Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Defecto: Duality ★★★★☆☆

Defecto: Duality ★★★★☆☆

133
0

På deres tredje album går danske Defecto all in på den storladne power pop-metal front. Armbevægelserne er enorme fra et band, der lader til at være gået til musikken med et “men hvorfor ikke?” mantra. Du vil nok elske eller hade det...

Lidt sort/hvidt stillet op, så er der nok to måder at anskue Duality på: enten vil du synes, at det er alt for meget, svulstigt og vulgært, for poppet og alt hvad der kan være “forkert” ved metal og derfor er det ikke “rigtig” metal, eller også vil du, sammen med bandet, ikke kunne få armene ned og skide det et stykke, hvad andre vil opfatte som god smag.

Jeg forstår begge yderpunkter og lægger mig, lidt konservativt og fedtspilleragtigt, nok et sted i midten. Men jeg kan ikke sige, at jeg er frastødt over pladen i al dens over the top herlighed. For Defecto er på mange måder “for meget”, men enten skammer de sig ikke det mindste over det, eller også kan de slet ikke selv se det? Det er dog vigtigt at påpege, at det her bliver played straight, der er ikke skyggen af glimt i øjet og jer er sikker på, at bandet mener det her helt seriøst. Nogle vil sikkert savne, at der var noget humor og ironi at finde, og opfatte Defecto som selvhøjtidelige, jeg sætter dog egentlig ret meget pris på, at det her ikke leveres med en typisk dansk “det er bare gas” attitude.

For, for pokker, hvor får den bare hele armen i løbet af 11 numre og 47, i teorien, overlæssede og helt maxede ud, minutter. Her er ikke mange rolige sekunder, hvor man kan få lov til at slå lidt mave, hvile ørerne og fordøje de voldsomme indtryk. Mere guitar, selvfølgelig kan der være MERE guitar?! Storslåede symfoniske passager, klart, mere sovs! Hvad med noget kor? Dah, naturligvis! Her er absolut ingen smalle steder. Selv når bandet for en stund træder på den musikalske bremse, sænker tempoet og kaster sig ud i en obligatorisk ballade, som “Paradigm of Deceit”, så får den bare hele armen hvad bombastiske arrangementer og episk stemning angår. Det er en metallisk flødekage med ekstra skum og glasur, dyppet i kagecreme, hvis din kvalmegrænse allerede er nået her i fjerde nummer, så er det bare ærgerligt: SPIS!

Når bandet så efterfølgende, for deres standard, skruer bissen på med de mere hårdtslående og barskt klingende “All For You” og “Untamed”, så sker det med lignende “mere er godt, endnu mere er endnu bedre” attitude. Der er simpelthen så meget SMÆK på alt, så numrene er ved at sprænges. Det er faretruende tæt på at kollapse under sin egen vægt, men Defecto klarer skærene ved at have noget så gammeldags som: gode sange og melodier. Det er forbandet catchy, skamløst “poppet” og så uhæmmet, at jeg har meget svært ved, ikke at blive revet med, selvom min kondi og tolerancegrænse måske ikke helt er til det her. Og vi er kun halvvejs igennem herligheden på dette tidspunkt, Defecto hamrer og høvler bare videre, kæmpe store riffs, buldrende rytmer, en vokal der vil det hele, det kan næsten virke grådigt og overmodigt.

Fra start til slut, Defecto virker helt hæmningsløse og stålsatte på bare at give den alt hvad den kan trække på Duality, og hvor man end står, så må man beundre bandets iver og gå-på-mod, de TROR virkelig på det her. Fra den næsten 6 minutter lange åbner, fordi selvfølgelig er første nummer langt og episk, “Rings of Saturn”, der brager pladen i gang, så man tager sig til hovedet i lige dele begejstring og desperation, til den højtragende lukker “Don’t Say Goodbye”, Duality er et studie ud i hvad end det modsatte af mådehold og less is more end er. Det er lige før Axl Rose anno ’91 ville tænke, “ah, får den ikke lidt for meget?”.

Men det tilbagevendende element og limen der holder pladen sammen og forhindrer, at den braser sammen som et Babelstårn er, at den er spækket med iørefaldende melodier og stærke sange. Om du så kan lide stilen og all in-attituden eller ej, hvis man påstår at Defecto ikke leverer gode sange, så lader man sin egne fordomme og holdninger til bandets attitude og stil spille for meget ind. “Rise” med sit uimodståelige drive og nærmest perfekt trimmede “pop-skabelon”, “Bed of Nails” og dens 80’er lirede og liderlige guitar-fræs, den voldsomme kraft og trykket i “Tempest”, der er hele tiden et eller andet at lade sig rive med af. Så tilgiver man også de stedvis noget kandiserede og sovsede tekster, den polerede lyd og alt det andet, som Defecto gør, som nok vil provokere feinschmeckere med god smag…

Er det ikke for meget?! Jo, gu’ faen er det da for meget! Mine plomber skriger af smerte, kolesteroltallet er sikkert ude af kontrol og jeg bør nok tjekkes for sukkersyge, når jeg engang er kommet på benene efter det her, men jeg elsker også Defecto for det. Nogle lyttere vil garantere, og et eller andet sted med god grund, løbe skrigende bort og på mange måder er det her dumdristigt gammeldags og overmodigt. Men jeg er sikker på, at Defecto er skide ligeglade og bare skruer fra 11 op på 12 med et smil på læben.

Jeg ender på 4 opsvulmede stjerner og et “nærm dig på eget ansvar”.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.