den hele armen, og det gælder også den tøjleløse forsanger, der ikke er bange for at fremstå som System Of A Down cos-play det ene øjeblik, for det næste at kaste sig ud i en skinger Diamond-falset, uden at ramme nogen af delene fuldstændigt. I mens bandet brøler, fræser og hugger balstyrisk afsted, som var der ringet sidste omgang og de skal nå at hente en bajer i baren inden den lukker.

Der er nærmest noget “I’ll Be Damneds grimme og uopdragne lillebror” over det her, og jeg kan simpelthen ikke blive helt klog på om jeg kan lide snotungen. Om det har en god portion semi-klodset charme, eller om det er lidt ubehjælpeligt? Jeg ville muligvis sætte mere pris på det live, hvor man kunne blive smittet endnu mere af den energi, der unægteligt er tilstede i det her mutant-metaliske univers, ligesom man kunne få en grimasse der kan passe på fra bandet, som en visuel understøttelse af den æder og forbandelse man også fornemmer er tilstede i musikken.

Konklusion: Jeg tror ikke man behøver at være splitter gal for at synes om Towlig, men jeg er sikker på at det hjælper.

Little Winter – “Julia”

Så skal vi have noget så banebrydende som en indie break up sang! Og vi befinder os stadig i Aarhus, hvor bandet Little Winter har gået og brygget på et debutalbum, som efter planen udkommer i begyndelsen af næste år – hvilket jo lige pludselig er meget snart?! Jeg troede egentlig vi havde anmeldt et eller andet fra bandet, men i arkivet kan jeg kun finde en lille notits om deres koncert på Uhørt sidste år, så det må være første lyd jeg hører fra dem? Om nummeret “Julia” lyder det:

“Julia” er en ode til ungdommen, den banale kærlighed og teenage-breakups. Det er en historie om to unge forelskede, der på trods af intense følelser for hinanden og en tro på at alt kan lade sig gøre, glider fra hinanden. Forsanger Nikolai Ryan beskriver sangen som “en hyldest til den første kærlighed, og den vridemaskine af følelser man bliver udsat for. Især tiden efter opbruddet kan ryste dig helt ind til kernen og efterlade årevis af ar og hjemsøgende minder – og det handler om at turde give slip og huske de gode ting, der skete. Narrativt handler “Julia” om mit første forhold og efterfølgende opbrud, men i sin essens handler det om alle Julia’erne derude.”

Ahhh, se det var sager! Jeg er på fra start og NÆSTEN hele vejen igennem den indie-poppede og boblende lille perle “Julia”, der emmer af noget næsten Paul Simon’sk bittersød velvære og harmoni, hvis man sendte ham på rekreation i det solbeskinnede Californien i slut-60’erne – selvom emnet er sådan lidt små-trist og ned’arn. Nyskabende er det ikke, det er “bare” vellydende indiepop med en god, fængende melodi, der får det til at krible og krable på den helt rigtige måde fra første strofe. Det er lige før man straks kan nynne med og ved hvor det er Little Winter gerne vil tage os hen. Dermed er der måske ikke de store overraskelser, på den anden side giver fornemmelsen af noget velkendt en tryghed og ro. Man behøver ikke bruge krudt på at orientere sig, man kan bare nyde turen, den varme, lidt vemodige, melodi, de flotte vokalharmonier og sikkerheden i det her.

Er det her måske et lille radiohit in spe? Det vil jeg bestemt ikke udelukke, den har lidt af alt det flere af DRs P-et eller andet kunne lede efter til sendefladerne. En bred appel, fængende uden at være påtrængende, iørefaldende uden at det bliver for letkøbt og bare “ørehænger” kvaliteter. Men hvorfor var jeg kun med “næsten” hele vejen? Den elegante lethed der har båret nummeret frem ender noget brat!? Det er som om sangen slutter 10 sekunder for tidligt, starter igen med et underligt lille “hik” og ender for alvor midt i en tone? Underlig slutning, der virker lidt forstyrrende og malplaceret?

Konklusion: Det lille benspænd i sangens sidste 10 sekunder, får dog ikke hele sangen til at snuble. Det er en glimrende, opkvikkende lille humørspreder, som jeg synes fortjener noget airplay rundt omkring.

Fugleflugten – “Du Er En Bølge”

“Med denne single tager Fugleflugten, som ellers er kendt for guitarbaserede kompositioner, et spring og udgiver for første gang en single helt uden guitar. Et sample-instrument baseret på et flygelhorn har nu taget guitarens plads. Et skævt, men dansabelt trommebeat, flydende bastoner og Rasmus Ydes trancelignende og messende vokal fører lytteren igennem et bølgende landskab. Alt dette bakkes op af et virvar af blæseinstrumenter, synths og reallyde.

En ny og anderledes lyd, der understreger gruppens bestræbelse på at udforske nye musikalske udtryk. Også Rasmus Ydes lyrik tager nye chancer, når han vælger at dedikere hele sangens omkvæd til volapykken. Om dette atypiske valg siger Rasmus Yde selv:

“Det startede egentlig som et eksperiment. Mest for min egen skyld, jeg ville se hvad der sker, når man skriver udelukkende ud fra ordlyden, og ud fra hvordan ordet ligger i munden. Jeg har altid været tiltrukket af forbandelser og remser ala ‘simsaladim bamba saladu saladim’, og det her er vel mit eget personlige bud på en remse. Det inspirerede mig til at skrive resten af teksten, der handler om at falde ind og ud af sindstilstande, falde ind og ud af virkeligheden indtil et punkt, hvor ord og mening forvandles til volapyk.”

Jeg har sådan set ikke noget imod volapyk, ord kan man alligevel tillægge sin egen betydning, sådan da, og mange sange lytter jeg egentlig mest til ordlyden og hvordan de lyder sammen med musikken – ikke nødvendigvis hvad der konkret synges. Næh, mit problem er nok selve vokalen, som jeg altid har haft et lidt had/kærlighedsforhold til når det gælder Fugleflugten. Ydes udtryksfulde vokal, som i hvert fald ikke mangler personlighed, har bare en klang, som ikke ubetinget tiltaler mig. Faktisk giver den mig her momentvis en decideret fysisk reaktion.

Myrekryb. Det er intet personligt, eller noget jeg siger for at lyde grov eller noget i den dur, jeg forsøger bare at være ærlig. Der er et eller andet ved vokalens klang, måden der synges på og lyden af det hele som jeg af mangel af bedre, og høfligere år, finder… ulækker? Nogen har det med lyden af flamingo, eller hvad ved jeg, man kan ikke gøre for det, eller styre det, men min krop reagere simpelthen fysisk på den her vokal? Det er da om ikke andet en sjælden reaktion!

Det gør også, at jeg (selvsagt) har lidt udfordringer ved at lytte til sangen, som jeg ellers synes sender Fugleflugten i en interessant og mere “moderne” retning. Tidligere, mere guitarbaserede numre fra deres kompetente hænder, har måske siddet lidt fast i 80er arven, som mange andre bands i disse år. Men bandet her er stille og roligt begyndt at trække i en anden og endnu mere selvstændig retning med deres lyd, der her lyder som en sjov blanding af noget “kunstigt” i form af synth og den maskinelle rytme og noget varm og organsisk med bæseinstrumenter og en roligt, brusende og luftig fremdrift. Ydes vokal rummer egentlig begge elementer, det lidt “kunstige”, jeg kan ikke helt bedømme om den er manipuleret en lille smule og så en form for fyldighed og varme. Det er måske en af grundene til, at min krop slår ud, min hjerne kan måske ikke helt afkode den og finde ud af hvad den egentlig er og går i alarmberedskab?

Konklusion: Min underlige fysiske reaktion til trods, så skal Fugleflugten have ros for at trække i nye retninger, hvor det lyder som om der er muligheder for at afsøge deres musikalske grænser og vokse yderligere. Det er lyden af et band, som lader til at være inde i en udvikling og udskiftning af fjerdragten.

Lukas Vanggaard – “Corquis”

Jeg har både anmeldt singler og en EP fra Vanggaard i år, der startede med at spille musik som 9-årig. Som 17-årig fik han en pladekontakt og rykkede til storbyen, men presset blev hurtigt for meget og Vanggaard rykkede ud på landet for at få angsten på afstand. Lukas kalder sig selv en “håbløs” romantiker og mener at livet er sjovest, når det opleves i selskab med en anden, denne søgen efter tosomhed og udfordringerne derved lader til at være omdrejningspunktet i hans sangskrivning, som man snart kan lytte til igen når EP nummer to fra hans hånd i år, Frisk Prins, udkommer sidst på måneden:

”Croquis handler om at leve leverpostejslivet. Om stadiet, hvor du opdager, at du faktisk skal pisse, men der går sport i at holde sig, bare fordi du ikke har andet at tage dig til. Tilværelsen kan sommetider blive så støvregns-agtig, at jeg ikke har lyst til at kigge i spejlet om morgenen, fordi jeg ved udmærket, at der står en ligbleg, umotiveret Lukas i den anden ende med eksem i hele hovedet. Heldigvis findes der personer, som farver mit liv med lidt mere spændende farver end bare sort og hvid, når jeg selv glemmer det. Dem handler Croquis også om”.

Og jeg skal love for, at den får godt med leverpostej på “Croquis”, både lyrisk og musikalsk. Den er en stille og rolig “vugge-slæber”, der trisser ligt halv-dovent, hverdagsagtigt og gråt afsted med en blanding af en smule sørgmodighed og et glimt af lys i den lyse vokal og melodi. “Livet jeg lever mig, lever på stej // aha aha aha // Livet jeg lever mig, lever på stej // aha aha aha” lyder åbningslinjerne inden Vanggaard får selskab af en kvindevokal og fortsætter med “hver gang du keder dig, tegner du mig // aha aha aha // og hver kan du tegner mig, glemmer jeg // Aha aha aha”.

Der er en hårfin grænse mellem det enkle og det banale og dernæst FOR banale, en balancegang som Vanggaard også tidligere har kastet sig ud i og mestendels formået at holde tungen lige i munden. i dette tilfælde er jeg, selv efter gentagende lyt, lidt i tvivl om hvilken kategori vi falder i. Det ER banalt, men det er også meningen, men det er også fængende på sin egen meget lille, finurlige og hverdagsgår manér. Så der er klart nogle ørehængerkvaliteter til stede, det er bare barberet ned til et minimum, grænsende til at det bliver for lidt og vi kommer i underskud.

Alligevel hygger jeg mig ved at lægge ører til det og sidder og vugger stilfærdigt med. Der er også en eller anden selvudslettende og underspillet humor til stede i Vanggaards univers der gør, at man ikke kan lade være med at trække en smule på smilebåndet og samtidig også fatte sympati for hans “fortællerstemmer”, der i bund og grund fremstår en kende patetiske og vattede – men også ægte og ærlige. Det er svært ikke at holde af Vanggaard og hans skrabede popunivers, der viser at man godt kan skære alt fedt væk uden at det bliver komplet afpillet.

Konklusion: Less is more i yderste potens og leverpostejsgrå er det nye sort hos Vanggaard, der balancerer faretruende tæt på helt at udviske sin sang her. Men alligevel ender med en fin, lille tegning på papiret, der er værd at kaste sit blik på.

Føjes til På Repeat-listen: Little Winter

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Towlig, pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.